Kapitel 5 Endelig nedtælling
Evie
Den sidste dag. Jeg følte hele mit liv hvile på dette afgørende øjeblik. Det var nu eller aldrig. Og det føltes som om jeg var ved at dø. Jeg havde givet hele min sjæl for at finde en værdig klient. Og ingen fulgte op. Jeg så uret tikke ned. Ti minutter. Jeg havde ti minutter til at udføre et mirakel.
Men selvfølgelig havde jeg ikke sådan held. Jeg havde ikke Jaspers ressourcer og penge. Alt jeg havde var et Jellar-karakterblad og et stykke papir, der sagde, at jeg kunne forsøge at være advokat.
"Nå, nå," sukker Jasper og stikker hovedet over skillevæggen. "Det er en skam med praktikpladsen, Evie. Jeg troede næsten, du havde den."
"Hold kæft," knurrer jeg.
"Sig ikke, at jeg ikke advarede dig, Evie," siger han og stikker underlæben ud. "Jeg prøvede at skåne dine følelser–"
"Jeg kan ikke vente på, at nogen springer din lille boble," snapper jeg vredt. "Se på dig med fars penge og fars kontakter. Du har ikke bevist noget for nogen her. Jeg har lagt det hårde arbejde og tiden i det–"
Hans ansigt mørknede. "Og se, hvor det har bragt dig," siger han dystert. "Intet andet end en deltagerpokal og en fyreseddel. Du er ikke noget særligt, fordi du arbejdede hårdere. Ærligt talt, Evie. Du er den mest naive pige, jeg nogensinde har mødt."
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at forhindre smerten i at nå mine øjne. Men jeg kunne mærke det stramme min hals. Jeg rejser mig stille og samler mine ting.
Jeg var bare så træt af alting. Jeg havde planer. Jeg var på vej til at blive en fantastisk advokat. Jeg studerede mit liv væk for dette, kun for at blive holdt tilbage af min egen mangel på personlighed.
Det hele var meningsløst. Det føltes som om, lige siden den aften, har mit liv været ude af kontrol, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det. Dette var præcis, hvad jeg var bange for. Alt det hårde arbejde var spildt.
Måske burde jeg ikke være så overrasket. Intet kom nogensinde let for mig. At komme ud af gymnasiet som årgangens bedste gav mig en falsk følelse af selvtillid. Alle havde fortalt mig, at jeg var spektakulær som studerende. Men at være en god studerende garanterede ikke, at jeg ville blive en god advokat.
Jeg husker ikke, hvordan jeg kom hjem, kun at da jeg gjorde, stod Aria ved min dør. Hun lænede sig afslappet op ad væggen med armene over kors.
"Hej, fremmede," siger hun drilsk.
Jeg tog en dyb indånding og kæmpede mod trangen til at flippe ud og miste kontrollen over min vrede. "Hej, Aria," siger jeg og tvinger et smil frem. "Hvad så?"
"Du skylder mig for at have droppet mig i går aftes," griner hun. "Der er en pressekonference, der snart starter på TV2 Sport. Jeg tænkte, du kunne gøre det godt igen."
Hun rækker en plastikpose frem til mig. "Den er fra burgerstedet nede ad gaden," tilbyder hun.
Jeg kunne ikke sige nej til lidt trøstemad lige nu. "Pommes frites?"
Hun nikker. "Ekstra ranch."
Jeg stønnede. "Fint," siger jeg og låser døren op. "Du er en gal kvinde."
"Åh, du ved, du elsker mig," fniser hun.
"Ugh. Det ved du, jeg gør," jamrer jeg. "Jeg vil have den forbandede burger."
Aria skubber til min skulder. "Åbn døren, og du får din dyrebare burger."
Jeg smækker døren op og smider mig hurtigt på sofaen. Jeg rækker ud efter fjernbetjeningen og tænder for tv'et, søger efter kanalen. Jeg finder den midt i en reklamepause.
"Burger," bestiller jeg enkelt.
"Kommer lige om lidt," svarer hun og rækker mig den papirindpakkede lækkerhed.
Jeg river papiret op og tager en bid, stønner over komforten af maden.
"Nå," siger hun og sluger sin egen bid. "Hvordan var arbejdet?"
Jeg stirrede vredt over på hende. Arbejdet var ikke længere mit problem. Det var slut, og jeg måtte komme videre. "Nej tak," mumlede jeg, mens jeg tog en bid mere.
Hun sukkede tungt. "Så slemt, hva'?"
"Jeg er bare... færdig med det," mumlede jeg. "Jeg er træt af at bekymre mig om det."
"Åh, gudskelov," sagde hun lettet.
Reklamerne sluttede, og kommentatorerne kom tilbage på skærmen.
"Velkommen tilbage, vi har et fantastisk show foran os i aften," sagde den ene begejstret. "Vi har vores reportere nede ved Clayton Center i aften, klar til at få nogle indsigter fra Thunderbolt's egen kaptajn, Timothy Hayes!"
"Det er rigtigt, John," nikkede den anden kommentator. "Fra det øjeblik den dreng trådte på NHL-isen, har han været en kraft at regne med. Jeg mener, lige fra starten kommer han ind med fantastisk fart og præcision. Det er ikke underligt, at han har ledet dette Thunderbolt-hold til så mange sejre."
"Absolut," samtykkede han. "Vi går nu live til presserummet for at høre, hvad Mister Hayes har at sige om sæsonen."
Kameraet sprang over til et rum med et langt bord. I midten sad min nummer ét kandidat til, hvem jeg gerne ville se blive smadret ind i væggen ved næste kamp.
"Mister Hayes," råbte en reporter. "Herovre!"
Timothy smilede og nikkede i reporterens retning. "Hvordan går det, Jake?"
Jake lo. "Det går godt. Jeg er her med Independent og ville gerne vide, hvordan du ser dine chancer for at vinde Stanley i år," spurgte han.
Timothy lo. "Du ved allerede, hvad jeg tænker," begyndte han. "Det er alles kamp at vinde på dette tidspunkt. Det er tidligt i sæsonen, vi har stadig mange kampe at spille."
"Vi ved allerede, hvad din publicist vil have dig til at tænke," tilføjede reporteren. "Fortæl os, hvad du virkelig tænker."
Timothy lænede sig frem i stolen og bragte sig selv tættere på mikrofonen. "Pokalen kommer hjem."
Straks fløj flere hænder op. Aria jublede af glæde.
"Han er bare så lækker," skreg hun.
Jeg måtte kæmpe for at holde min burger nede. "Ja," mumlede jeg. "Så lækker."
Flere spørgsmål blev stillet. Hvert svar han gav, virkede som det perfekte svar at give. Fra et PR-synspunkt. Det var svært ikke at tænke på, hvor perfekt han syntes at være til alt. Det var irriterende.
Det var først, da et spørgsmål fik mig til at spidse ører.
"Mister Hayes," sagde en kvinde. "Vi ved alle, at du er et stort hit blandt de kvindelige fans. Men har du nogen speciel derhjemme?"
For første gang i hele interviewet så han ud som et rådyr fanget i forlygterne.
"Jeg–," han slugte. "Jeg havde nogen. Engang."
"Kan du fortælle os lidt om hende?"
Han sænkede hovedet. "Hendes navn var Evie," svarede han endelig. "Hun var speciel, fordi ud af alle jeg kendte, var hun ligeglad med, hvor mange mål jeg scorede, eller hvor mange mesterskaber jeg vandt. Det var aldrig det, der definerede min værdi for hende."
"Evie," sagde Aria langsomt. "Hvad sker der?"
Ærligt talt, vidste jeg det ikke. Jeg havde ingen idé om, hvad denne nar forsøgte at opnå lige nu. Jeg blinkede bare mod skærmen.
"Har du noget, du gerne vil sige til hende," spurgte reporteren igen.
Timothy nikkede og så endelig op på kameraet igen. "Hvis du ser dette, Evie, har du ingen idé om, hvor ked af det jeg er for den person, jeg var. Du fortjente ikke at blive udsat for alt det. Jeg var en idiot. Jeg tænker på den dag, du afleverede min seniortrøje hele tiden. Jeg skulle have kæmpet for dig."
Luften blev slået ud af mine lunger.
Utallige mennesker over hele landet så scenen på tv.
"Evie," gentog Aria, hendes stemme var stille. "Sagde Timothy Hayes lige dit..."