Read with BonusRead with Bonus

Et hundrede og fireogtyve

POV Amelia

Den kolde bjergluft bed i mine kinder, mens jeg fulgte Marcelo gennem den tætte underskov. Skoven var mere stille end normalt, som om verden selv holdt vejret. Morgensolen sivede gennem træerne og kastede lange skygger, der dansede over den ujævne jord. Vores destination var tæt på, men ...