"Du er min!", skreg han ad mig med en rynke på sit smukke ansigt.
"Jeg var ikke din, da du afviste mig den morgen," forsøgte jeg at spejle hans udtryk, men jeg fejlede miserabelt. Han satte et lille smil på læben, hans rynke forsvandt, da han lukkede afstanden mellem os og lagde sin hånd på min talje, hvilket fik en kuldegysning til at løbe op ad min ryg.
"Du har altid været min, Brea," trak han mig tættere på sig og begravede sit hoved i min hals, indåndede min duft og trængte ind i min personl...