FIRE
Et sølvprydet smil trak i hendes læber. Jeg stirrede ned på mine hænder i forbløffelse, den blege hud var mærket af skrammer og blå mærker.
Jeg tøvede ikke, da jeg kastede mine arme om hende. "Tak." hviskede jeg. Hun duftede som hytten, røgelse og røg.
Hun stod der akavet i et langt øjeblik, hendes krop stiv og ubevægelig, før hun blødte lidt op og klappede mig på ryggen. "Det er ikke mig, du skal takke. Jeg er blot budbringeren."
Jeg slap hende, "Hvordan kan jeg nogensinde betale dig tilbage?"
Hun vendte ryggen til mig og rørte i en gryde fyldt med en tyk lilla væske. "Der er altid urter, der skal plukkes... Brænde, der skal samles... Lykantroper, der skal helbredes."
"Jeg vil gøre alt, jeg har alligevel ikke rigtig noget sted at tage hen."
"Du arbejder for mig i bytte for en seng at sove i og mad i maven, aftale?"
"Aftale, hvornår starter jeg?"
"Nu."
Skoven var så meget anderledes, end den havde syntes før, den var ikke så skræmmende. Jeg kunne se farverne på bladene, måden vandet faldt ned ad vandfaldet, før det slog ned i floden nedenfor. Jeg kunne se, hvordan lyset reflekterede i regnbuefragmenter fra dråberne, der krøb ned ad de lilla blomster.
Lilla blomster.
Det var en af de ting, Astoria havde brug for.
Stilken af tre lilla blomster, fundet hvor klippe møder vand.
Jeg samlede hurtigt, hvad jeg havde brug for, og puttede blomsterne i en lille kurv, der hang på min arm, før jeg gik videre. Jeg scannede skovbunden efter 'en rod af forvredet egetræ.'
Det varede ikke længe, før jeg fandt, hvad hun mente. Et stort egetræ stod trist og alene i en lille lysning, dets stamme var mindst så tyk som fire mænd. Dets grene strakte sig som desperate arme mod himlen og kastede en lav skygge over jorden nedenunder. Ved bunden af kæmpen krøllede træets rødder sig som en heks' fingre, snoede og gravede sig over jorden. Jeg brækkede rødderne og puttede dem i kurven sammen med de lilla blomster.
En ting mere.
'Måneberusede bær.'
Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, eller hvor jeg kunne finde det, så jeg vandrede formålsløst rundt i et par minutter, før jeg besluttede mig for at sætte mig på et faldet træ. Blødt grønt mos lå ovenpå birketræet som et eviggrønt tæppe.
"Måneberusede..." mumlede jeg, "Måneberusede bær..." Hvad kunne det muligvis være. Jeg kiggede mod himlen, som om jeg bad månen om en form for hjælp, men kun solen stirrede tilbage. Helios var en hjerteløs far for jordens børn.
Jeg blev siddende et øjeblik og lyttede. Jeg lukkede øjnene, og skoven var, som den engang var. Lyden af vand, der rislede, en raslen af blade, harmonien af tusind træer, der svajede i vinden.
Raslen af blade blev til en torden af poter, der rev gennem underskoven. Mit hjerte sprang op i halsen, da jeg febrilsk forsøgte at finde en flugtvej fra, hvad end der var på vej mod mig.
Jeg gjorde det første, jeg kunne komme i tanke om, jeg klatrede op i det nærmeste træ. Uden at tænke greb mine hænder den ru bark, kastede mig opad, det hårde træ skar i mine håndflader, men jeg stoppede ikke, før jeg var over bladkronerne og kiggede ned på skoven nedenunder.
Lydene stoppede pludselig. Jeg kunne høre vejrtrækning, men ikke fra et dyr, noget langt mere skræmmende.
En rygmarvsfrysende hylen flængede luften, jeg kæmpede for at holde fast i min gren. Mine hænder føltes svage, og min krop rystede, den smule styrke jeg havde truede med at svigte mig, og jeg ville styrte ned til udyret nedenunder.
Jeg så i rædsel, da en stor, gråbrun ulv gik direkte under mit træ. Jeg holdt vejret. Bad til, at jeg ikke ville lave en lyd. Jeg kunne have svoret, at den havde set mig, for et kort øjeblik vendte den hovedet opad og tog en dyb indånding af sine omgivelser. Hvis den ikke havde set mig, måtte den have lugtet mig.
Men den fortsatte med at gå, den gik lige forbi mig. En frygtelig knæklyd knuste min beslutsomhed. Og i et minut var skoven stille.
Men den stilhed blev brudt af en hæs stemme.
"Du kan komme ned nu, Dulcis."
Jeg blev, turde ikke røre en muskel. Jeg turde ikke trække vejret.
Han sukkede lavt. "Kom ned."
Jeg begyndte langsomt at klatre ned fra mit skjulested, ikke helt sikker på, hvad jeg ville finde nedenunder.
Jeg vaklede lidt, da mine fødder ramte jorden, en varm hånd skød frem for at støtte mig. Jeg sprang tilbage, "Rør mig ikke!"
Den ældre mand så overrasket ud. "Jeg er ked af det. Jeg mente ikke at skræmme dig, Dulcis."
Min krop rystede og skælvede, jeg ønskede ikke at blive taget igen. "Hvem er du?" spurgte jeg forsigtigt.
"Ozymandias. Kriger fra nord, rådgiver for kongen og vogter af Ismara..." Han bukkede dybt. "Til din tjeneste."
Jeg trak mig lidt tilbage. Usikker på den excentriske mand foran mig. Han havde lange grå, næsten sølvfarvede dreadlocks, der rakte ned under skuldrene og kontrasterede med hans karamelhud, der næsten virkede gylden i lyset. Han bar en lang, karminrød kappe med rige sølvbroderier.
Han rullede et perlemorsgråt bær mellem fingrene, før han kastede det op i luften og greb det med tungen. "Vil du have et?" Han smilede.
"Er det-...?"
"-Månebær." Afbrød han. "Ja, det er de." Og med det kastede han mig en håndfuld af de lyse perler.
Ozymandias fulgte mig tilbage til Oraklets hytte, han forklarede, at den konge, han henviste til, var alfaen for denne flok. "Han er Kongen af Nord, Dulcis. Respekter ham og respekter Ismara."
"Hvad er Ismara?"
Han gestikulerede mod træerne omkring os, da han stod på trætrinene, der førte op til Oraklets hytte. "Se dig omkring, Dulcis. Alt hvad du ser, jorden du føler, luften du indånder, det er Ismara."