Ofret til Alien Prinsen

"Jeg kan ikke lide dig. Jeg foragter dig. Jeg vil aldrig se dig igen. Du er ikke andet end en forvrænget psykopat!" råbte jeg, mens jeg kæmpede for at berolige mit hjerte, der hamrede af sted. Jeg hadede, hvor rolig han så ud, hvor upåvirket han virkede, som om intet af det betød noget.
Han smilte skævt og lukkede afstanden mellem os, hans hånd gled rundt om min hals, mens han hviskede, "Du siger én ting, men din krop siger noget andet." Hans stemme var en lav knurren, der fik mig til at skælve. "Du må hellere vænne dig til det her, skat, for jeg har ingen intentioner om at lade dig gå."
Jeg var tvunget til at leve dette forstyrrede liv alene.
Ingen familie.
Ingen venner.
Intet.
Med mennesker fanget af rumvæsener havde jeg to valg: blive en slave eller dø. Jeg var forberedt på begge dele, men jeg havde aldrig forventet, at rumvæsenprinsen—den, der havde slagtet min slags—ville gøre krav på mig. Ikke som en slave, men som noget... mere.