Kapitel 4
Ailee
Jeg har altid været min bedstefars prinsesse. Jeg indså bare ikke omfanget af det, før jeg fyldte atten. Derefter begyndte jeg at blive forberedt på at overtage efter bedstefar. Det er usædvanligt for en kvinde at tage over, men jeg gætter på, at det ikke er uhørt, siden det sker. Det var der, jeg fik at se den mørkere side af tingene. Ting, jeg sandsynligvis altid har vidst var der, men bare valgte at ignorere. Som at se Callen dræbe nogen lige foran mig, da fyren forsøgte at kidnappe mig fra skolen. Han ville bruge mig mod min bedstefar for at få ham til at træde tilbage. Eller som det faktum, at min familie handlede med våben og beskæftigede sig med nogle ulovlige stoffer. Listen over ting, som navnet O'Sullivan er forbundet med, er ret lang. Der er én ting, jeg stolt kan sige, vi ikke involverer os i, og det er menneskehandel. Faktisk arbejder vi på at stoppe grupper, der gør det. Det var mit første drab. Jeg tog en mand ud, der solgte børn som sexslaver. Det er rigtigt, jeg er en trænet dræber. Jeg har tortureret det værste skidt i landet uden at blinke. Det er derfor, jeg kaldes isdronningen. Når jeg har brug for information, bliver jeg til is. Intet påvirker mig. Jeg vil tage enhver ud, der handler med sexslaveri. Især når det involverer børn. Jeg fortryder det ikke. Og jeg vil gøre det igen. Jeg er stolt af det.
Jeg havde været så opslugt af tanker om mit liv og Mr. Ripley, at jeg ikke havde bemærket, at vi var ankommet. Callen eskorterede mig ind, mens min chauffør Finn parkerede. Jeg smed mig på sofaen, pludselig meget træt. Desværre bliver jeg let træt i disse dage. Callen gik ud i køkkenet for at gøre mine aftenmedicin klar. Man skulle tro, jeg var vant til disse ting nu, men jeg hader stadig at tage piller. Jeg kan ikke lide, hvordan de får mig til at føle. Jeg kan altid godt lide at have et klart hoved.
Da Callen kom til mig, satte han et stort glas appelsinjuice på sofabordet og rakte hånden ud. Jeg greb min juice og den første af fem piller. Lige da jeg slugte den første, sagde Callen: "Du havde meget i hovedet på vej herhen. Vil du tale om det?" Jeg slugte den anden pille, før jeg svarede. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede. Noget. Mere måske. Han virkede som om, han ville mere. Som om han troede på mig. Så kom den kvinde. Måske havde bedstefar ret, og vi skulle bare fortsætte med at lede." "Tror du ikke, han vil hjælpe?" Jeg sukkede. "Jeg er normalt ret god til at læse folk. Men med ham har jeg ikke den mindste anelse." Jeg tog pille nummer fire og lænede hovedet tilbage. "Du håbede på noget mere end hans marv, ikke?"
Jeg tog den sidste pille, den største, og drak resten af min juice for at få den ned. Jeg kiggede på Callen. "Er det forkert af mig at ville kende manden? Jeg mener, andet end de historier, mor fortalte mig. Eller måske at han kunne have lyst til at kende mig. Bare lidt." Callen svarede ikke, men satte sig ved siden af mig og lagde armen om mig og lagde mit hoved på hans skulder. "Der er intet galt i at ville kende din far. Jeg vil bare ikke have, at du får for høje forventninger. Hvis han vil donere, må det måske være nok for dig. Hvis han ikke vil kende den vidunderlige person, du er, så er det hans tab." Jeg snuggede mig tættere på Callen. Han har været min støtte, den person jeg betror mig til, eller græder på hans skulder, når jeg har brug for det. Han og Finn ser en side af mig, som jeg ikke viser andre mennesker. Grundlæggende lader jeg isen smelte, når det bare er os. "Du har ret. Jeg har masser af familie. Jeg har ikke brug for ham, hvis han ikke vil have mig. Jeg sluttede fred med det for længe siden. Jeg burde ikke lade det genere mig nu."
Han kyssede mig på toppen af hovedet og rejste sig. "Det er min pige. Lad os få noget at spise, og så skal du have noget hvile. Første dag med behandling i morgen." Jeg hader det. Jeg vil ikke gennemgå kemoterapi igen. Det var hårdt nok første gang, da jeg var teenager. I det mindste havde jeg min mor med mig. Men hun har været væk i tolv år nu. Jeg ved, at min bedstefar vil være her for mig, og jeg har Callen og Finn, så jeg er ikke helt alene. Jeg er arving til O'Sullivan-imperiet. Jeg er kendt for at have et hjerte af is for dem, der ikke kender mig særlig godt. Jeg har brug for, at det er sådan. Men for de få udvalgte kan jeg lade mine følelser vise. Og lige nu ved de, at jeg er bange.