Kapitel 5
Jeg gik frem og tilbage i mit værelse og bed i mine negle, indtil jeg trak blod, men min sind var stadig ikke i ro. Væggene føltes som om de lukkede sig ind på mig og kvalte mig.
Mange tanker fløj gennem mit hoved, men den mest presserende var, at jeg måtte væk herfra.
Jeg kunne ikke klare ham eller nogen, der begrænsede mine bevægelser og behandlede mig som et barn.
Jeg må væk.
Tante Carrie!
Jeg greb min telefon fra natbordet og scrollede gennem de fem kontakter, jeg havde.
Min tommelfinger svævede over hendes nummer i et par sekunder, og så, skubbede alle tvivl til side, trykkede jeg på opkaldsknappen.
Mine knæ hoppede nervøst, mens jeg ventede, og lige da jeg troede, hun ikke ville tage telefonen, gjorde hun det.
"Tante Carrie!"
"Hej, skat," hendes beroligende stemme var en kort pause fra det kaos, der foregik inde i mig.
"Tante Carrie, jeg vil væk herfra," sagde jeg og slugte klumpen i min hals. "Jeg kan ikke klare ham."
"Hvorfor? Hvad er der galt? Er der sket noget?" spurgte hun alt på én gang.
Jeg rystede på hovedet og indså så, at hun ikke kunne se mig. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at forklare. "Han er bare så kontrollerende og nedladende. Jeg føler mig som en fange."
"Åh, skat, din onkel er en rar mand..."
"Det ved du ikke engang! Du kender ham ikke!" afbrød jeg hende, min stemme steg.
Hun trak vejret dybt, og stemmerne i baggrunden blev højere. "Soph, jeg har virkelig travlt lige nu. Jeg ringer tilbage så snart jeg kan, så vi kan tale bedre om det. Lige nu har jeg brug for, at du forholder dig roligt og ikke gør noget overilet, okay?"
For fanden.
"Men tante...." Den lange biplyd, der fulgte, fik mig til at sluge resten af mine ord, mens tårerne trillede ned ad mine kinder.
Tante Carrie ville ikke hjælpe mig. Så vidt jeg kunne se, var der ingen vej ud herfra. Jeg var fanget.
"Sophia, kom ned til aftensmad," hørte jeg en banken på min dør.
Jeg ville være blevet skjult på mit værelse som jeg havde gjort hele dagen, hvis det ikke var for min rumlende mave, der mindede mig om, at jeg havde afvist både morgenmad og frokost.
Jeg åbnede døren med én tanke i hovedet. Jeg måtte undgå ham for enhver pris. Han virkede alligevel irriteret over min tilstedeværelse.
Men mine tanker fløj ud af vinduet, da jeg kom ind i spisestuen og så ham allerede sidde ved bordet, og han var ikke alene.
Jeg tog en dyb indånding og gik hen imod dem.
"Undskyld jeg kommer for sent," mumlede jeg og forsøgte at undgå øjenkontakt.
Min onkel vendte sig mod mig med et strengt udtryk. "Jeg bryder mig ikke om at blive holdt ventende."
Jeg trak på skuldrene og tog plads overfor kvinden. "Jeg bad dig ikke om at vente på mig."
Jeg satte mig overfor hans gæst. En kvinde. Et blik på hende, og jeg indså, at det var kvinden, han havde været sammen med den anden dag.
Måske var hun hans kæreste.
Hun så smuk ud tæt på, man kunne tage fejl af hende for en model, men hun var sparsomt klædt i en kjole, der knap nok ville passe til en syvårig dreng.
Kvinden løftede et øjenbryn, hendes blik flakkede mellem mig og min onkel. "Og hvem er du?" spurgte hun, hendes stemme dryppede af foragt.
Fantastisk.
"Det rager ikke dig," knurrede han til hende til min overraskelse.
Kvindens ansigt blev rødt af forlegenhed, og hun stirrede hårdere på mig. Af en eller anden grund, at se hans arrogance, som ikke var noget nyt for mig, fik mig til at føle mig lidt bedre.
Jeg bed mig i tungen for ikke at sige noget mere, mens vores mad blev serveret.
Efterhånden som middagen skred frem, blev spændingen i rummet mere og mere intens. Jeg kunne mærke min onkels blik på mig, som om det brændte hul i min hud. Jeg prøvede at ignorere det, men det gjorde mig kun mere nervøs.
Endelig tog kvinden et skridt, og placerede sine velplejede fingre på min onkels arm. "Skat, du ser anspændt ud. Måske kunne jeg lette din stress senere," spandt hun.
Jeg fnyste indvendigt. Hvor patetisk.
"Hvad? Sagde jeg noget sjovt?" hvæsede kvinden, og hvis blikke kunne dræbe, ville jeg være seks fod under jorden.
Jeg trak på skuldrene og tyggede langsomt på den møre bøf i min mund, før jeg svarede. "Intet. Det er bare patetisk, hvordan du er over en, der åbenlyst er ligeglad med dig."
"Hvordan vover du?!" råbte hun, hendes stemme fuld af gift.
"Du bør ikke råbe, mens du spiser. Du kunne blive kvalt," sagde jeg og trak på skuldrene.
Kvinden lignede en vulkan klar til at gå i udbrud, og måske var det min fantasi, men jeg kunne sværge, at jeg så Henrys læber krumme sig en smule opad.
"Skat!" skreg hun til Henry.
"Hold kæft og gå ud," sagde Henry, hans stemme kold og truende.
"Hvad?" spurgte hun, med åben mund.
"Gå ud," gentog Henry med en lav stemme, men den morderiske hensigt bag den gik ikke ubemærket hen.
Tårer strømmede ned ad hendes kinder af ren ydmygelse, og jeg kæmpede for at holde mit grin tilbage.
Hun sendte mig et sidste dræberblik, før hun stormede ud.
Jeg lavede en lille sejrsdans i mit hoved over den tilbageslag, hun fik, men min glæde blev kortvarig, da Henry rejste sig, hans skikkelse truende over mig.
"Du. Til mit kontor. Nu," sagde han i en monoton stemme.
"Hvad? Jeg er ikke færdig med at spise....."
Men han var allerede på vej op ad trappen.
"Søn af en tæve!" mumlede jeg under min ånde.
Jeg tøvede, mit hjerte hamrede. Hvad ville han mig?
Men jeg vidste, at jeg ikke havde noget valg. Jeg fulgte ham til hans kontor, mit hjerte hamrede i brystet.
Jeg bankede en gang, som jeg havde set Adaline gøre om morgenen, og han bad mig komme ind.
Han lænede sig op ad sit skrivebord med armene over kors. Ærmerne på hans skjorte var rullet op til albuerne, hvilket gav mig et syn af hans muskuløse og tatoverede arme, der fik mig til at vride mig.
"Hvad sagde jeg om at tale til mine gæster?" Han gik direkte til sagen.
Jeg var så fokuseret på at se hans adamsæble bevæge sig, da han talte, at jeg næsten glemte, at han havde stillet et spørgsmål.
"Øhh... Hun var uhøflig over for mig først," sagde jeg.
"Og du så behovet for at tale til hende, som du gjorde?" Han løftede et øjenbryn.
"Hvis du spørger mig, gjorde jeg hende en tjeneste. Ingen rigtig kvinde bør være over en mand, der er ligeglad med hende. Det er patetisk," sagde jeg faktuelt.
"Og du ved præcis, hvad det vil sige at være en rigtig kvinde?" Hans stemme blev meget lav, indtil det næsten var en hvisken.
En hvisken, der sendte kuldegysninger ned ad min ryg.
Hans øjne holdt mine, udfordrede mig.
Jeg sank.
"Ja, det gør jeg," min stemme kom ud åndeløs.
Et ondsindet smil fandt vej til hans læber, og jeg gøs. Han var så smuk. Så smuk, men alligevel så mørk og farlig.
"Strip," beordrede han koldt, og mine øjne blev store som tekopper.
Jeg følte mig som fanget i et mareridt, uden nogen flugt.