KAPITEL 001: PDA
~~ Julie ~~
Min mand, Ryan, står på karaoke-scenen og gør sig til grin. Hans skjorte er halvt knappet op, slipset er forlængst smidt, og hans kinder er røde af for meget whisky.
"Og jeg... vil altid elske dig..." synger han med lukkede øjne.
Hans stemme er forfærdelig.
Ved siden af ham, næsten klistret til hans side, står hans sekretær, Emily. Hendes venstre arm er omkring Ryans talje, og hendes fingre strejfer let hans ryg, mens hun synger med. Hun er yngre end mig, mindst en halv dekade, med store øjne og perfekte kurver, klædt i en stram, nedringet kjole, der gør det umuligt at ignorere hendes tilstedeværelse. Hun læner sig ind mod Ryan og hvisker noget i hans øre, og han kaster hovedet tilbage og griner. Han ser på hende, som om hun er den sjoveste person i verden.
Jeg har aldrig set ham så glad.
Sidste gang jeg så ham så glad, var på vores bryllupsdag for syv år siden. Dengang glitrede hans øjne, når han kiggede på mig. Nu er lyset i dem blevet svagere; de skinner for en anden.
Rundt omkring mig griner alle. Det er firmaets kvartalsfest, og medarbejderne er løsslupne efter lidt for mange drinks, og finder Ryans og Emilys optræden morsom. Men jeg ved, hvad de virkelig griner af. De griner af mig. Direktørens kone, der sidder her, mens hendes mand praktisk talt befamler sin sekretær foran alle. Hviskerne, sideblikkene, de forsøger ikke engang at skjule det.
"Tror du, de vil kysse?" hvisker en bag mig.
"Helt sikkert. Jeg vædder på, at de vil gøre mere end kysse bagefter," svarer en anden, og de begge fniser.
Jeg vender mig om for at se på de talende. Unge, fulde, sandsynligvis også høje på hash. De må være praktikanter. Kun folk med nul kendskab til firmaets hierarki ville komme med en sådan udtalelse tæt på deres arbejdsgivers kone.
Eller måske er det bare, fordi de er ligeglade.
Pigen, med rodet blondt hår og røde kinder, fanger mit blik. "Hej!" siger hun lidt for højt. "Arbejder du her?"
Arbejder jeg her? Mine øjne snævres sammen. Hun er helt sikkert en praktikant.
Hun er køn, den slags kønhed der kommer med ungdom og arrogance. Drengen ved siden af hende lægger sin arm dovent over hendes skuldre.
Jeg svarer ikke. Jeg stirrer bare på dem, koldt og ublinkende.
Før jeg kan sige noget, der ville få dem til at fortryde deres eksistens, hører jeg mit navn blive kaldt.
"Julie!" siger stemmen og fanger min opmærksomhed.
Selv før jeg vender mig om, ved jeg, hvem det er. Samantha, vicepræsidenten for marketing. Vi arbejder begge for Paragon Jewels, Ryans firma, den førende producent af luksussmykker i Nordamerika. Hendes position er lige under min, så hun er en af de få, der kalder mit navn, som om vi er venner, selvom vi ikke er.
"Samantha," svarer jeg og tvinger et høfligt smil frem.
"Jeg vidste ikke, du var her, Julie. Jeg sagde lige til marketingteamet, at vi skal involvere dig mere!"
"Åh?" siger jeg. "Hvorfor det?"
"Du er jo marketingchef, og alle vil gerne møde dig! Du er svær at få fat i disse dage. Og desuden får vi aldrig en chance for at chatte på arbejdet," siger hun med et overdreven blink.
Hendes blik glider mod scenen, hvor Ryan og Emily svajer sammen, deler mikrofonen, griner som om de er på en privat date i stedet for en arbejdsbegivenhed.
"Så, fru O'Brien," siger hun med et smil, "hvordan nyder du showet indtil videre?"
Hun håner mig. Den skide kælling.
Jeg tvinger et lyst smil frem. "Åh, det er... fantastisk," siger jeg og kæmper for at holde ansigtet roligt. "Jeg er glad for at se min mands hårde arbejde blive belønnet med sådan... dedikation fra hans personale."
Publikum klapper nu, giver Ryan og hans sekretær stående ovation. Jeg gætter på, at de er færdige med deres pjat.
Men så taler Ryan i mikrofonen. "Før vi går ned, har vi en sang mere til jer!"
Mere applaus. Mere latter. Og jeg ønsker bare, at jorden åbner sig og sluger mig.
Samantha ser på mig med medlidenhed i øjnene. "Nå... øh," siger hun. "Jeg snakker med dig senere."
Hun skynder sig at undskylde sig selv.
Bag mig hører jeg de praktikanter hviske igen. "Åh, Gud. Hørte du, hvad hun sagde? Det er fru O’Brien."
Jeg vender mig om og stirrer på dem en sidste gang, og drengen skifter uroligt, trækker pigen op på fødderne. "Lad os gå," mumler han under sin ånde, og de snubler væk, kaster et blik på mig, før de forsvinder ind i mængden.
Godt. Lad dem løbe.
Jeg vender mig tilbage mod scenen, mit hjerte hamrer i brystet. Ryan synger "Everything I Do" - hvis man kan kalde det at synge. Emily er nu presset mod ham, hendes hånd glider op ad hans arm på en måde, der får min mave til at vende sig. Hun er helt skamløs, og han er for fuld til at bemærke det - eller værre, han er ligeglad.
Jeg kan ikke tage det længere.
Uden at tænke skubber jeg min stol tilbage og rejser mig. Mine hæle klikker mod gulvet, mens jeg marcherer mod scenen. Jeg kan mærke vægten af alles øjne på mig, hviskene dør ud, når de indser, hvad der sker. De har ventet på dette - ventet på at se, om jeg vil knække.
Men jeg er ligeglad. Jeg er færdig med at spille den perfekte hustru.
Jeg går op ad trappen til scenen, hvert skridt føles tungere end det sidste. Ryan bemærker mig ikke først, for optaget af sin berusede optræden, men Emily ser mig og hendes smil falmer. Godt.
"Ryan," siger jeg. "Vi går nu."
Ryan ser på mig, overrasket. "Hvorfor?" sludrer han, stadig holdende mikrofonen. "Festen er lige startet."
Jeg skærer tænder, mine næver knyttede. "Lad os gå. Nu."
"Julie, kom nu," siger han, lyder irriteret nu, som om jeg er den, der ødelægger hans aften.
Jeg kan ikke holde det tilbage. Noget indeni mig knækker.
Uden et ord mere vender jeg mig og går mod bagenden af scenen. De tekniske operatører, der sidder i båsen, ser op, da jeg nærmer mig, deres ansigter bliver blege.
"Hvem er ansvarlig her?" spørger jeg.
De peger alle på en mand, der står nær lydpulten, holdende en halvspist donut. Hans øjne udvider sig, da han ser mig.
"Fru O’Brien," stammer han, hurtigt sætter donuten til side. "Er der noget - øh - noget jeg kan gøre for dig?"
"Luk det ned. Det hele," siger jeg. "Festen er slut."
Han blinker, ikke sikker på om jeg er seriøs, men et blik på mit ansigt og han skynder sig at adlyde. Hans hænder flyver over kontrollerne, og inden for sekunder skærer højttalerne ud med en skarp skrig. Lysene dæmpes. Musikken dør. Stilheden falder over rummet som et tungt gardin, og alt, der er tilbage, er lyden af mine hæle, mens jeg går tilbage til scenens midte.
Ryan står der, hans mikrofon ubrugelig i hånden.
"Julie, hvad fanden?" mumler Ryan.
Jeg møder hans øjne, føler vægten af alt, jeg har holdt inde for længe. "Du har haft din sjov," siger jeg stille, men med nok stål i stemmen til at stoppe ham fra at sige noget andet. "Nu er det slut."
Jeg venter ikke på et svar. Jeg griber hans arm og begynder at lede ham ned ad trappen.
Ryan snubler lidt, fanget af min pludselige kraftfuldhed. Hans øjne flakker til mængden, scanner deres ansigter for noget, måske støtte, validering, men alt, han finder, er store øjne og dæmpede hvisken. Alle er for chokerede, for underholdt af det udfoldende drama, til at komme ham til forsvar.
Hviskene begynder straks. Jeg hører brudstykker af samtale, mens vi passerer. Lad dem snakke. Lad dem grine.
Ryan er for fuld til at kæmpe imod mig, for flov til at protestere. For en gangs skyld er det ham, der er stille, og jeg er den, der har kontrol.
Justin, Ryans bodyguard/chauffør, ser os komme og er allerede i gang med at handle. Han træder frem, åbner bilens bagdør uden et ord.
Ryan mumler noget under sin ånde - måske en undskyldning, måske en undskyldning - men jeg stopper ikke. Jeg ser ikke engang på ham. Jeg strammer grebet, tvinger ham ind på bagsædet med et fast skub, og han kollapser ind i bilen.
"Kør os hjem," siger jeg, klatrer ind bag Ryan. Så smækker jeg døren i.