Kapitel 9 En brudt dukke
Annas mave knurrede af sult, og hun kunne mærke sin energi forsvinde. Hun undrede sig over, hvor længe hun skulle vente, før hun endelig kunne spise noget. Men endnu mere end det, var hun rædselsslagen for den straf, hun vidste, der ville komme. Marcus havde gjort det klart, at hun skulle trænes med et chokhalsbånd, og hun vidste, at smerten ville være ulig noget, hun nogensinde havde udholdt før.
Hun kunne mærke sin krop ryste af frygt og angst, mens hun ventede på, at Victor skulle vende tilbage. Stilheden var næsten uudholdelig, og hendes tanker løb løbsk med forestillinger om den smerte og ydmygelse, der ventede hende. Hun kunne ikke bære tanken om at blive behandlet som en simpel genstand, et legetøj til deres fornøjelse. Hun vidste, at hvis hun ikke fandt en måde at flygte på snart, ville hun være fortabt for altid til Marcus' fordrejede ønsker.
Endelig blev stilheden brudt af lyden af fodtrin i gangen, og Annas hjerterytme steg. Hun spekulerede på, om det var Victor eller en anden, en ukendt plage, der ventede hende. Måske var det Marcus selv, som kom for at observere hendes frygt og fortvivlelse med sadistisk glæde.
Men da døren svingede op, var det ikke Marcus, der trådte ind, men Victor. Han kom ind i rummet uden en lyd, hans ansigt afslørede ingen følelser, da han så ned på Anna. "Rejs dig," bjæffede han, hans stemme kold og lidenskabsløs. "Bossen har beordret, at vi begynder din træning."
"Vær venlig," bad Anna, hendes stemme hæs af desperation. "Vær venlig, lad mig spise først. Jeg er så sulten, at jeg knap kan tænke klart. Er det virkelig for meget at bede om?" Victor så på hende et øjeblik, hans ansigtsudtryk ulæseligt. Endelig sukkede han irriteret. "Fint," sagde han kort. "Men du vil blive straffet for din frækhed."
Anna sank en klump, og følte en synkende fornemmelse i maven. Hun var lettet over at få noget mad, men til hvilken pris? Hun vidste, at hvilken som helst straf Victor havde i vente for hende, ville være noget, hun ikke hurtigt ville glemme.
Victor gjorde tegn til, at hun skulle rejse sig, og hun adlød modvilligt, hendes ben rystede, da hun rejste sig op. Han førte hende hen mod, hvad der lignede et lille køkkenhjørne i et hjørne af rummet. "Sæt dig ved bordet," instruerede han, mens han skubbede hende hen mod en lille træstol. "Vent her." Han vendte sig om og gik væk, og efterlod hende alene i rummet igen.
Mens hun sad der, alene og udsat, kunne Anna ikke lade være med at mærke en kuldegysning løbe ned ad ryggen. Hun var en fange i denne helvedes herregård, på nåde af mænd, der så hende som intet mere end et legetøj til deres fornøjelse. Og nu kunne hun kun vente og spekulere på, hvilken slags tortur der ville blive påført hende næste gang.
Minutterne sneglede sig afsted, hver enkelt føltes som en evighed, og Annas frygt og angst voksede kun. Hun kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad der tog Victor så lang tid. Var han virkelig ved at forberede hendes mad, eller var der noget mere uhyggeligt i vente for hende? Hun behøvede dog ikke spekulere meget længere, da lyden af fodtrin nærmede sig og signalerede Victors tilbagekomst.
Han trådte ind i rummet med en bakke, hvorpå der stod et simpelt, men tilfredsstillende måltid bestående af brød og vand. Han satte det hårdt ned på bordet foran hende. "Spis," brummede han, med en tone der ikke tillod nogen indsigelser. "Du spiser, så begynder vi." Han stod der og betragtede hende, stille vurderende hendes lydighed.
Hun tøvede et øjeblik og overvejede konsekvenserne af en afvisning, men hendes sult og hendes ønske om at undgå mere unødvendig lidelse vandt. Langsomt begyndte hun at spise, rev små stykker af brødet og tog forsigtige bidder.
Mens hun forsøgte at spise, stod Victor der og overvågede hver eneste af hendes bevægelser. Hans små øjne gennemgik hendes krop og tog hver eneste detalje af hendes udseende ind. Hun vidste, at han sandsynligvis vurderede hendes fysik og bedømte hendes potentielle værdi som slave. Tanken fik hendes hud til at krybe, men hun havde intet valg andet end at udholde hans blik.
Endelig havde hun spist så meget, som hun kunne klare, og følte en svag lettelse over, at hendes sult var blevet en smule dulmet, selvom hun vidste, at det værste endnu var i vente. Victor udstødte en tilfreds brummen, tilfreds med hendes lydighed. "Nu, kom med mig," beordrede han og vendte sig mod døren. "Tid til din træning."
Ordene sendte en kuldegysning ned ad hendes ryg, men hun vidste bedre end at gøre modstand. Hun rejste sig fra bordet, hendes ben rystede af frygt og forventning, og fulgte Victor, mens han førte hende gennem palæets snoede korridorer. Hendes sind vrimlede med tanker om den tortur, der ventede hende, hvert skridt førte hende længere ind i hendes mareridt.
Som rejsen fortsatte, kørte Annas tanker med frygt for det ukendte. Hvor ville Victor føre hende hen? Hvilken slags træning havde Marcus i tankerne? Og måske vigtigst af alt, hvordan ville hun overleve de prøvelser, han havde planlagt for hende? Kun tiden ville vise, men én ting var sikkert: Anna stod over for nogle af de mørkeste øjeblikke i sit liv.
Efter hvad der føltes som en evighed, nåede de frem til et lille, vinduesløst rum, kun oplyst af et enkelt flimrende stearinlys. Den sparsomme indretning og den overordnede følelse af frygt gav Anna en fornemmelse af, at dette rum kun havde ét formål: smerte. Hun gøs og forsøgte ikke at dvæle ved, hvilke rædsler der kunne blive påført hende i dette lille, snuskede rum.
Victor gestikulerede mod midten af rummet med et strengt blik. "Stå lige her," sagde han, hans stemme fast og kold. "Og rør dig ikke." Anna adlød, hendes knæ rystede, mens hun skubbede sig ind i det angivne område. Hendes hjerte hamrede i brystet, og hendes sind kørte med spørgsmål. Hvad ville der ske nu?