Kapitel 4
Vinter
"Øhm, hej igen," er du seriøs? Er det virkelig, hvad jeg siger til min mage, når vi mødes første gang? Han kigger bare på mig. Jeg ser sikkert frygtelig ud. Jeg ved, at jeg stadig har blod på mig fra elgen, og jeg har ikke vasket mig i flere dage. Ja, jeg er bestemt ikke præsentabel på nogen måde.
Han vil afvise mig. Hvorfor skulle denne Adonis af en mand lade mig være hans mage? Jeg er et forpjusket rod. Jeg bor i et hul for gudindens skyld. Jeg er en enspænder, og jeg er sikker på, at han ved det. Hvordan kunne han overhovedet acceptere mig?
Jeg er sikker på, at han ved, hvad jeg er. Selv hvis han ikke afviser mig, vil hans flok ikke acceptere mig. Jeg kunne aldrig bede ham om at leve, som jeg har været tvunget til at leve. Hvorfor stirrer han bare på mig? Er han ved at tage hele billedet ind og indse, at dette er en grusom spøg mod ham?
Det går op for mig, at han er nøgen! Denne mand er nøgen, og jeg elsker det. Jeg føler kuldegysninger løbe ned ad min rygsøjle. Jeg føler ting, jeg aldrig har følt før. Der dannes en vådhed mellem mine ben. Jeg kan ikke tale med denne mand, mens han er nøgen, det er simpelthen for distraherende.
Men før jeg rækker ham noget at dække sig med, tager jeg hans udseende ind. Han har sort hår på hovedet og de smukkeste grønne øjne, jeg nogensinde har set. Han har bølgende muskler over hele kroppen. Åh gudinde, han er så forbandet høj. Han ligner en kæmpe sammenlignet med mig.
Gudinden har bestemt overgået sig selv, da hun skabte ham. Han ligner en skulptur. En skulptur, jeg gerne vil køre mine hænder over. Han var helt klart en mand og en veludrustet en af slagsen. Hvordan i alverden kunne nogen kvinde have ham mellem sine ben!
Tanken om ham mellem mine ben får mig til at gyse. Åh, hvor jeg ønsker, at jeg kunne have det. Jeg prøver at dæmpe disse tanker. Han vil aldrig blive min mage. Jeg kender situationen. Jeg ved, at selvom han ikke afviser mig, kan vi ikke være sammen. Det er bare den situation, jeg er i.
Jeg er nødt til at få ham til at dække sig til, ellers tror jeg ikke, jeg vil kunne kontrollere mig selv. Han er for sexet til at være alene og nøgen i skoven med mig. Det er for meget ikke at løbe over og gribe ham. At få ham til at markere mig lige her. Jeg kan ikke udsætte ham for det. Jeg ved, at hans flok ville gøre ham til en enspænder som mig, hvis han bare op og markerede mig.
"Vent lige." Jeg kravler tilbage i lyet og henter et tæppe, så han i det mindste kan dække noget af sig selv. Jeg ved, at jeg ikke kan have en samtale med min mage, mens han bare står der i al sin pragt. Fristelsen er for stor til at gøre ting uden at tænke dem igennem. Jeg rækker ham tæppet, jeg lige har hentet, og han vikler det om sig. Jeg ånder endelig ud; i det mindste vil mine øjne ikke sende mig i en lystfuld raseri. Bare hans duft er nu en distraktion. Jeg må bare fokusere.
"Hej, jeg er Cole; din mage. Hvorfor løb du fra mig? Skræmte jeg dig? Jeg er ked af det, hvis jeg gjorde, det var ikke min mening. Kan du fortælle mig dit navn?" Hans navn er Cole. Det er et godt navn; et stærkt navn, og jeg får følelsen af, at jeg bare vil skrige det ud.
Hvorfor tror han, at jeg frygtede ham? Jeg ved det ikke; måske troede han, at jeg frygtede hans rene størrelse. Jeg har ingen idé, men ærligt talt. Nej, jeg var ikke bange. Jeg ville bare ikke blive afvist. Jeg troede ikke, han ville følge efter, men her er han og spørger, om jeg er okay. Det mindste, jeg kan gøre, er at give ham mit navn og en forklaring.
"Jeg hedder Winter. Jeg var ikke ligefrem bange," svarer jeg. Jeg stirrer bare på ham. Åh, min Gudinde, det her er så akavet. Her står jeg bare og stirrer; siger ingenting. Hvad er der galt med mig? Dette er min mage. Han var skabt til mig. Jeg burde sige noget, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er ikke, fordi jeg er omkring andre varulve så ofte, eller mennesker for den sags skyld. Her og der interagerer jeg med andre, men det er ikke særlig ofte. Det er over et år siden, jeg havde en samtale med nogen andre end min ulv Athena.
Jeg håber bare, han ikke tror, jeg er en slags freak. Jeg mener, jeg har knap sagt et ord til min mage her, og jeg er sikker på, han kan lugte min ophidselse. Så jeg er denne tændte, knap talende, rogue hun-ulv. Min mage må tro, jeg er en særling. Kom nu, jeg kan klare det. Bare slap af. Siger jeg til mig selv.
Cole
Hun stirrer bare på mig med sine store sorte øjne. Min Gudinde, de virker endeløse bag det sorte. Jeg kan lugte hendes ophidselse i luften. Det er svært at klare med, hvor hård min pik bliver. Jeg er nødt til at fokusere, selvom jeg har så mange spørgsmål. Som hvorfor hun er en rogue.
Jeg ved, at mange varulve er rogues på grund af forbrydelser, de har begået. Uundgåeligt blev de ulve smidt ud af deres flokke. For fanden, jeg har gjort min del af at gøre ulve til rogues. Det er ikke noget, jeg personligt kan lide at gøre, men nogle gange er det uundgåeligt for flokkens bedste.
Jeg ved, jeg har brug for svar. Jeg vil have hende med tilbage, men jeg er nødt til at træde varsomt. Ikke kun fordi det ville være meget upassende at tage en rogue ind i vores flokterritorium uden nogen viden om hende, men fordi jeg virkelig ikke har nogen protokol for denne situation. Jeg har brug for svar, men de må vente.
"Kan jeg komme tilbage? Det er bare, jeg har været væk et stykke tid, og de andre flokmedlemmer vil måske bekymre sig, hvis de ikke kan finde mig," spørger jeg. "Øhm ja, det ville jeg gerne." "Jeg vil gerne høre din historie, så vær venlig ikke at løbe væk. Jeg vil være tilbage her omkring middag i morgen. Er det okay?"
Hun nikker. "Okay." Jeg giver hende tæppet tilbage, mens jeg skifter og begynder at løbe tilbage til flokken. Jeg vender mig om for at se hendes sorte øjne følge mig, mens jeg løber væk.