Kapitel 4: Redder en gammel vampyr!
Demetri, som endelig havde indhentet generalens datter, stivnede, da han så kvinden ligge livløs i Selenas arme. Uden et ord løftede han hende op og løb, formodentlig til hendes far, og efterlod Selena alene, undrende over hvad der foregik. Selena blinkede tårerne væk i overraskelse og følte sig helt forvirret.
Var det ikke meningen, at Demetri skulle beskytte hende? Demetri er ikke typen, der bare forsømmer sine pligter og er doven, så Selena kom til den konklusion, at denne kvinde måtte være ret vigtig for ham at efterlade hende alene midt i skoven. En kvalmende følelse ramte Selenas mave, da hun huskede kvindens ansigt. Hun blev pludselig overvældet af en masse spørgsmål. Var kvinden en længe mistet tvilling, eller tænkte hun bare for meget over det? Det siges jo, at der er mindst syv mennesker, der ligner hinanden i denne verden, men noget i hendes sind hældte mere til tvillingeteorien. Hun kendte jo ikke sin families oprindelse eller om hun havde nogen familie tilbage overhovedet. Hendes far havde altid lukket sig inde, når hun spurgte om familien. Og kvinden havde kendt hendes navn... Havde de måske mødt hinanden før?
Selena rystede forsigtigt på hovedet. Hun var sikker på, at de aldrig var stødt på hinanden før, ikke engang i forbifarten. Selena havde en perfekt hukommelse og huskede altid selv de mindste detaljer.
Selena begyndte at løbe tilbage mod sin klan. Hun stoppede brat midt i løbet, da skrig fyldte luften... en kvindes...
Hun tøvede et øjeblik, før hun satte af mod den retning, skriget kom fra.
Der var omkring tolv mandlige vampyrer med masker, der angreb den nævnte kvinde. Til Selenas overraskelse så hun, at selvom kvinden var stærkt i undertal, havde hun ikke et gran af frygt i øjnene. Hun forsøgte tydeligvis at købe tid, indtil hjælp ankom. Hvordan kunne nogen være så rolig, selv på randen af døden?
Et blik, og Selena kunne se, at kvinden var en gammel vampyr, ekstremt magtfuld og erfaren. Hendes øjne var kolde og beregnende og havde ikke et gram frygt i sig.
Mens de andre var distraheret af hendes skingre skrig, angreb hun vampyren nærmest hende med en forbløffende hastighed, og inden man kunne blinke, lå den høje vampyr død på jorden.
Selena besluttede at hjælpe hende og trådte frem fra træets skygger. Snigmorderne stoppede og stirrede på hende i vantro. Det var da, Selena indså, at disse vampyrer bar præcis samme tøj og bånd som de vampyrer, der lige havde kastet kvinden i floden. Tydeligvis havde de en form for forbindelse. Hun knyttede automatisk sine næver, da hun huskede, hvor grusomme de var mod en lammet kvinde.
Men til Selenas overraskelse indså hun, at der var en person, der var meget mere overrasket over hendes entré end snigmorderne selv... det var den gamle kvindelige vampyr. Et øjeblik flakkede hendes øjne forvirret mod Selenas ben, derefter flakkede hendes øjne opad og fæstnede sig ved hendes rodede, røde hår, og noget intenst passerede i hendes ansigt. Selena hældte hovedet på skrå og stirrede forvirret på kvinden.
Hun så på hende så intenst og følelsesladet, som om de slet ikke var fremmede. Hendes øjne skjulte noget råt og intenst indeni. Dog havde Selena ikke meget tid til at gruble over denne underlige kvindes reaktion på hende, da den store vampyr havde udnyttet distraktionen og sigtede med en kniv direkte mod kvinden.
"Du skal dukke dig!", beordrede Selena, og kvinden dukkede sig straks uden spørgsmål, og kniven fløj forbi hende og direkte mod Selena. Hun greb kniven få centimeter fra sin næse og smilte til vampyren bag kvinden.
"Nu er det min tur," sagde hun selvsikkert og kastede kniven direkte mod vampyrens hjerte, og Selena fik den til at antænde. Vampyren skreg højt, mens hans krop begyndte at blive til aske.
"Hjælp mig," bad han hende.
Selena sukkede over den faldne vampyr, kastede derefter et overlegent blik på resten af vampyrerne og erklærede selvtilfreds, "Åh skat, hvis du virkelig tror, du kan vinde mod mig, er du enten meget dum eller meget vildfaren, og ingen af delene kan jeg virkelig hjælpe dig med."
Kvinden skød Selena et stolt blik, pustede brystet op, mens hun rensede snavs fra sit tøj. Hun så på Selena med et tilfreds blik, som en forælder der ser sit barn optræde på scenen for første gang. Selena kiggede ind i øjnene på den, hun antog for at være lederen af banden og spyttede på ham, "Hvad glor du på? Løb."
Mændene kiggede hurtigt på hinanden og derefter på deres faldne kammerat og tog benene på nakken uden at spilde et sekund mere.
Selena vendte sig om og skød et nysgerrigt blik mod kvinden, gransede hende fra top til tå.
Selena ville spørge hende, hvorfor hun blev angrebet? Og om hun havde nogen forbindelse til kvinden, der lige var druknet, da begge var blevet angrebet af den samme bande?
Kvinden tog et skridt frem og lagde en hånd kærligt på Selenas kind, en tåre faldt fra hendes venstre øje. Selena blinkede overrasket, da hun stirrede ind i et sæt kobberbrune øjne...de samme øjne som den døde kvinde.
"Jeg skal komme tilbage for dig...men nu skal jeg sikre mig, at hver eneste af dem forbliver døde. Jeg kan ikke bare lade dem være...ikke når de har set dig," sagde hun blidt, mens Selena stod der frosset, uden at vide hvad hun skulle gøre af hendes erklæring.
Før Selena kunne svare, løb kvinden ind i skoven efter dem. Selena indså, at hendes mistanker havde været korrekte. Hun var faktisk relateret til kvinden, der var blevet smidt i floden. Men hvad mente hun med, at hun ikke kunne lade dem leve, fordi de havde set Selena? Og hvorfor jagtede hun frivilligt sine egne rovdyr? Hvem var egentlig rovdyr og hvem var offer? Mens hun løb efter dem, så hun ikke det mindste bekymret ud, og noget fortalte Selena, at kvinden virkelig ikke havde brug for hjælp. Hun kunne klare det hele selv.
Lige da kom Demetri lige foran Selena, og hun gispede, taget på sengen af overraskelse.
"Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du ikke skal snige dig ind på mig?" råbte Selena irriteret.
"Selena, din far har beordret dig til at vende hjem med det samme," erklærede han uden følelser, og Selena sukkede frustreret, mens hun kiggede i retningen, kvinden var løbet. Selvom hun følte et beskyttende behov over for kvinden, var hun sikker på, at kvinden kunne klare sig selv.
"Kvinden...er hun?" spurgte Selena tvivlende.
Demetri nikkede vemodigt, og Selena følte en dump smerte i brystet. Hun kunne ikke helt forstå, hvad der skete med hende...Hun blev kaldt isprinsessen i sin klan, fordi hun altid havde et pokeransigt på, og ingen kunne rigtig gætte, hvad der foregik i hendes sind. Og hun var heller ikke en følelsesladet person. Hun havde ingen idé om, hvorfor en fremmeds død generede hende så meget.
Selena rystede på hovedet og sagde derefter, "Jeg tror, det var hendes mor, jeg lige reddede."
Demetri skød et overrasket blik mod hende, hans ansigt blev endnu mere blegt.
"Hendes mor?" gentog han panikslagen, og Selena nikkede, forvirret over hans reaktion.
Demetri rystede pludselig Selenas skuldre voldsomt og beordrede i en anspændt tone, "Selena, gå hjem nu...Jeg vil gå efter kvinden og informere hende om, at hendes datters lig er hos os...Men du skal gå hjem...NU."
Selena blinkede overrasket over hans tonefalds hast og panik. Aldrig før havde han talt til hende sådan. Hun stolede blindt på Demetri, da han havde været hendes loyale følgesvend gennem årene, så hun besluttede at adlyde hans ordre...for nu.
Hun løb tilbage til sin klan, hendes hoved fyldt med utallige spørgsmål.