Kapitel 8: Du tilhører mig
"Ser du," sagde Marcus, hans stemme dryppende af grusomhed. "Vi har meget træning foran os. Du vil lære at adlyde mig, ellers vil du lide konsekvenserne. Og tro mig, konsekvenserne vil være alvorlige." Han lod pisken stryge over hendes kind, de mange tråde efterlod en pirrende fornemmelse på hendes bløde hud.
Han iagttog udtrykkene spille over hendes ansigt, en blanding af frygt og trods skinnede i hendes øjne. Han smålo stille, følte en tilfredsstillelse ved hendes reaktion. "Du ser ud som om, du vil sige noget," bemærkede han. "Kom nu. Sig din mening."
Mens Marcus ventede på hendes svar, kunne han se kampen i hendes øjne. Hun var tydeligvis splittet mellem sit ønske om at trodse ham og sin frygt for straf. Men han vidste, at han havde magten i denne situation, og han ville sørge for, at hun forstod det. "Tal op," hånede han.
"Fortæl mig, skat," sagde han, hans stemme lav og farlig. "Hvad er det, du vil sige? Vær ikke bange. Jeg vil høre dine tanker, dine frygt, dine følelser." Han tog endnu et skridt hen imod hende, pisken stadig strygende over hendes hud.
Da han kom tættere på, børstede trådene fra pisken mod hendes kind, efterlod en pirrende fornemmelse. Marcus' blik forblev fastlåst på hendes ansigt, drak hvert øjeblik af hendes nød.
Han udstødte et lavt grin, nød hendes ubehag. "Jeg kan se frygten i dine øjne, Anna. Og det er en smuk ting. Så smertefuldt som det måske er for dig lige nu, vil du til sidst komme til at byde det velkommen. Smerte kan være ganske tilfredsstillende, når det kommer på det rette tidspunkt." Han løftede pisken, hans stemme dryppende af forventning.
"Nu," sagde Marcus, hans tone fyldt med autoritet, "fortæl mig, hvad du vil sige. Du har én chance for at sige din mening. Gør det tællende." Han stod der, ventede på hendes svar, et koldt smil legende på hans læber. Han vidste, at uanset hvad hun sagde, ville det ikke ændre hans planer for hende, men han nød at se hende vride sig.
Anna sank en klump, prøvede at holde sin stemme fra at ryste. "Jeg... jeg vil bare hjem," sagde hun, hendes stemme knap over en hvisken. Hendes øjne flakkede mellem trods og håb, prøvede at læse hans reaktion.
Marcus' øjne blev en anelse større, et hint af overraskelse i hans udtryk. "Hjem?" gentog han, et grusomt smil legende i mundvigene. "Du skal ikke hjem, min kære Anna. Du tilhører mig nu. Du har intet hjem andet end her, hos mig."
Han lænede sig tættere på, hans øjne brændende af mørk spænding. "Forstå dette," sagde han, hans stemme fyldt med en isnende intensitet. "Jeg har fuld kontrol over dig. Du er min ejendom. Og jeg vil få dig til at adlyde, uanset hvad det kræver. Er det klart?"
Han løftede pisken, lod trådene stryge over hendes ansigt igen. "Ser du, skat," sagde han, hans stemme lav og kommanderende, "denne pisk kan levere en verden af smerte. Men den kan også give ubegribelig nydelse. Og jeg har tænkt mig at udforske begge ender af det spektrum med dig." Han holdt en pause, lod sine ord synke ind. "Vil du gerne smage på det nu?"
Marcus kiggede op, da han hørte lyden af fodtrin nærme sig legerummets dør. Et øjeblik senere åbnede døren, og hans assistent, Victor, trådte ind. "Du ville se mig, chef?" sagde han, hans stemme neutral. Marcus nikkede og gestikulerede mod Anna. "Jeg ville bare se, hvordan min nye legetøj udvikler sig," sagde han med et smil, der spillede i mundvigene. "Kom, tag et kig. Fortæl mig, hvad du ser."
Victor trådte nærmere, hans øjne skannede Anna med en klinisk distance. "Hun ryster, chef," bemærkede han. "Men der er også et glimt af trods i hendes øjne. Hun er ikke knækket endnu." Marcus lo. "Nej, ikke endnu. Men det vil hun. Jeg har visse... metoder, der vil sikre hendes lydighed."
"Men for nu," sagde Marcus med en lav og faretruende stemme, "vil jeg kende hendes grænser. Jeg vil presse hende til bristepunktet. Find mig en liste over de mest ekstreme metoder til at træne en slave, Victor. Jeg vil se, hvor langt jeg kan gå med hende." Victor nikkede, hans udtryk ændrede sig ikke, og han forlod rummet. Marcus vendte sin opmærksomhed tilbage mod Anna, smilende grusomt. "Du får en hård tur, min dukke," sagde han, hans stemme fyldt med sadistisk fornøjelse.
Marcus sad i en blød læderstol, hans øjne fokuseret intenst på Victor. "Jeg vil starte en ny træningsmetode," sagde han med en lav og truende stemme. "Jeg vil have dig til at bruge chokhalsbåndet på hende. Start lavt, men øg intensiteten langsomt. Hun skal forstå konsekvenserne af at mishage mig." Victor nikkede, hans udtryk køligt og distanceret. "Selvfølgelig, chef," sagde han uden at afsløre nogen følelser. "Hvornår vil du have, at vi begynder?"
"I dag! Når du starter træningen, rapporter tilbage til mig med opdateringer om hendes fremskridt. Jeg vil vide hver eneste detalje," sagde Marcus, hans øjne aldrig forladende Victor. "Og sørg for, at hun forbliver lænket. Jeg vil ikke have, at hun undslipper." Victor nikkede, hans udtryk forblev uændret. "Jeg tager mig af det, chef," sagde han med en antydning af forventning i stemmen. "Hun vil ikke slippe væk."
Mens Marcus talte til Victor, kunne Anna ikke undgå at føle en voksende frygt indeni. Hun havde ingen anelse om, hvad der ventede hende, men hun vidste, at det ikke kunne være godt. Hun var allerede så sulten, og tanken om mere smerte og frygt var næsten for meget at bære. Hun kunne mærke tårerne presse sig på, men hun lod dem ikke falde. Hun ville ikke græde foran ham, uanset hvad han gjorde ved hende. Hun måtte forblive stærk, finde en måde at undslippe dette mareridt.
Marcus smilede, da Victor forlod rummet, hans tanker allerede vendt mod andre sager. Han havde masser af andre forretninger at tage sig af, herunder at styre sine forskellige forretningsinteresser. Han var en mand med stor ambition og magt, og intet ville stoppe ham fra at nå sine mål. Hvad angik Anna, ville hun blive alene med Victor for nu.