Kapitel 5 Ikke helt rigtigt
"Hvad er der galt med Leopold?"
Oliver kastede et blik på Leopold, der sad og surmulede over sin drink, og gled tættere på Simon.
Leopold var stormet ind med et ansigt som torden.
Rummet, der havde summet, blev pludselig meget stille.
"Han blev blokeret af Camilla," sagde Simon og stak lidt til ilden.
Leopolds ansigt blev endnu mørkere ved det.
Han smækkede sit glas på bordet, knappede sin skjorte op med én hånd og så ud som om han var klar til at gå i kamp.
"Jeg sagde, du ikke skulle nævne hende igen. Er du døv eller hvad?"
Simon trak bare på skuldrene og holdt munden lukket.
Stemningen skiftede, og personen, der sang, holdt klogt op. Alle andre blev også stille, de ville ikke tirre bjørnen.
Oliver var ved at kvæles i sin drink. Var Camilla virkelig seriøs denne gang?
Marcus, lidt beruset, lænede sig over til Oliver og hviskede: "Gik Camilla tilbage?"
Oliver rystede på hovedet, turde ikke sige meget. "Jeg ved det ikke."
Marcus fangede hentydningen; hun var nok ikke gået tilbage endnu.
Bartenderen kom med en ny omgang, og nogen foreslog: "Hvad med en omgang Sandhed eller Konsekvens?"
Alle var hurtige til at hoppe på; de havde alle nogen med sig, og med et par blink og nik sprang de ind for at lette spændingen.
"Ja, det lyder sjovt!"
Lige da kom en kvinde ind.
"Hej, herovre! Vi mangler en ved Leopolds bord."
Kvinden blev skubbet til at sidde ved siden af Leopold. Hun var den bedste værtinde på klubben og havde hængt ud med Leopold før.
"Leopold."
Leopold rejste sig pludselig, så uinteresseret ud. "I kan spille, jeg smutter."
Han efterlod en flok måbende ansigter.
Udenfor baren spurgte chaufføren Leopold i bagsædet, hvor de skulle hen.
Efter to glas brandy kunne han mærke det.
Tænkte på sin tomme villa, sagde han: "Til kontoret."
"Hr. Wipere? Hvad bringer Dem her?"
Klokken ti om aftenen var assistenten ved at tage hjem, da hun så Leopold komme ud af elevatoren.
Hendes overraskede blik gjorde Leopold endnu mere irriteret.
Normalt ville Camilla på dette tidspunkt brokke sig over hans sene arbejdstimer og bede ham om at få noget søvn. Hvis han ikke lyttede, ville hun komme over og spille sød. Han ville lade som om han var irriteret, men ende med at gå i seng alligevel.
"Er du færdig med arbejdet?"
"Ja, har du brug for noget andet?"
Leopold ville sige nej, men han havde ikke spist siden eftermiddagen og havde drukket to drinks, hvilket fik hans mave til at gøre ondt. Hans ansigt blev lidt blegt. "Få mig noget grød."
Efter et øjeblik tilføjede han: "Fra det bedste sted."
Assistenten var hurtig, og tyve minutter senere bragte hun en fin madkasse til Leopold.
Men så snart han åbnede den, rynkede han panden.
"Hvorfor majsgrød?"
Assistenten så forvirret ud. "Det er deres signaturret, du..."
"Det er ligemeget, du kan gå."
Majsgrøden så god ud og duftede fantastisk.
Men efter et par bidder mistede han appetitten og lagde skeen fra sig.
Leopold kunne ikke lade være med at savne den grød, Camilla plejede at lave.
"For pokker!"
Han måtte være ved at miste forstanden!
Tilbage i lejligheden fra hospitalet.
Camilla famlede efter kontakten på væggen og trykkede på den, hørte nogle intime lyde.
Lyset tændtes og afslørede Juniper i en sexet silkekjole, der kyssede med en Moore-fyr.
De var på sofaen, Junipers hænder kørte under fyrens skjorte, viste hans six-pack frem.
Deres munde var overalt på hinanden, efterlod røde mærker på Junipers hals, der skreg "suggestivt."
Rummet var dampende og fyldt med spænding.
Juniper kneb øjnene sammen mod det pludselige lys, stadig lidt fortumlet, og stoppede instinktivt fyren fra at kysse hende.
"Åh? Camilla, du er tilbage."
"Hvordan med, at I to tager noget tøj på først?"
Camilla trak på smilebåndet og vendte sig fornuftigt om for at give dem lidt privatliv.
Hun sukkede og tænkte, 'Jeg kan vist ikke crashe hos Juniper i lang tid. Uanset hvor tætte venner er, har alle brug for deres eget rum. At bo sammen for længe er en belastning for begge.'
Juniper smilede dog bare afslappet, ikke generet af det, der lige var sket.
Hun trak stroppen op, der var gledet ned på hendes arm, greb en frakke og kastede en jakke til fyren.
Med et læbestiftmærke på sit flotte ansigt var fyren stadig lidt rød i øjnene. Juniper klappede ham beroligende på kinden. "Vær sød, vent på mig i soveværelset."
Fyren tog lydigt sit tøj op, dækkede knap nok sit bryst, hans skulder fuld af kyssemærker, og smilede til Camilla. "Hej, god aften."
Camilla svarede instinktivt, "Hej, Keven."
Fyren smilede og gik ind i rummet uden at sige mere.
Juniper hældte sig selv et glas rødvin, tog en tår, den søde og let bitre smag spredte sig på hendes tunge. Hun sukkede tilfreds og rettede langsomt, "Denne her hedder Steven, ikke Keven."
Camilla blev forbløffet.
"Hvor har du været så sent?" Juniper bemærkede hendes røde øjne og rynkede let panden. "Har du grædt?"
Camilla hældte sig et glas vand og sagde fraværende, "Jeg besøgte Professor Garcia på hospitalet i dag."
Juniper og Camilla var klassekammerater fra universitetet og begge Auroras elever. Juniper var stadig i studiegruppen og havde hørt om det.
Hun kiggede på Camilla. "Du..."
Hun begyndte at tale, men tøvede.
Dengang var Camilla Auroras mest lovende elev.
Andre vidste det ikke, men som hendes værelseskammerat og bedste ven havde Juniper set Aurora give Camilla en-til-en vejledning, endda inddrage hende i at skrive afhandlinger.
Camilla var bare bachelorstuderende på det tidspunkt, og Aurora var ikke engang hendes officielle vejleder.
Alligevel var hun villig til at give Camilla så mange akademiske ressourcer.
Fulgte hun den vej, Aurora havde planlagt for hende, kunne Camilla være blevet landets yngste Ph.D. i biologiske videnskaber inden for fem år.
Til den dag i dag kunne Juniper ikke forstå, hvorfor Camilla opgav sine studier.
Når hun tænkte på Auroras favorisering, kunne hun ikke lade være med at sukke, 'Måske værdsætter nogle mennesker ikke det, der kommer for let. Genier har trods alt ret til at være egenrådige.'
"Jeg hørte, at Professor Garcias sygdom er ret alvorlig denne gang. Hvordan går det med hendes helbredelse efter operationen?" spurgte Juniper.
Camilla rystede på hovedet.
Juniper lo opgivende. "Hvad var det for et besøg, når du ikke ved noget om patientens tilstand?"
"Jeg turde ikke gå ind."
"Sikke en kujon?" Ved at se hendes udtryk kunne Juniper ikke lade være med at sige, "Det fortjener du!"
Camillas øjenvipper sitrede, men hun sagde ikke noget.
Juniper så hendes stædige blik og indså, at maden fra i morges var ment til Aurora.
"Har du tænkt dig at fortsætte på denne måde?"
Camilla havde altid været modig og beslutsom, men nu var hun for bange til endda at vise sig.
Camilla var stadig klar i hovedet. "Professor Garcia og jeg bliver nødt til at mødes før eller siden. Nogle problemer kan ikke løses ved at undgå dem."
I det næste øjeblik kiggede hun op. "Juniper, vil du gå med mig for at se hende?"
"Hvad har du i tankerne?"