Kapitel 4 Hr. Satan
En mands stemme bragede gennem telefonen, dryppende af frustration: "Vi har været spærret inde i værelse 2302 hele natten, et dusin af os. Ikke en eneste kvinde dukkede op! Du sender os her for at tage nøgenbilleder af en eller anden tøs, men mine drenge har spildt en hel nat på at vente. Sophia, du må ikke spille spil med os."
Sophia rynkede panden. "Den kvinde gik ikke til 2302? Det giver ingen mening..."
Da hun vidste, at Olivia ofte besøgte baren, havde Sophia bestukket sikkerhedsvagten på forhånd. Når Olivia trådte ind i værelse 2302, ville sikkerhedsvagten bringe nogle fyre ind for at klæde hende af, og så ville Sophia bruge de nøgenbilleder til at presse Emily til at blive skilt fra Nathan.
Emily havde kun Olivia som ven, og hun kunne ikke tåle, at de kompromitterende billeder blev lækket. Så hun ville helt sikkert vælge at blive skilt fra Nathan.
Men skæbnen havde en anden plan. For bare få timer siden modtog Sophia et opkald fra barens sikkerhed. De havde set Emily gå ind i baren!
Det så ud til, at heldet var på Sophias side. Hun besluttede at omdirigere planen mod Emily ved hjælp af sikkerhedsvagten.
Det var en solid plan, men uventede forhindringer opstod.
Manden i den anden ende af linjen forblev rasende, "Sophia, du har snydt os. Du skylder mig dobbelt så mange penge, ellers fortæller jeg Nathan alt, hvad du har gjort!"
Sophia kogte af vrede og afsluttede brat opkaldet.
Denne sikkerhedsvagt havde en skummel fortid og havde tilbragt tid bag tremmer. Sophia vidste, at han var i stand til hvad som helst.
Sophia bandede lavmælt. Hun havde ikke råd til at betale så mange penge, men hun kunne finde en anden måde at gøre det godt igen på. Trods alt havde han indvilliget i at hjælpe hende af én grund—at udnytte kvinder. Hun kunne lokke Emily i sin fælde igen og få hende til at kompensere slynglen.
Imens vibrerede Emilys telefon med en tekst fra et ukendt nummer.
"Pas på værelse 2302. Der er flere mænd der, som vil gøre dig ondt. Alt sammen orkestreret af Sophia."
Emilys hjerte sprang et slag over. På trods af hotellets rimelige lydisolering kunne hun ikke ignorere den truende fare fra naboværelset. Frygten krøb længere ind.
Hendes rystende fingre tastede et svar.
"Hvem er du?"
"Husker du ikke? Vi var sammen for bare en time siden."
Det var ham!
Den mand!
Emilys hænder rystede endnu mere.
En anden tekst fulgte: "Tænk over, hvad jeg sagde i går aftes, og ring til mig, når du har besluttet dig."
Ved beskedens slutning var en signatur—Satan.
Navnet fremkaldte straks minder om manden, der havde holdt hende nede i går. Han var som en djævel fra helvede, udsendende en mystisk, men farlig aura.
Han havde tilbudt at hjælpe hende med at søge hævn. Havde han en nag mod Nathan?
Hvem var han?
Var han Nathans forretningsrival eller Sophias beundrer?
Emilys sind løb løbsk med spørgsmål. Hun lukkede øjnene og forsøgte at rense sine tanker.
Hun var bare en snart-skilt kvinde. Hvad kunne andre muligvis ønske sig fra hende?
Daggry brød frem og kastede et blødt skær over rummet.
Emily stirrede på sollyset og følte, at gårsdagens begivenheder var intet andet end en drøm. Men resterne af alkohol og hotelværelset mindede hende om den dramatiske virkelighed.
Hun rejste sig fra sengen og betragtede langsomt rummet.
En anden tekst ankom på hendes telefon.
"Der er et bankkort på bordet med en million på det. Brug det, som du vil, og lad mig vide, hvis det ikke er nok."
Emily var forbløffet. "Hr. Satan, prøver du at holde mig?"
"Jeg ved, det ikke er meget. Jeg havde ikke mange kontanter på hånden, da jeg skyndte mig ud i går aftes. Jeg vil sørge for mere senere."
Emily var lamslået, tabt for ord. Hun ringede til nummeret fra beskeden.
Opkaldet blev besvaret efter en lang ventetid.
En dyb, ru stemme hilste hende. "Emily?"
Hans tone, når han kaldte hendes navn, bar en tvetydig intimitet, som om en hånd rakte gennem telefonen for at kærtegne hende.
Nathan havde altid tiltalt hende med iskold afstand. Dette var første gang, en mand havde kaldt hendes navn med sådan varme.
Emily tøvede, men samlede sin beslutsomhed. "Hr. Satan, jeg værdsætter tilbuddet, men jeg vil ikke holdes. Jeg forstår dine intentioner, men jeg har ikke brug for din hjælp lige nu. Hvad der skete i går aftes var bare en engangsting, og vi skylder ikke hinanden noget."
Manden lo sagte. "Du er ganske fornuftig. Du har vækket min interesse endnu mere."
"Du..." Emily tøvede.
"Emily, der er ingen hast med at afvise mig. Jeg forstår din situation, og jeg ved, at du har brug for pengene."
"Jeg har ikke brug for dem. Jeg kan tjene mine egne penge."
Emilys stemme var beslutsom. At tage imod penge fra djævelen på dette tidspunkt var ikke en ligetil beslutning.
Men så snart hun lagde på, ringede hospitalet.
"Emily, din far blev syg efter et opkald og har brug for akut operation. Kom straks!"
Emily skyndte sig til hospitalet, hvor hendes far allerede var blevet kørt ind på operationsstuen.
"Hvordan har min far det?" spurgte Emily nervøst en sygeplejerske.
"Han var stabil før, men efter et opkald i morges blev han syg. Hans blodtryk steg til 180... Lægerne gør deres bedste..."
"Deres bedste" lød så utilstrækkeligt i lyset af hendes fars liv.
Hendes far, William Carter, led af hjertesygdom og havde været på medicin i årevis. Men hans tilstand blev værre med tiden.
Lægen kom ud fra operationsstuen, hans operationsdragt plettet med blod. "Er du William Carters datter?"
"Ja, det er jeg. Hvordan har min far det?" Emilys stemme dirrede.
"Han er i kritisk tilstand og har brug for øjeblikkelig operation..." Lægens ansigtsudtryk var alvorligt.
Emily nikkede ivrigt. "Vær venlig, doktor, du må redde ham..."
"Men operationen koster..."
Operationen ville koste tredive tusind.
Selvom Emily var Nathans kone, havde hun ikke de penge.
Men med hendes fars liv på spil, havde hun intet valg!
Hun fandt Nathans nummer på sin telefon og ringede op.
Det tog et stykke tid, før opkaldet blev forbundet.
Nathans stemme, kold som is, kom igennem. "Er du så ivrig efter at blive skilt?"
Det gik op for Emily, at de havde aftalt at mødes til skilsmisseforhandlinger i dag.
Tiden på hendes telefon viste halv otte, stadig før det aftalte tidspunkt.
"Nathan..." Emilys stemme skælvede, "Kan du låne mig tredive tusind..."
"Hmph!" Nathans foragt var tydelig. "Fortryder du nu? Skrev jeg det forkerte beløb på checken, jeg gav dig i går? Er det derfor, du har brug for flere penge for at gå med til skilsmissen?"
"Nej... Jeg..." Emily kæmpede for at forklare, presset af situationens alvor, "Nathan, selvom jeg beder, jeg har kun brug for tredive tusind... Trods alt er jeg stadig din kone."
Nathan afbrød hende. "Emily, din grådighed er kvalmende."
Sygeplejerskens stemme kunne høres i baggrunden, der opfordrede hende til hurtigt at træffe en beslutning.
Med sammenbidte tænder fortsatte Emily. "Nathan, kald mig grådig eller promiskuøs, men betragt disse tredive tusind som et lån. Jeg vil arbejde hårdt for at betale dig tilbage. Min fars tilstand er kritisk, og jeg har aldrig bedt dig om noget før, men denne gang beder jeg dig..."
"Kritisk?"
Pludselig brød Sophias stemme igennem linjen, dryppende af ondskabsfuld fornøjelse. "Din far er ikke død endnu?"
Emily stivnede. "Hvor er Nathan? Hvorfor svarer du på hans telefon?"
Sophias tone var doven. "Nathan sagde, at han ikke ville høre din stemme mere, så han lod mig tage opkaldet. Kære Emily, du er så irriterende, ringer så tidligt og forstyrrer folks søvn. Jeg er udmattet."
"Sov I sammen i nat?"
"Selvfølgelig. Jeg sov bare i din seng, kære Emily. Din seng og din mand, jeg fandt dem ganske behagelige..."
"Har du ingen skam?! Jeg har ikke tid til at spilde på dig. Giv telefonen til Nathan!"
"Nathan sagde, at hvis det ikke handler om skilsmisse, vil han ikke tale med dig mere," sagde Sophia med et smil, "Jeg hørte om din far, der har brug for operation. Har han brug for penge, ikke sandt?"
Emily kæmpede for at holde sine følelser i skak.
Hendes fars liv hang i en tynd tråd, og hun måtte sluge sin stolthed.
"Sophia, min far blev syg efter et opkald i morges, og han er i dårlig form. Kan du bede Nathan om at låne mig tredive tusind først? Jeg vil underskrive en gældserklæring..."
"Det er muligt..." Sophia lo, "Men selvom Nathan går med til det, vil jeg ikke lade ham give dig pengene. For det opkald var mig, der ringede til din far."
Emily stod som naglet til stedet. "Hvad sagde du til ham?"
"Ikke meget, bare nævnte din lille affære med en mand. Hvem vidste, at den gamle mand ikke kunne klare det og gik direkte til operationsstuen..."