KAPITEL 2
Elena POV
"Nej! Sig ikke sådan til dig selv! Du elsker din far så meget og ville aldrig gøre sådan noget!" En blød kvindestemme kom ind i mit hoved.
Først troede jeg, at det var min indre stemme, der forsøgte at få mig til at kæmpe tilbage. Men desværre havde jeg altid givet op, og jeg fortsatte med at lukke øjnene.
Det var indtil jeg mærkede en let berøring på min skulder. Kun denne gang føltes det virkeligt, og sendte en mærkelig elektrisk kuldegysning gennem min krop.
"Hvordan er det overhovedet muligt?" spurgte jeg mig selv, en smule forvirret.
Forvirringen og nysgerrigheden, der gik gennem min krop, fik mig til langsomt at åbne øjnene, og de mødte blikket fra Nana, pakkens kok.
Jeg blev lidt chokeret, da jeg vidste, at vi knap nok havde sagt et ord til hinanden så længe, jeg kunne huske. Var det alt sammen Alpha Henrys værk igen? Men noget i mig fortalte mig, at der var mere i det. Hun rørte mig let igen og fortsatte.
"Du dræbte ikke dine forældre, Elena! Tro mig, når jeg siger det!"
Mine øjne rykkede sig let ved hendes ord. Selvom jeg kunne sige, at jeg knap nok kendte hende, satte jeg pris på de ord. Med alle der sang det i mine ører, begyndte jeg selv at tro på det.
"Jeg er ked af, at det måtte være sådan, Elena. Jeg kendte din mor, først som jordemoder og derefter som ven! Hun har altid elsket dig, og én ting ved jeg, du vil aldrig skade dem!"
"Jeg ville ønske, at jeg kunne sige mere, men du er allerede ved at løbe tør for tid. Du skal finde din mage!" sagde hun.
Jeg ville stille hende flere spørgsmål, indtil jeg hørte hende stønne let. At bruge hendes bare hænder til at prøve at rive kæderne af fik hendes hud til at brænde let.
Mit hjerte gjorde ondt, og jeg ville stoppe hende, men hendes smil frøs mine ord, indtil hun endelig var færdig.
Var hun ikke bange for, hvad Alfaen ville gøre ved hende, når han fandt ud af, hvad hun havde gjort? Han kunne endda dræbe hende.
Jeg var stadig bange for hende, kiggede på hendes ansigt med stigende følelser.
"Gå nu! Jeg har det fint! Find bare din mage, og alt andet vil komme let!" Hun smilede til mig.
Jeg kunne næsten ikke tage mit bad. Selv med den mængde arbejde, jeg var blevet sat til dagligt, sørgede jeg for, at jeg ikke stank.
Jeg havde kun femten minutter tilbage til ballet, før det hele ville være forbi. Månen var over hovedet, men jeg behøvede ikke at bekymre mig om ikke at skifte.
Selv da jeg endelig kom derhen, var det fyldt med alle slags mennesker. Frierier, vielsesringe, folk der græd, det var alt sammen magisk og smukt.
Jeg ønskede, at jeg blev skånet et par minutter til at se denne fantastiske gave, som månegudinden havde givet varulvene, men jeg måtte afsted.
"Undskyld! Undskyld, venligst!" Jeg trængte mig gennem mængden, snusede i luften som en gal dame på jagt efter mage-duften.
Jeg var så bange, at mine ben rystede. Ved at jeg allerede havde taget en meget farlig risiko ved at komme til dette sted, måtte jeg bare finde min mage, ellers ville det hele være forbi for mig.
Næsten igennem hver eneste liste af alle i mængden begyndte jeg at blive bekymret. Det så ud som om min mage slet ikke var her.
Det var ikke muligt. Måske havde jeg ikke tjekket ordentligt. Min mage måtte bare være et sted her omkring.
I min desperation kunne jeg knap nok se ordentligt. Mit syn var allerede fyldt med de tanker, jeg havde i mit hoved.
Det var indtil, jeg til sidst stødte ind i nogen og væltede hende omkuld. Mit hjerte sprang et par slag over, da jeg hurtigt rakte ud for at hjælpe hende op fra gulvet.
Indtil jeg så det ansigt, der fik hver eneste levende celle i min krop til at fryse. Hvem kunne det ellers være end min mareridt, Kate?
En stor klump sank ned i min hals, da jeg indså, hvor meget problemer jeg havde bragt mig selv i. Jeg måtte løbe for det, ellers ville jeg være dødsdømt for evigt.
At tage flugten var det første, jeg gjorde for at få et forspring. Og med mængden af mennesker der.
Jeg kunne høre råbet fra konferencepakkens sikkerhedsvagter lige bag mig og kalde mit navn samtidig.
At løbe gennem mængden og snuse samtidigt var en af de sværeste ting for mig at gøre. Men jeg prøvede, indtil jeg fandt mig selv i det tomme omklædningsrum, med de to badeværelser ved mine sider. Jeg var fanget.
Tårer løb ned ad mine kinder, da jeg til sidst indså, at der ikke var en mage til mig blandt de mennesker, der var samlet omkring stedet.
Lyden af fødder, der allerede løb tættere på. Med viden om, at min mage ikke var der eller slet ikke eksisterede, var der ingen grund til at løbe længere.
Den eneste tanke, der var i mit hoved i øjeblikket, var at vende mig om og overgive mig til disse mennesker.
Men den stemme i mit hoved blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle gemme mig. Bare fordi jeg ikke kunne finde min mage, betød det ikke, at jeg ikke kunne undslippe deres grusomme hænder.
Jeg ville finde min vej ud af pakken, væk fra disse grupper af hjerteløse og hensynsløse mennesker. Men først måtte jeg sørge for, at jeg ikke blev fanget.
Mine reflekser trådte pludselig i kraft. Midt i min desperation for at redde mit skind, bekymrede jeg mig ikke engang om at tjekke, hvilket køn der skulle eje dette sted.
I stedet åbnede jeg døren og mødte en fremmed mand med et håndklæde om livet. Min verden syntes at kollapse lige foran mig på et øjeblik, og jeg frøs.
Det var svært for mig ikke at tage et hurtigt blik på de perfekt lagdelte triceps og biceps og den behårede linje i midten af hans mave.
"Vil du stirre på mig hele dagen?" En vred mandlig stemme rystede mig tilbage til bevidsthed.
Mit hjerte bankede voldsomt som en trommehvirvel. Jeg havde en ond udenfor og en, der stod lige her med mig. Jeg måtte beslutte, hvilken af disse jeg ville stå overfor.
Og med mine års erfaring vidste jeg, at jeg måtte undgå det onde udenfor så meget som muligt.
Med skælvende læber åbnede jeg munden i et forsøg på at tvinge mig selv til at tale.
"Jeg er virkelig ked af, at jeg kom herind, sir. Jeg havde en situation udenfor, som jeg ikke kunne undgå. Vær venlig ikke at sende mig ud, og jeg lover...!" Jeg stoppede pludselig ved de ord, da jeg så på ansigtet af den person, jeg havde mødt i badeværelset.
En pludselig følelse af genkendelse skyllede over mig, da jeg kiggede ind i øjnene på den, jeg havde ledt efter.
Og i de øjeblikke følte jeg mig så fredfyldt. Det eneste, jeg havde med mine afdøde forældre, var mit hjerte, der rullede over af begejstring.
"Mage!" mumlede jeg igen. Det var de mest lidenskabelige ord, jeg havde mumlet i lang tid.