Knust Hjerte

Hjertesorger
Det var en kold og regnfuld aften i København. Gaderne var næsten tomme, og de få mennesker, der var ude, skyndte sig hjem under deres paraplyer. Anna sad alene på en lille café ved vinduet og stirrede ud på regnen, der trommede mod ruden. Hun rørte tankeløst rundt i sin kaffe, mens hendes tanker fløj tilbage til den aften, hvor alt ændrede sig.
"Jeg kan ikke gøre det her længere, Anna," havde Peter sagt. Hans stemme var rolig, men hans øjne afslørede smerten. "Jeg elsker dig, men vi er bare ikke gode for hinanden."
Anna havde følt, hvordan hendes hjerte brast i det øjeblik. Hun havde forsøgt at argumentere, at finde en løsning, men Peter var urokkelig. Han havde pakket sine ting og forladt deres fælles lejlighed, og siden da havde Anna følt sig tom og fortabt.
Hun tog en dyb indånding og forsøgte at ryste minderne af sig. Det var nu tre måneder siden, og selvom smerten stadig var der, vidste hun, at hun måtte komme videre. Hun tog en slurk af sin kaffe og kiggede rundt i caféen. Der var kun få andre gæster, og de fleste var optaget af deres egne samtaler eller bøger.
Pludselig gik døren op, og en høj, mørkhåret mand trådte ind. Han rystede regnen af sin frakke og kiggede sig omkring, inden hans blik faldt på Anna. Deres øjne mødtes, og et øjeblik følte hun en mærkelig varme sprede sig i kroppen. Han smilede forsigtigt og gik hen til disken for at bestille.
Anna vidste ikke, hvad det var ved ham, der fangede hendes opmærksomhed, men noget ved hans tilstedeværelse føltes beroligende. Hun besluttede sig for at blive lidt længere og se, hvad der ville ske. Måske var det tid til at åbne sit hjerte igen, selvom det stadig var skrøbeligt.