Kapitel 4
"Få tanken sikret!" råber Stan, og jeg ser, hvordan teamet begynder at fastgøre den vandtætte forsegling over toppen af tanken.
Bioboksen er designet til at opretholde vandets temperatur indeni og skabe et stabilt miljø for den fangede prøve. Den er også kun beregnet til at indeholde væsner, der udelukkende trækker vejret under vand.
Jeg griber fat i Stans arm. "Hvad har du gang i? Du kan ikke holde ham i en så lille beholder. Vi ved ikke, hvor meget ilt han har brug for at trække vejret."
Stans blik falder ned på min hånd, der holder fast i hans arm. Han river den til sig og vender sig mod mig med et nedladende blik. "Den ting lever på havets bund. Jeg tror, den kan klare et par dage i en opbevaringstank."
Han ser ned ad sin let skæve næse på mig, tydeligvis overbevist om, at han virker barsk og hård, men det får mig bare til at ville rette hans næse ud.
"Vi har ingen grund til at tro, at det er sandt. Uanset hvad, så er den tank helt uegnet, og det ved du godt," svarer jeg skarpt.
Bioboksen er fin til hurtigt at fange en levende prøve, men den er aldrig designet til langtidsbrug, især ikke for en skabning så stor som havmanden. Let ti fod lang fra spids til hale er han nærmest klemt ind i den lille tank, hans lange serpentin-hale snoet langs ydervæggen. Det går for nu, mens han er bevidstløs, men når han vågner, er vi i problemer. Han er vild og frygtindgydende, og noget siger mig, at han ikke vil tage godt imod at være fanget. Vi skal gøre denne overgang så glat som muligt.
En idé rammer mig. "Denne båd har en indbygget tank, helt i akryl. Vi kan overføre ham der til observation."
Nu er besætningen stoppet op og ser på vores skænderi, selvom himlen pisker dækket med vind og kugleformede regndråber. Jeg får øje på Will, hans blik skifter mellem os, hans finger svæver over knappen, der vil aktivere bioboksens låg. Med en synkende følelse indser jeg, at Will venter på udfaldet af vores samtale, før han udfører Stans ordre. Besætningen har stoppet forberedelserne, fordi de ved, at jeg har ret, og Stan vil helt sikkert bemærke det og hade det.
Stan vender sig og bemærker besætningen i en venteposition, tydeligt ikke gør, hvad de blev bedt om. "Alle sammen, kom tilbage til arbejdet!" brøler han, og besætningen går straks i gang igen, pligtopfyldende udfører deres opgaver som de gode små soldater, Stan har brugt det sidste semester på at intimidere dem til at være. "Og du," knurrer han og griber min arm hårdt nok til at efterlade mærker, "du kommer med mig."
Han giver mig ikke noget valg, trækker mig bag sig, praktisk talt slæber mig ned ad trappen og gennem den affaldsstrøede gang. Jeg kæmper mod hans jernhårde greb, forsøger at trække min arm fri. "Stan, lad mig gå!"
Stan snurrer rundt, trækker mig, indtil vores ansigter er tæt nok til, at vores næser næsten rører hinanden. Så tæt på kan jeg se venerne bule i hans tindinger og omkring hans øjne. Jeg spekulerer på, hvilket stof Stan er på, og hvor meget af det der bidrager til hans forfærdelige opførsel.
"Hvis jeg var dig, ville jeg lukke den varme lille mund, før du graver dig selv ned i et endnu dybere hul, end du allerede er i, skat," truer han.
"Stan—" Mine protester bliver afbrudt, da Stan flår døren til sin kahyt op og kaster mig ind. Jeg snubler over forhindringsbanen af genstande, der dækker hans gulv, hurtigt—absurd—undrende om rodet skyldes stormen eller blot er Stans normale tilstand. Det giver kun mening, at han ville leve i omgivelser lige så beskidte som hans sjæl.
"Er du blevet sindssyg?" hvæser jeg, da jeg fanger mig selv ved enden af hans køje og rejser mig for at se ham i øjnene.
"Jeg har det fint, lille pige. Det er dig, der har glemt din plads på dette skib," siger Stan og griber fat i min hage, tvinger mit hoved tilbage, så jeg ser ham direkte i hans grumsede blå øjne. "Herude er det mig, der bestemmer. Du stiller aldrig, aldrig spørgsmål til mig foran min besætning."
Jeg tvinger et hånligt fnys ud. "Du er ikke nogen kaptajn, og det her er ikke en besætning. De er dine studerende. Jeg er din studerende," understreger jeg og skubber ham væk fra mig. "Og vi skal ikke være til søs for evigt. Universitetet vil høre om det her, professor."
Hans øjne bliver store af overraskelse over min trods, og så smalle. "Hvad vil du gøre? Få mig fyret? Når jeg er den eneste, der er villig til at lade dig leve din lille fantasi om at jagte havfruer?"
Jeg synker hårdt, mine hænder knytter sig til næver. "Vi er alle her for det samme."
"Nej, skat, det er det, små piger som dig ikke forstår, altid nipper i hælene på større mænd. Uden mig er der ingen ekspedition. Der er ingen opdagelse. Hvis jeg siger ordet, har den ting derude aldrig eksisteret. Forstår du mig?"
Jeg gisper, mit hjerte banker. "Det ville du ikke turde."
Stan smiler skævt og griber igen fat i min hage. Instinktivt griber jeg hans håndled, klar til at rive hele hånden af, hvis det er nødvendigt. Han smiler bare bredere. "Tænk over, hvad du er villig til at miste ved ikke at spille pænt, Phoebe. Dette er en enestående mulighed... for dig."
Han lader det synke ind, mærker min puls stige, før han fortsætter, "Jeg er en respekteret forsker. Du er ingen. Hvis det kommer til stykket, vil universitetet vælge mig hver gang. Du vil blive vanæret, og jeg vil være på det næste skib til Tasmanhavet for at jage min næste store opdagelse. Og jeg vil gøre det på min måde."
Jeg bider tænderne sammen, rasende over Stans trusler og endnu mere vred over, at han har ret. Akademia er et meritokrati, og mit ord vil aldrig stå op imod en dekoreret forskers. Det er derfor, Will og de andre finder sig i at blive behandlet som hunde. Det er derfor, jeg konstant ignorerede Stans påtrængende blikke og upassende, vedvarende berøringer. Jeg har mål, det vigtigste af dem flyder i en lille tank lige en etage over. Jeg vil være forbandet, hvis en nar som Stanley Wilcox kommer i vejen.
Resigneret til at kæmpe en anden dag, slipper jeg Stans håndled og sænker mine øjne. "Du har ret. Jeg er ked af det, professor."
"Det er det, jeg kan lide at høre," siger Stan og læner sig ned for at kysse mig. Jeg kæmper mod trangen til at trække mig væk, mens Stan tager for sig, hans hånd på mit ansigt bevæger sig til bagsiden af mit hoved, holder mig fast, mens hans savlende tunge flakser rundt i min mund. Da han slipper mig, er det skæve glimt i hans øjne mindsket. "Meget bedre. Det var ikke så svært, vel, skat?"
Jeg bider mig i læben og tvinger et tavst smil frem. Stan klapper mig på bagdelen som en belønning. "God pige. Nu, for at være klar, jeg vil ikke have, at du går i nærheden af den ting ovenpå alene," siger han, hans bryn sænker sig eftertænksomt. "Der er noget ved den, jeg ikke kan lide; den kunne være farlig. Forstår du mig?"
Jeg nikker underdanigt. "Ja, professor."
"Meget godt," svarer han og vender sig for at gå. Han åbner døren og stopper op. "Siden du er så medgørlig, hvad siger du til, at jeg giver dig en chance, ja? Viser dig, at jeg også kan spille pænt. Faktisk vil jeg bare spille pænt med dig, skat." Hans øjne bliver tunge, mens han ser mig så grundigt over, at det næsten føles som en fysisk berøring. "Jeg vil bede drengene om at forberede den indbyggede tank. Men husk, hvad jeg sagde—ingen gåen derud alene."
Jeg er ved at sukke af lettelse og giver, trods mig selv, Stan et ægte smil. "Tak, Stan," ånder jeg.
Han spænder. "Professor," retter jeg mig selv. "Tak, professor. Jeg lover, at jeg ikke går i nærheden af tanken."
Det er et løfte, jeg let giver, vel vidende at jeg aldrig har tænkt mig at holde det.