Kapitel to
Kapitel To
Louis
Da jeg trådte ud af Marcus' kontor, gik jeg hen til espressomaskinen. Boston fik det aldrig helt rigtigt, så jeg ville rette det og lade det stå klar til den nye pige. Det ville give mig en chance for at se hende, som havde fanget Marcus' opmærksomhed.
Jeg kunne ikke lade være med at føle mig nervøs over hans ord. At han havde følt en tiltrækning til hende. Hvordan ville det påvirke os? Mine hænder bevægede sig hurtigt, mens jeg gjorde klar og pressede kaffebønnerne ned. Jeg var godt klar over, hvordan andre så på mig.
Skarpe ører efterlod ikke meget plads til hemmeligheder. Når jeg var sammen med Marcus, forsvandt det hele. Med ham vidste jeg, at han ville holde mig sikker. Han ville beskytte andre fra mig, hvis det blev nødvendigt.
Der havde ikke været nogen, jeg virkelig var tiltrukket af, udover ham. Ikke siden Elin. Det var for svært at knytte sig til nogen, man kunne dræbe ved et uheld.
Mit bryst strammede sig, da jeg tænkte på hende; hun havde stolet på, at jeg ville holde hende sikker. At beskytte hende fra Nash, uden at indse, at det var mig, hun skulle beskyttes fra.
Jeg hældte det kogende vand fra elkedlen ned i brønden. Placerede den lille kop under tuden. Den lave summen af vand, der kogte, beroligede mig, mens jeg gik i gang med min opgave og tørrede de spildte kaffebønner væk fra den blanke metaloverflade.
Det gjorde mig ingen gavn at tænke på hende og hvad vi havde gennemgået sammen. Lyden af elevatorens døre, der åbnede sig, trak min opmærksomhed væk fra min opgave, da jeg kiggede over skulderen.
Det var hende, jeg vidste det uden tvivl. Hun fulgte efter Boston, hendes arme fyldt med sagsmapper, mens den bestemte drages hæle klikkede ned ad marmorgangen. Hun talte til hende, men det var svært at fokusere på hendes ord. Hendes ord betød ikke noget, da mine øjne faldt på hende. Mit hjerte slog hurtigere, jo tættere de kom.
Jeg tog Marcus' espresso og lænede mig tilbage mod den rustfri stål kaffebar. Hendes kinder var røde, og hendes øjne var vidt åbne, mens hun forsøgte at tage det hele ind. Mit blik rejste sig fra hendes røde kitten heels, op ad hendes lange, glatte ben, til den enkle sorte tætsiddende nederdel, hun havde på.
Den skjulte ikke hendes krops kurver, kurver jeg undrede mig over, hvordan de ville føles under min hånd, mens hun gispede i mit øre. De korte hæle gravede sig ind i min lænd, jeg vidste, at hvis hun var vores, ville jeg købe alle skoene til hende.
Bare så jeg kunne se hende gå rundt i dem.
"Louis," sagde Boston med et hånligt smil på sine røde læber, mens hun vendte sig væk fra Marcus' nye assistent, "Burde du ikke være i din kælder?"
"Jeg var bare ved at aflevere noget."
"Det er jeg sikker på." Sagde hun og rullede med øjnene, mens hun vendte sig om for at se på kvinden ved siden af hende. "Amelia, dette er dit skrivebord. Jeg skal vise dig, hvordan Marcus kan lide sin kaffe."
"Giv ham denne." Jeg smilede og skubbede mig fremad. Min gang var en afslappet spadseretur. Hendes øjne studerede mig, og jeg kunne forstå, hvad Marcus mente.
Det føltes som om, jeg var en møl, der blev tiltrukket af flammen.
Jeg rakte hende den lille kop og smilede, "Hej, lille en."
Hendes fingerspidser strejfede mine, og jeg indåndede hendes duft, blandet med duften af espressoen, den var frisk og sød.
"Tak, Louis." Sagde hun, og jeg smilede ved måden, hun sagde mit navn på. Vidende at jeg ville høre det igen.
"Det vil give dig nogle bonuspoint hos ham." Jeg grinede med et blink. Hun kiggede på den mørke drik, hendes kinder blev varme med prikkerne af en rødmen.
"Jeg tror, jeg får brug for dem."
"Det tror jeg ikke." Sagde jeg og bed mig i læben, da hendes øjne skød op til mine. Rødmen spredte sig til kraven på hendes skjorte. Mine øjne gled lavere, og jeg følte mine egne kinder blive varme, jeg ville vide, hvor langt ned den rødmen gik.
"Louis." Boston kaldte. Med et suk gik jeg forbi Amelia. Jeg havde nu et navn at sætte på hendes ansigt. Et ansigt, jeg ikke troede, jeg ville glemme foreløbig. Hendes træk var delikate, som en porcelænsdukke. En blød spredning af fregner drysset over hendes opadvendte næse.
Jeg undrede mig over, hvor ellers hun havde fregner, hvordan hendes hud smagte, mens jeg gik hen til trappeopgangen. En idé formede sig allerede i mit sind, mens jeg trak min mobiltelefon frem for at sende Marcus en besked.
Jeg ville gøre, som han bad om, jeg ville lære hende at kende. Måske ville hun være en, der kunne være vores. At vi kunne tilhøre, på lang sigt. Ikke kun for en aften eller en weekend.
Men for resten af vores lange liv.
Mens jeg gik ned ad trapperne, skrev jeg en besked til Marcus, før jeg knappede min jakkesætsjakke op og lagde telefonen i brystlommen.
Jeg havde brug for gåturen for at prøve at få Amelia ud af mit hoved. Det ville allerede være svært nok at koncentrere sig. Jo tættere jeg kom på kælderen, desto mere rolig følte jeg mig.
De andre fra vores flok kunne ikke lide at komme herned. Det var for mørkt, for stille.
Mørket og stilheden passede mig fint. Det lod mig slappe af.
Jeg var sikker her, og det var de også.