Kapitel 6 Fundet en ny kæreste?
"Jeg burde virkelig sige undskyld for at have været så hidsig dengang. Det skylder jeg hende."
Juniper var ved at spytte sin drink ud. Hun hostede et par gange, hendes ansigt sagde tydeligt 'ingen chance', "Åh, kom nu, skån mig."
"Du ved, den eneste klasse jeg dumpede på universitetet og måtte tage om, var Professor Garcias valgfag. Hun skræmmer livet af mig. Og en som mig? Aurora husker sikkert ikke engang, at jeg eksisterer. Jeg kan virkelig ikke hjælpe dig."
Da Juniper ikke virkede interesseret, trak Camilla sig tilbage.
"Men," Junipers øjne glimtede af skælmskhed, da hun skiftede taktik, "jeg kender én, der måske kan hjælpe."
"Hvem?"
"Kan du huske min fætter, Sebastian?"
Camilla tog en tår vand og nikkede, "Ja, selvfølgelig."
Sebastian Russell, den største stjerne i fysikverdenen, blev sidste år kåret til den bedste Moore-forsker af Nature magazine.
Han studerede anvendt biologisk videnskab under Aurora i sin bachelor og fik publiceret fem SCI-artikler på to år. Total geni inden for bioverdenen.
Af en eller anden grund skiftede han senere til fysik, hvilket skabte en del røre.
Det viste sig, at når man var så dygtig, kunne man klare sig inden for alt.
Sebastian var nu en stor spiller i international fysik.
Camilla gik på samme skole som Sebastian, men på forskellige tidspunkter, så hun var teknisk set hans yngre.
Da hun først kom der, hørte hun alle disse legender om Sebastian. Det var ikke før, hun mødte Juniper, at hun fandt ud af, at han var hendes fætter.
Sebastian havde arbejdet på et fysikforskningsinstitut i udlandet og kom først tilbage for tre måneder siden.
"Sebastian spurgte om Professor Garcia for et par dage siden, men har ikke haft tid. Perfekt for jer to at gå sammen."
Jo mere Juniper talte, jo mere gav det mening. Hun ringede straks til Sebastian.
Efter to ring tog han telefonen.
Camilla hørte en dyb, let kølig stemme, "Hvad så?"
Juniper forklarede hurtigt situationen.
Der var lidt baggrundsstøj; han virkede supertravl og lagde på på under et minut.
"Færdig! Sebastian møder dig i morgen klokken 14 på Urban Harvest Diner."
Juniper klemte hendes hånd, "Bare få en god nats søvn i nat. Vi finder ud af resten i morgen."
Camilla nikkede, "Tak, jeg har styr på det."
Næste dag.
Camilla gik hjemmefra en halv time tidligere.
Da hun nåede restauranten, tjekkede hun sit ur. Der var to minutter til klokken to.
Ikke for tidligt, ikke for sent, lige tilpas.
Hun skubbede døren op, og en tjener førte hende et kort stykke. Hun kiggede op og så Sebastian sidde ved vinduet.
Han sad og drak kaffe, så helt cool og indifferent ud.
Iført en simpel hvid skjorte og sorte bukser, med guldrandede briller på næsen, og sollyset, der ramte hans profil, fik ham til at ligne et maleri.
I modsætning hertil havde hun en hvid t-shirt, jeans og en høj hestehale, så ret afslappet ud.
Da Sebastian mærkede Camillas blik, drejede han hovedet.
"Sæt dig ned, hvad vil du have at drikke?"
Hans dybe stemme havde en let klang, der nåede hendes ører. Camilla vågnede op til virkeligheden, trak en stol ud overfor ham og satte sig.
"Undskyld, jeg holdt dig ventende."
Camilla undskyldte.
Sebastian justerede sine briller og talte roligt, "Ikke længe. Jeg kom kun fem minutter for tidligt. Jeg har nogle data, der skal behandles i laboratoriet, så jeg kan kun give dig tredive minutter i dag. Er det nok?"
"Det er rigeligt."
Tjeneren kom hen, og Camilla bestilte en citronvand.
Sebastian gik lige til sagen, "Så, hvad skal jeg gøre for at møde professor Garcia?"
Direkte til pointen. Fint.
Camilla kunne lide hans ligefremme attitude og forklarede, "Professor Garcia er udskrevet fra hospitalet. Jeg ved ikke, hvor hun bor nu, så jeg har brug for, at du tager mig til hende. Og hvis hun bliver vred..."
Hendes øjne flakkede, "har jeg brug for, at du hjælper med at berolige hende."
Sebastian trak let på smilebåndet.
Camilla fortsatte, "Jeg ved, du har travlt, så du kan vælge tidspunktet."
Sebastian nikkede, "Okay, om to dage."
Camilla takkede ham.
Mens hun nippede til sin citronvand, spurgte hun pludselig, "Hvorfor er du villig til at hjælpe mig?"
Sebastian så på hende et øjeblik. Da Camilla troede, han ikke ville svare, sagde han, "Fordi du er Camilla."
Camilla blev forvirret.
"Professor Garcia sagde engang," Sebastian tog en slurk kaffe og talte langsomt, "at hun har tre fortrydelser i sit liv. For det første, at hendes liv er for kort til al den forskning, hun vil lave. For det andet, at hun ikke har børn. For det tredje, er Camilla."
Camilla blev lamslået, hendes fingerspidser borede sig ind i hendes håndflade.
Sebastians skarpe blik hvilede på hende, en dyb nysgerrighed og granskning blinkede i hans øjne, men det vendte hurtigt tilbage til ro.
Det var første gang, han mødte Camilla, men ikke første gang, han hørte hendes navn.
Han tænkte, 'Hvad er der så specielt ved en pige, at professor Garcia ville kalde hende en "fortrydelse," og sætte hende på linje med liv, forskning og familie?'
Camillas hals føltes tør, og hun sænkede blikket en smule.
Hun kunne næsten forestille sig Auroras skuffede og fortrydende udtryk, når hun nævnte hende.
Sebastian tog et stykke papir frem og skrev en række tal.
"Dette er mit telefonnummer."
Camilla kiggede på det og beundrede den smukke håndskrift.
"Her er din tiramisu."
Da tjeneren satte desserten ned, kunne han ikke lade være med at betragte gæsterne ved bordet.
Leopolds flotte ansigt viste en smule ligegyldighed, med et strejf af utålmodighed i øjnene.
Overfor ham bar Esme Adams en eksklusiv rød kjole og en Hermes-taske, tydeligvis en velhavende arving.
Hun virkede uvidende om Leopolds irritation og snakkede uafbrudt.
"Leopold, jeg hørte fra din mor, at du har maveproblemer. Vi har en læge, der er specialiseret i at behandle maveproblemer, så..."
Leopold legede med sin lighter og svarede lejlighedsvis.
Dagens blind date var arrangeret af Elodie. Nu hvor han var her, havde han ikke tænkt sig at lave en scene.
Men han havde ingen interesse i, hvad Esme sagde.
Hans blik gled til et nærliggende bord og stoppede pludselig. Han satte sig op.
Fire eller fem borde væk sad Camilla med en mand.
Leopold kunne ikke høre deres samtale, men kunne se det svage smil på hendes ansigt.
Den tidligere tålelige støj blev pludselig uudholdelig, og gjorde ham mere og mere irriteret.
Leopold fnøs og så væk.
"Jeg må gå."
Sebastians tid var knap, og tredive minutter var hans grænse.
Camilla forstod og de rejste sig begge.
Da de forlod restauranten, trådte Sebastian frem og holdt døren for hende, meget galant.
Camilla smilede, "Tak."
De gik hen til vejkanten. Sebastian sagde, "Min bil er derovre."
Camilla nikkede, "Vi ses i overmorgen."
Hun stod der og så ham gå. Lige da hun vendte sig om, mødte hun uventet et par hånlige øjne.
"Fandt du en ny kæreste så hurtigt?"