KAPITEL 005: Morgenmadsnyheder
~~ Julie ~~
Ugh, mit hoved føles som om det vejer tusind kilo.
Jeg åbner øjnene lidt og kigger rundt. Jeg er i min stue, men jeg kan for alt i verden ikke huske, hvordan jeg kom hjem i går aftes.
For fanden, Ryans bil.
Jeg skynder mig hen til vinduet, hjertet banker, og kigger ud. Der står den, stadig parkeret i indkørslen. Gudskelov. Ryan ville have været så sur, hvis jeg havde ødelagt den.
Jeg har brug for et bad. Og helt sikkert en tandbørste. Min mund smager som om noget er dødt i den.
Jeg trækker mig selv op ad trappen, men så snart jeg skubber soveværelsesdøren op, fryser jeg. Emily er ovenpå Ryan, begge helt nøgne, bevæger sig i takt. Deres støn fylder rummet.
Jeg skriger.
Emily gisper og tumler af ham, forsøger at dække sig.
“For helvede, Julie,” mumler Ryan, sætter sig op og stirrer på mig. “Har du aldrig hørt om at banke på?”
Jeg vil gerne fortælle ham, at jeg aldrig har behøvet at banke på i mit eget hus, endsige mit eget soveværelse, men hvad er pointen? “Jeg kom bare for at hente mine ting.”
“Det er allerede gjort,” snapper Emily. “Alt hvad du ejer er i gæsteværelset.”
Jeg nikker stift og lukker døren. Hvis jeg bliver i denne gang et sekund længere, kunne jeg finde på at gå tilbage derind med en kniv. Så jeg går langsomt ned ad trappen, tæller ned fra ti. Du klarer det, Julie. Du gør det godt.
Da jeg kommer til gæsteværelset, ser jeg Emilys værk. Mine ting er spredt overalt—på gulvet, på sengen, som en kaotisk udstilling af respektløshed. Jeg er for træt og sulten til at tage mig af det nu.
I bruseren lader jeg det varme vand skylle over mig, håber det vil rense smerten fra i går, i dag, og hvad end for en ny helvede morgendagen bringer. Lyden af vandet er som hvid støj, drukner de hulk jeg nægter at lade komme ud. Jeg vil ikke græde for Ryan. Jeg vil ikke græde for Emily.
“Martha?” kalder jeg, mens jeg går ind i køkkenet, hvor vores kok er travlt optaget af morgenmaden.
“Godmorgen, frue,” siger Martha og kigger op. “Håber du har sovet godt?”
“Som en baby,” lyver jeg. “Jeg er dog sulten.”
“Jeg kommer med din mad om et øjeblik. Vær venlig at tage plads.”
Et par minutter senere sætter hun en tallerken foran mig, og jeg blinker overrasket. Kun et par stykker salat og nogle sørgelige grøntsager.
“Hvor er resten af det?” spørger jeg og løfter et øjenbryn.
“Den nye frue siger, at vi ikke længere må lave kalorierige måltider,” forklarer Martha, ser nervøs ud. “Jeg fortalte hende, at du havde en madplan, men hr. O’Brien sagde, at jeg ville miste mit job, hvis jeg ikke fulgte fru Emilys ordre.”
Selvfølgelig. Den lille slange starter en krig. Først tager hun min mand. Nu roder hun med mit køkken. Spillet er i gang.
“Det er fint, Martha. Du gør bare dit job.”
Jeg stirrer på tallerkenen med grøntsager, min mave knurrer. Jeg tvinger en bid ned, forsøger ikke at kvæles. Det er ikke underligt, at Emily er så lille - hun spiser som en kanin. Jeg prøver at spise det færdigt af respekt for Martha, men hver bid føles som tortur.
Mine tanker vandrer tilbage til i går aftes. Skal jeg ringe til Luke? Hvordan skal vi overhovedet få denne falske kæresteplan til at fungere?
Jeg griber min telefon og sender ham en hurtig besked, gemmer hans nummer under Luke Escort. "Hej, det er den fulde rige dame fra i går aftes. Bare for at lade dig vide, at jeg kom hjem sikkert, og ingen ridser på bilen. Jeg vil være i kontakt om vores plan. Skål."
Jeg trykker send.
Inden for sekunder kommer hans svar ind. "Hvem?"
Åh, gud. Han husker mig ikke. Det er virkelig akavet.
Men så sender han, "Sjusker. Jeg krydser fingre, Julie."
Ugh. Han er uudholdelig.
Lige da hører jeg fodtrin på trappen. Ryan og Emily dukker op, hånd i hånd, ser selvtilfredse ud.
"Godmorgen, Julie!" Emily kvidrer, smiler alt for bredt. Hendes tænder ser dyre ud. "Hvordan var morgenmaden?"
Jeg gengælder hendes smil. "Lækker. Præcis hvad jeg havde brug for. Du har ret, vi burde alle spise som New Yorkere - alle er så små nu om dage, de kunne begynde at bygge mindre døre."
Emily fniser, tydeligvis uden at fange min sarkasme. "Det er så sandt, Julie! Martha, vi er klar til vores morgenmad også."
Martha bringer dem den samme triste tallerken med grøntsager, som hun gav mig. Jeg smiler skævt, mens Ryan tager en bid og straks kæmper for ikke at spytte det ud.
"Kan du lide det, skat?" spørger Emily.
Ryan nikker, tygger modvilligt. "Ja, det er... dejligt."
Perfekt. Nu er det tid til at give ham noget andet at kvæles på.
"Ved du," siger jeg, læner mig tilbage i stolen, "jeg har tænkt meget. Jeg indser, at jeg gav dig en hård tid, Ryan. Du fortjente det ikke."
Han kigger på mig mistænksomt, fornemmer at noget er galt.
"Du er min mand," fortsætter jeg, holder min tone sød. "Og alle har ret til deres ønsker, selvom de ikke giver mening. Så jeg har besluttet, at jeg er fuldt ud med på denne ordning."
Ryan ser ikke komfortabel ud. Efter alle disse år ved han, når jeg lyver.
Men Emily gør ikke. Hun virker oprigtigt lettet. "Det er godt at høre, Julie! Jeg mener, mennesker var aldrig ment til at være monogame."
"Er det så?" siger jeg, hæver et øjenbryn.
"Helt sikkert. Fra tidernes begyndelse var vores forfædre opdagelsesrejsende."
Ret. Biologilektioner fra kvinden, der sover med min mand. Fascinerende.
"Præcis derfor har jeg besluttet at gøre lidt opdagelse selv," siger jeg, og ser nøje på deres ansigter. "Jeg har fundet mig en kæreste."
Ryan fryser, gaffel halvvejs til munden. Emilys smil falmer.
"Kæreste?" spørger Ryan, hans stemme stram.
Jeg smiler, nyder øjeblikket. "Det er rigtigt, skat. Jeg tænker, det er kun fair. Hvis du skal udforske, så skal jeg også."