Kapitel 5 Barn
Så snart Amelia tog imod buketten, blev stemningen lidt akavet i bilen.
Joshua kunne ikke skjule sin begejstring. "Amelia, lad os tage ud og spise middag næste gang."
Amelia, der holdt blomsterne, var fokuseret på bilen foran. Hun tænkte kun på at få Ryan til at fortryde det og kunne næsten ikke vente med at komme ud. "Joshua, jeg må gå nu."
"Okay." Joshua nikkede og steg ud for at åbne døren for hende.
Hans galante gestus fik Amelia til at føle sig lidt forvirret.
For et øjeblik føltes det som om, det var Ryan, der var så omsorgsfuld over for hende.
Hun rystede hurtigt på hovedet for at slippe af med den pinlige tanke.
"Tak, Joshua." Amelia holdt det høfligt, da hun steg ud.
Ryan sad i sin bil og røg langsomt, røgen drev ud af vinduet.
At se Amelia og Joshua grine og snakke sammen ramte ham hårdt.
Joshua, i sin enkle men stilfulde dragt, så rolig og elegant ud.
Han åbnede bildøren for Amelia og hjalp hende forsigtigt ud.
Ryans cigaret blev straks knust.
For ham lignede de et par, der lige var begyndt at date.
En bølge af vrede skyllede gennem ham.
"Amelia." Ryans øjne var mørke og fyldt med vrede.
Amelia stivnede, usikker på om hun havde hørt Ryan kalde hendes navn.
Fornemmende vreden i hans stemme, vidste hun, at han var ved at eksplodere og skyndte sig at sige til Joshua, "Joshua, tak. Du bør køre nu."
"Okay, farvel." Joshua gik med på det uden mange tanker.
Da bilen kørte væk, følte Amelia sig en smule lettet.
Men hendes hænder, der holdt blomsterne, rystede let.
I virkeligheden betød Ryans følelser mere for hende, end hun havde troet.
Amelia tog en dyb indånding og vendte sig stift om for at banke på døren, som om hun ikke havde set Ryan.
Men sveden i hendes håndflader afslørede hendes nerver.
Ryan betragtede hende på afstand, irriteret over hendes klodsede forsøg på at ignorere ham. Han steg straks ud og gik hen imod hende.
Hørelse hans skridt nærme sig, stivnede Amelia, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre med blomsterne.
Det føltes som deres første akavede møde.
"Ryan, hvad laver du her så sent?" Hendes blide stemme dæmpede Ryans vrede en del.
Men han pegede stadig på blomsterne i hendes arme, hans blik intenst. "Hvem gav dig blomsterne?"
Amelia sænkede øjnene og skjulte sine tanker. 'Ærligt talt, hvad er der at være bange for? Det er ham, der vil skilles. At skjule det virker meningsløst.'
Med denne tanke smilede Amelia blidt, "En ven, hvorfor?"
"Amelia." Denne gang var Ryan virkelig vred.
Han havde ikke forventet, at lige efter han havde foreslået en skilsmisse, ville hun finde en ny date så hurtigt?
Luften mellem dem var tyk af spænding. Den nærhed, de engang havde, var nu erstattet af afstand. Det virkede som om, de aldrig kunne vende tilbage til, hvordan tingene var før.
"Det var dig, der foreslog skilsmisse." Amelia argumenterede selvsikkert.
Hendes ansigt viste ingen sorg.
Men indeni var hun allerede knust.
"Ja, jeg foreslog det. Men skilsmissepapirerne er ikke engang udarbejdet endnu, og du har allerede fundet en ny date?" Ryans vrede ulmede.
"Undskyld, hr. Martin, har du glemt den tre-milliarder-kroners check, du gav mig? Hvordan jeg lever mit liv, rager ikke dig..." Amelia skød tilbage.
Men før hun kunne afslutte, kyssede Ryan hende hårdt.
Han holdt hendes hoved tæt, og knuste blomsterne i processen.
Hans læber var intense, hans varme ånde fik Amelias hjerte til at banke hurtigere, og hendes vejrtrækning blev uregelmæssig.
Amelia gjorde ingen modstand og lod et blødt støn slippe ud.
Efter hvad der føltes som en evighed, trak han sig tilbage og erklærede besidderisk, "Du er min."
Hans øjne blødte endelig op og viste et glimt af glæde.
"Du vil skilles fra mig," mindede Amelia ham køligt om.
Et strejf af smerte krydsede Ryans ansigt. Skulle han lade hende være sammen med Christopher?
Stemningen blev mærkelig.
Amelia kunne ikke finde ud af, hvorfor han var her i aften. Burde han ikke være sammen med Sophia?
Med denne tanke i hovedet trådte hun bevidst et skridt tilbage fra ham.
Blomsterne i hendes hænder var allerede et rod.
Ryan bemærkede, at Amelia trak sig væk, og hans vrede blussede op igen. Da hendes ryg ramte døren, rakte Ryan ud og greb hendes højre håndled.
Han huskede, hvorfor han var her i aften, og sagde, "Mabel savner dig."
"Hvorfor sagde du ikke det tidligere?" Amelia var en smule chokeret.
Ryans bedstemor, Mabel Martin, havde altid behandlet hende godt.
Amelia tænkte ikke på andet, hurtigt placerede blomsterne ved døren og tog Ryans hånd, "Lad os gå hen og se hende."
Ryan kiggede på hånden, hun tilbød, og hans vrede forsvandt helt.
Med Amelia i spidsen kom de hurtigt ind i bilen.
Halvvejs derhen ringede Mabel, "Har du hentet Amelia? Kom straks tilbage."
"Jeg har hende. Vi er hjemme snart," sagde Ryan roligt.
Tilbage på Martin Manor gik Amelia hurtigt ind og så Mabel sidde i sofaen, som om hun havde ventet i evigheder.
Bortset fra hendes klare øjne så hun svag og bleg ud.
"Mabel," kaldte Amelia.
Mabels ansigt lyste op med et smil, da hun så Amelia og begyndte at tale om fortiden. "Ryan er virkelig kedelig. Du tog dig af ham i fem år, da han ikke kunne gå, og nu hvor han er bedre, vil han skilles fra dig. Tror han, jeg ikke eksisterer?"
Mens hun talte, slog hun Ryan med sin stok uden nåde.
Ryan skreg af smerte.
"Hvis jeg ikke havde spurgt tjenestefolkene om din situation, ville jeg ikke have vidst, at du var flyttet ud af Martin Villa," sagde Mabel.
Amelia fnisede. Mabel var stadig lige så partisk over for hende som altid, så hun sagde blidt, "Bedstemor!"
"Sød mund. Jeg elsker bare, når du kalder mig det. Ved første øjekast på dig for fem år siden, vidste jeg, at du var en Gud-velsignet heldig pige, der kunne bringe velstand til vores familie. Så jeg valgte dig uden tøven, og du har virkelig bragt os held." Mabel talte meget i én åndedrag.
Amelias tanker drev tilbage til for fem år siden.
Hun var lige blevet færdig med universitetet, da hun kun var tyve.
Fem år var fløjet forbi. Hun var nu femogtyve.
Amelia kiggede op på Mabel og smilede, "Bedstemor, du er så venlig. Du vil helt sikkert leve et langt og sundt liv."
Ved at høre dette blev Mabel meget glad.
Hendes smil bar et strejf af melankoli, da hun sagde, "Ikke rigtig."
Amelias næse prikkede, og hun sagde blidt, "Hvordan kan det være?"
Mabel klappede forsigtigt Amelias hånd, et skarpt glimt flakkede i hendes øjne, men hendes ansigt forblev svagt. "Jeg ville ønske, jeg kunne se jer to komme godt ud af det og få et barn. Så kan jeg dø uden fortrydelser."