KAPITEL 003: Baren
Jeg kigger på Ryan, så på Emily. "Jeg forstår ikke."
Ryan ser ikke engang på mig, han griber bare Emilys hånd og begynder at føre hende væk. "Stop med at være sådan en dårlig vært, Julie. Vi har haft en lang dag."
"Nej, Ryan. Hun skal ikke blive i dette hus," siger jeg, min stemme ryster af vantro.
Han svarer ikke. De er allerede halvvejs op ad trappen.
"Hører du mig? Hun skal ikke blive her! Tag hende tilbage til hvor du fandt hende. Jeg vil ikke have hende i mit hus."
Ryan stopper, vender sig lige nok til at sende mig et vredt blik. "Dit hus? Jeg har sørget for et tag over dit hoved. Hvis jeg siger, at hun bliver, så bliver hun. Hvis du ikke kan lide det, kan du gå et andet sted hen. Jeg har ikke energi til dit vrøvl, Julie."
Åh gud. Min brystkasse strammer. "Hvordan kunne du gøre dette?" siger jeg. "Gå ikke væk fra mig, Ryan. Bliv her og svar mig."
Emily vender sig mod mig og smiler hånligt. "Forresten, du skal flytte dine ting ind i gæsteværelset. Jeg deler ikke seng med dig og Ryan. Det er slemt nok at dele ham med dig."
Al energien i mig forsvinder. Jeg står bare der, målløs. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg hører dem hviske og fnise, mens de går ind i vores soveværelse. Mit værelse. De smider mig ud af mit eget værelse.
Stuen føles pludselig for lille.
Jeg snubler hen til hoveddøren, flår den op og løber udenfor, har brug for at komme væk. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, men jeg kan ikke være her.
"Fru, er du okay?" spørger Justin, Ryans bodyguard, da jeg nærmer mig, forpustet. Han tørrer Ryans Rolls-Royce af og ser bekymret på mig.
Jeg rækker hånden ud. "Nøglerne."
"Fru?"
"De forbandede nøgler, Justin."
Han tøver et øjeblik, men rækker dem til mig. Jeg ved, han undrer sig over, hvorfor jeg skal bruge Ryans bil, når jeg har min egen. Ærligt talt ved jeg det heller ikke. Men hvis jeg bliver her et sekund mere, mister jeg det helt.
"Fru O'Brien, lad mig køre dig—"
"Nej, Justin. Jeg kører selv."
Jeg kører ud af indkørslen og suser ud i natten.
~~
Det er over en time siden, og jeg kører stadig målløst rundt. Mit sind er en tåge af alt—Ryan, Emily, deres selvtilfredse ansigter. Oprindeligt havde jeg planlagt en manicure og pedicure lørdag aften, bare for at få tankerne væk fra tingene. Tingene, der involverer Ryan. Men jeg er ikke længere i humør til at få mine fødder og hænder forkælet. Det er ikke engang to dage siden, han droppede bomben om et åbent ægteskab, næsten gav mig et hjertestop, og nu bringer han sin elskerinde med hjem? Emily? Den samme Emily?
Det mest vanvittige er, at jeg ikke kan græde. Jeg føler ingenting. Ingen tårer, ingen vrede—bare denne tomme følelse. Den sidste terapeut, jeg talte med, sagde, at det er en forsvarsmekanisme. At jeg benægter mine egentlige følelser. Græd det ud, Julie, plejede hun at sige. Lad dig selv blive fri for byrden.
Nå, de kan alle sammen gå ad helvede til. Ryan. Emily. Terapeuten. Hele min familie.
Jeg ved, hvad jeg har brug for. En drink.
Jeg parkerer ved den nærmeste bar og går indenfor.
"En whisky shot," siger jeg til bartenderen. "Rent. Og bliv ved med at komme med dem."
"Lang nat?"
"Jeg vil ikke tale om det," siger jeg.
Han hælder det første shot op, og jeg hælder det ned, velkommen den brændende fornemmelse i halsen. Det er hårdt, men det er bedre end alternativet—at tænke på, hvad der sker derhjemme.
Mens jeg drikker mit andet shot, hører jeg nogen råbe, "Maggie! Maggie!"
Jeg vender mig, forvirret, og ser en høj, flot mand nærme sig mig, hans øjne låst på mine. Før jeg kan reagere, omfavner han mig. "Gudskelov jeg fandt dig," siger han og trækker mig ind i et stramt kram.
Jeg stivner. "Hvem fanden er du?"
"Vær sød at spille med," hvisker han i mit øre. "Jeg forklarer senere. Jeg lover."
Før jeg kan skubbe ham væk, stormer en rasende kvinde over.
"Luke! Jeg vidste det. Du kan ikke skjule dig for mig."
Den fremmede—Luke, åbenbart—vender sig mod hende, stadig med armen omkring mig. "Veronica, hvilken overraskelse," siger han, og lader som om han er ligeglad.
"Mit navn er ikke Veronica, det er Evelyn."
Luke sender hende et undskyldende smil. "Rigtigt, undskyld. Jeg blander dem nogle gange. Anyway, dette er Maggie—min kone."
Han løfter min hånd og viser min vielsesring, og jeg er ved at kvæles. Hvad sker der?
Evelyn stirrer på mig. "Du giftede dig med denne skiderik?"
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg nikker bare.
"Du burde skille dig fra ham," hvæser hun. "Han tilbringer en nat med dig og forsvinder den næste. Hvem gør det?"
"Men det var, hvad vi aftalte. En engangs—" Luke begynder, men Evelyn afbryder ham.
"Fuck dig, Luke."
Og med det stormer hun væk, og efterlader os to stående der, målløse.
Luke ånder lettet op. "Nå, den ene var en stalker. I det mindste er hun af min ryg nu." Han vender sig mod mig og smiler. "Kan jeg købe dig en drink? Du har bestemt fortjent det."
Jeg stirrer på ham og derefter på stedet, hvor den vrede kvinde stod. Det hele skete så hurtigt. Jeg kan ikke engang bearbejde det. Jeg tror, jeg har brug for den drink.
"Gør det til to," siger jeg.
Og Luke smiler.