5
Jade trådte ud af den smalle gyde, hendes skridt hurtige og målrettede, mens hun gik mod hovedgaden. Byen var levende med trafikstøj og folks snak, men hun bemærkede det knap nok, hendes sind fokuseret på den forestående opgave. Hun justerede sin taske på skulderen og forsøgte at blende ind i mængden.
Da hun drejede om hjørnet, kom to mænd frem fra en sidegade, deres øjne låste sig på hende med en ubehagelig intensitet. Den ene var høj med et skrabet skæg, den anden kortere med en kasket trukket langt ned over øjnene. De nærmede sig hende fra hver sin side, som rovdyr der lukkede sig om deres bytte.
"Hej, frøken," sagde den høje, hans stemme glat men med en underliggende trussel. "Du ser ud som om du kunne bruge lidt hjælp. Er du faret vild?"
Jades hjerte bankede hurtigere, men hun holdt sit ansigt neutralt. Uden at sænke farten rystede hun på hovedet. "Nej, tak," svarede hun kort, og satte tempoet op.
Den kortere mand trådte tættere på, hans tone mere insisterende. "Kom nu, vi vil bare hjælpe. Det er ikke sikkert for en smuk pige som dig at gå alene."
Ignorerende dem, flakkede Jades øjne fremad, søgende efter en flugtvej. Hovedgaden var kun nogle få blokke væk, fyldt med mennesker og sikkerhed. Hun tvang sig selv til at forblive rolig, hendes åndedræt stabilt trods angsten, der gnavede i hende.
Mændene udvekslede blikke, deres vedholdenhed ubehagelig. "Vi bider ikke," lokkede den høje, og trådte ind foran hende.
Jade undveg ham, hendes bevægelser hurtige og målrettede. "Jeg sagde nej," gentog hun, hendes stemme fastere denne gang.
Nu kunne hun se hovedgaden, neonskiltene og de klare lys som et fyrtårn af håb. Med al sin beslutsomhed brød Jade ud i en rask gang, hendes øjne fastlåst på destinationen. Mændene, der mærkede hendes beslutsomhed, tøvede et øjeblik før de opgav jagten, mumlende til hinanden mens de forsvandt tilbage i skyggerne.
Jade så sig ikke tilbage. Hun fortsatte, hendes tempo uændret indtil hun var sikkert omringet af menneskemængden på hovedgaden. Først da tillod hun sig selv at trække vejret lettet, hendes hjerte gradvist faldende til en normal rytme. Hun havde klaret det.
Jades lettelse var kortvarig. Mens hun blandede sig med menneskestrømmen på hovedgaden, kunne hun ikke ryste følelsen af at blive overvåget af sig. Hun kiggede ofte over skulderen, hendes øjne scannende efter tegn på de to mænd. De havde været vedholdende, og noget i deres øjne fortalte hende, at de ikke ville give op så let.
Hendes hjerte sank, da hun så dem igen, vævende gennem mængden, deres øjne fastlåst på hende. Panikken brusede gennem hendes årer. Hun satte farten op, vævede gennem den travle gade, men mændene halede ind på hende.
Hun brød ud i løb.
Folk stirrede, mens hun hastede forbi, hendes åndedræt kom i korte, paniske gisp. Mændene forfulgte hende ubønhørligt, deres fodtrin ekkoede bag hende. Jades sind ræsonnerede febrilsk, søgende efter en flugtvej, men gaden var en labyrint af mennesker og forhindringer.
Pludselig dukkede en tredje mand op foran hende, tilsyneladende ud af ingenting. Han var højere end de andre, med et truende udseende, der sendte en kuldegysning ned ad hendes ryg. Jade forsøgte at dreje til siden, men han bevægede sig hurtigt og blokerede hendes vej.
Før hun kunne reagere, mærkede hun en arm omfavne hendes talje bagfra og trak hende ud af balance. En serviet blev presset mod hendes næse og mund, og hun kæmpede voldsomt, hendes dæmpede skrig druknede i gadens støj. Servietten havde en sød, kemisk lugt, der fik hendes hoved til at snurre.
Jades syn blev sløret, mens hun forsøgte at kæmpe imod mandens greb. Hun sparkede og slog, men hendes styrke svandt hurtigt. Verden omkring hende syntes at vippe og svaje, ansigterne på tilskuerne blendede sammen i en surrealistisk tåge.
Hendes sidste bevidste tanke var en desperat bøn om hjælp, et tavst skrig, der gik uhørt hen, mens mørket opslugte hende fuldstændigt. Mændene, deres mission fuldført, bar hende hurtigt og diskret ind i skyggerne og forsvandt i natten, som om de aldrig havde været der.
Den travle gade fortsatte uforstyrret, uvidende om den rædsel, der netop havde udspillet sig i dens midte. Jade vågnede med et sæt, hendes hoved dunkede med en ubønhørlig, pulserende smerte. Hendes øjenlåg føltes tunge, og verden omkring hende kom langsomt i fokus, former og farver blendede sammen, før de blev genkendelige.
Hun lå i en fremmed seng, lagenene ru og uvante mod hendes hud. Rummet var svagt oplyst af en enkelt, flimrende pære, der hang fra loftet og kastede uhyggelige skygger på de krakelerede, afskallede vægge. Luften var fugtig og muggen, med en ubehagelig lugt, der fik hendes mave til at vende sig.
Jade forsøgte at sætte sig op, men en bølge af svimmelhed tvang hende til at lægge sig ned igen. Hendes sind ræsonnerede, stykkerne sammen fragmenterede minder. Gyden, mændene, jagten, servietten—alt kom tilbage i en desorienterende tåge. Panikken brusede gennem hende, da hun indså, at hun ikke havde nogen idé om, hvor hun var, eller hvor meget tid der var gået.