Kapitel 6
Havmanden udsender en hæs, raspende lyd, en guttural støj, der skærer gennem natteluften. Skibet gynger blidt under os, bølgernes blide skvulp mod skroget en konstant baggrund. Mit hjerte springer et slag over. Er dette et forsøg på kommunikation? Tanken er spændende—jeg kunne være det første menneske, der taler med en havmand. Jeg læner mig tættere på, min åndedræt fanger i halsen, øjnene vidt åbne af forventning.
Dækslysene kaster et blødt skær over hans træk, fremhæver de skarpe vinkler i hans ansigt og de glinsende skæl på hans overkrop. Men han forbliver uresponsiv, hans øjne mørke og ulæselige. Hans greb om mit ben strammer en smule, og en kuldegysning løber ned ad min ryg. Den første spænding ved opdagelsen bliver hurtigt til ubehag. Jeg mærker en knude af frygt stramme sig i mit bryst, mens sekunderne trækker ud. Den kolde natluft bider i min hud, og jeg begynder at kæmpe mod hans greb, forsøger at frigøre mig uden at lave pludselige bevægelser.
Bedøvelsespistolen føles tung i min hånd, en sidste udvej jeg er tilbageholdende med at bruge. Jeg kan ikke få mig selv til at tænke på at skade ham. Blot tanken fylder mig med fortrydelse og angst, hvilket forstærker min frygt. Jeg er nødt til at komme væk fra ham—ikke kun fordi han er fremmed og hans adfærd gør mig urolig, men fordi jeg er rædselsslagen for, hvad jeg måske bliver tvunget til at gøre mod ham, hvis tingene eskalerer.
"Lad mig gå," hvisker jeg, min stemme skælver. "Vær sød, lad mig gå."
Han reagerer ikke, hans blik fastlåst på mig, ublinkende. Grebet om mit ben er fast, men ikke smertefuldt, men det er nok til at få mit hjerte til at hamre. Lyden af de fjerne bølger blander sig med skibets knirken, og skaber en uhyggelig symfoni, der spejler min voksende panik. Jeg prøver at trække mit ben væk, men hans styrke er ubestridelig.
"Vær sød," siger jeg igen, højere denne gang, forsøger at skjule min frygt med autoritet. "Du gør mig ondt."
Skibets dæk er glat af havvand, og luften er tyk med duften af salt og resterne af stormen. En måges skrig ekkoer et sted i det fjerne, en uhyggelig påmindelse om isolationen herude. Havmandens øjne flakker et øjeblik, en kort gnist af noget—forståelse?—før de vender tilbage til deres intense, rovdyragtige blik.
Mens jeg vrider og drejer mig, forsøger at frigøre mig, går lynlåsen i mine bukser op. Havmandens ansigt bevæger sig mod den åbne lynlås, og jeg føler en bølge af forlegenhed skylle over mig. Hans tunge stikker ud, slikker min blottede hud. Fornemmelsen sender et stød gennem mig, en forvirrende blanding af frygt og spænding, og et øjeblik finder jeg mig selv ufrivilligt opslugt af øjeblikkets bizarre intimitet.
Hans tunge glider over mit undertøj, og hans øjne lukker sig, mens han tager en lang, dyb indånding af det fugtige stof. Så begynder han at slikke.
Mit hoved rykker tilbage ufrivilligt, og bedøvelsespistolen glider ud af mine hænder. Den lander på det våde dæk med et bump, og koldt vand sprøjter op i mit ansigt. Jeg ved ikke, hvornår tårerne begyndte at løbe, men mine kinder er våde og salte. Havmandens fingre graver sig ind i min læg og holder mig fast. Mine ben ryster, og en bølge af uønsket nydelse skyder gennem mig.
Hans tunge glider mellem mine lår, og jeg bider mig hårdt i læben for ikke at skrige. Han fortsætter med at slikke mig, hans bevægelser bliver hurtigere og mere intense. Skibet vugger frem og tilbage, og lydene fra stormen drukner i lyden af havmandens tunge, der deler mine skamlæber gennem det tynde bomuldsstof i mine trusser.
Havmandens øjne er nu vidt åbne, og der er en sult i hans blik. Jeg kæmper endnu hårdere for at slippe fri, men han er for stærk. Han trækker mine bukser af, vikler en arm om min talje og trækker mit skridt tættere på sit ansigt.
Han begynder at slikke mig igen, denne gang uden barrieren af mit undertøj. Hans tunge er varm og våd mod min hud, og jeg mærker, hvordan jeg bliver mere og mere ophidset.
Jeg kan mærke min krop reagere på havmandens berøring, mine brystvorter bliver hårde, og min klitoris pulserer. Jeg bider tænderne sammen og lukker øjnene, forsøger at blokere for fornemmelsen. Men havmandens tunge er ubønhørlig, og jeg kan mærke min orgasme bygge sig op.
Mine hofter bevæger sig ufrivilligt, og havmandens greb om mit ben strammer. Der er smerte, hvor hans skarpe negle har gennemboret huden på min læg, men jeg spreder kun benene som svar, åbner mig for ham så meget, som mine jeans tillader.
Hvem er jeg? I dette øjeblik genkender jeg ikke mig selv, og jeg kan ikke få mig selv til at bekymre mig. Jeg kan ikke tænke. Alt, jeg kan gøre, er at føle.
Hans tunge finder min klitoris og begynder at cirkle omkring den, sender bølger af nydelse gennem min krop. Jeg kan ikke lade være med at stønne. Jeg ved, jeg burde være bange – jeg er bange… men jeg har aldrig været så tændt.
Mens han fortsætter med at slikke mig, strammer han sit greb om mig, trækker mig endnu tættere på sig. Jeg kan mærke hans muskler spænde, mens han holder mig fast. Han er i kontrol, og jeg er hjælpeløs til at modstå.
Jeg lukker øjnene og overgiver mig til fornemmelsen.
Havmandens tunge flikker min klitoris igen og igen, sender mig til nye højder af nydelse. Jeg kan mærke, at jeg nærmer mig orgasme, men jeg kan ikke forestille mig, at dette nogensinde ender.
"Ja... vær sød..." stønner jeg, beder om mere.
Han ser ud til at forstå, og han øger tempoet, slikker mig endnu hurtigere.
Min vejrtrækning kommer i korte, hæsblæsende gisp, mens spændingen i min krop stiger. Hans tunge stryger min klitoris gennem mine trusser, og jeg skriger, da min orgasme overmander mig. Mens min krop spænder og ryster, fornemmer jeg en skygge rejse sig over mig.
Jeg åbner øjnene lige i tide til at se havmanden trække sig op af tanken. Hans mørke øjne er farvet med en farlig glød, glitrende som magma, fyldt med raseri og sult. Hans læber trækker sig tilbage i en snerren, og jeg kan se, at hans hjørnetænder er skarpe og spidse.
Han kaster sig mod mig, og jeg reagerer – mine fingre griber om skæftet på bedøvelsespistolen lige i tide til at løfte den og skyde.