Don først.
Resten af min vagt fløj forbi, og jeg formåede at tjene en ordentlig bunke drikkepenge. Jeg havde endnu ikke haft tid til at tælle dem, men vurderet ud fra hvor fyldte mine kopper var, var det mere end nok til at kalde det en god start. Jeg havde bemærket Lucianos øjne på mig det meste af aftenen, hvilket konstant trak min opmærksomhed mod ham. Men jeg gætter på, at enhver mand heroppe ville stirre på den forførende klædte kvinde, der dansede på en stripperstang. Hans ven Luca, derimod... Han blev ved med at sende mig disse overbegejstrede blikke, som næsten fik min maske til at krakelere et par gange. Han havde det der smitsomme smil, der fik en til at smile tilbage.
Tilbage i omklædningsrummet fortalte jeg pigerne om min aften. Candy spurgte, om jeg havde brug for et lift hjem, men jeg afslog høfligt og løj direkte, at jeg havde en kørelejlighed. Jeg har ikke brug for, at folk kommer tæt på. Jeg tager, hvad jeg har brug for, og intet mere. Det er den sikreste løsning for alle.
Da alle pigerne var gået, smuttede jeg ind i garderobeområdet for at finde det outfit, jeg havde smidt tidligere i dag. Jeg stoppede op, da jeg bemærkede en sektion med tøj, der lignede hverdagsbeklædning. Mærkeligt. Det var underligt for en klub at tilbyde almindeligt tøj til pigerne, men jeg havde ikke tænkt mig at stille spørgsmål til noget godt. Jeg snuppede et par friske jeans, en hvid skjorte og en sort hættetrøje. Den tidlige morgenluft ramte mig, øjeblikket jeg trådte udenfor. De fleste kvinder ville tænke, at det var sikrere at tage hovedvejene med gadelygter, men jeg vidste bedre. Småveje. Gyder. Nattens mørke, de var mine venner. Jeg var blevet vant til at snige mig rundt i nattens mulm og mørke, uset. Min tankegang var enkel: Hvis ingen ved, at du er der, hvordan skulle de så kunne få fat i dig? Det tog en halv time at komme tilbage til hotellet med alle mine omveje.
Jeg kastede mig straks over småkagerne, jeg havde gemt væk, og begyndte derefter at tælle mine drikkepenge fra aftenen. Næsten to tusind dollars. Hold da op. Jeg havde aldrig tjent så meget på Thrive.
I morgen ville jeg begynde at lede efter en billig lejlighed, forhåbentlig en der tog kontanter. Jeg skulle også finde et træningscenter for at teste, hvor rusten jeg var i kamp. Jeg havde holdt min udholdenhed ved lige gennem årene, jeg kunne godt lide at træne en gang om dagen, som regel i offentlige parker, da de var gratis, men hvis jeg skulle tilbage i ringen, havde jeg brug for en sæk. Noget til at genopbygge muskelhukommelsen inden mandag. To dages forberedelse måtte være nok. Med mine planer på plads, trak jeg dynen af sengen og lavede en lille rede på gulvet. Det føltes altid mere sikkert der.
Luciano
Jeg sad med mine mænd i VIP-sektionen det meste af aftenen. Der var masser at diskutere, kommende leverancer, aftaler, bevægelser. Når forretningen var ude af vejen, tjekkede jeg op på deres familier. Familie betød alt for os. Vi var alle blevet opdraget sammen, som brødre. Vores forældre havde behandlet os som søskende, og det bånd var aldrig falmet. Mens vi talte, holdt jeg øje med Violence. Jeg prøvede at være diskret med det. Luca? Ikke så meget. Han skjulte ikke, at han praktisk talt savlede over hende. Jeg ville blive, indtil hendes vagt sluttede, bare så jeg kunne tilbyde at køre hende tilbage til, hvor hun boede. Kevin havde ikke været i stand til at få meget personlig information fra hende tidligere på dagen, mens han håndterede papirarbejdet. Da han spurgte efter en hjemmeadresse, sagde hun, at hun ikke havde en endnu. Da han spurgte efter hotellet, hvor hun ville bo, sagde hun, at hun ikke havde tjekket ind endnu, men lovede at opdatere ham, når hun havde.
Nu burde hun have tjekket ind et sted. Jeg ville vide, hvor det sted var. Jeg ville se det. Jeg ville vide, hvor jeg kunne finde min lille engel. En time før klubben lukkede, fik Matteo et telefonopkald. Han undskyldte sig og tog det i mit kontor ved VIP-loungen. Da han kom tilbage, fortalte hans ansigtsudtryk mig, at natten var ved at blive længere.
"Boss," sagde han dystert, "vi har lige fået besked. Der er blevet set Angelo nær din søsters klub."
"Nå," sagde jeg, rejste mig, "så må vi hellere tage afsted og tjekke det ud."
Angelo Salvatore. Nummer et på vores hitliste de sidste fem år.
Han lagde min far seks fod under jorden. De skulle mødes for at diskutere en potentiel våbenhandel alliance, men i stedet satte den skiderik en kugle i baghovedet på min far, før han overhovedet så det komme. Han har smuttet gennem vores fingre lige siden. Selvom jeg virkelig ville sikre mig, at Violence kom hjem sikkert, måtte jeg først være Don. Jeg tømte den sidste af vores drinks og signalerede til mine mænd. Vi tog afsted, forberedte os på den otte timers kørsel til min søsters klub. Måske kunne jeg få nogle flere oplysninger om min lille engel, mens jeg var der. Vi tog et par biler, efterlod et par mænd med Tony for at håndtere tingene, mens vi var væk.
Hvis vi kunne få et reelt spor på Angelo, ville jeg følge det som en hund. Jeg havde dedikeret mit liv til at dræbe ham. Mine mænd havde også. Du dræber ikke bare en Don og slipper af sted med det.
Jeg ville følge den idiot ned i helvedes dybder, hvis jeg skulle, bare for at få hævn for det, han gjorde. Han var som en forbandet kakerlak. Hver gang vi fik det mindste tip, forsvandt han. Men en dag... ville han ikke.
Og når den dag kom, ville jeg være der, ventende.