Kapitel 11: Fortalte dig, at du ville fortryde det.
Serene lagde sin telefon ved siden af sig og følte sig lidt mærkelig til mode. Samtalen var ikke forventet. Men på den anden side, det lille møde på badeværelset var heller ikke forventet. Tanken blev hos ham et stykke tid, hans mave knugede sig sammen, og han følte sig træt. Ikke af væmmelse, men på grund af adrenalinen, der flød gennem hans system. Det kom ud af det blå. Nicolas, der nærmede sig med begær i øjnene. Seven følte sig anspændt; forskrækket, men samtidig ønskede han mere. Han ønskede, at Nicolas skulle tage endnu et skridt. Komme tættere på.
Seven gabte og stirrede op i loftet på sit soveværelse. Nu accepterede han, at hans krop lavede alle mulige spring og kolbøtter af pinlighed. Hans øjne blev tunge, lukkede sig stille, og han faldt i søvn.
...
Tiden gik, og han vågnede ved lyden af sin telefon, der ringede. Seven brummede, åbnede det ene øje og så, at Anderson ringede. Begge hans øjne åbnede sig, og han kiggede på klokken på den lysende skærm og så, at den kun var 9. Han satte sig op, greb den vibrerende telefon, der irriterede ham, og svarede opkaldet, "Hallo?" mumlede han træt.
"Vækkede jeg dig?" spurgte direktøren.
"Hr. Anderson, hvad er problemet?" Han gned sin pande, der dunkede af smerte, og trak benene op til brystet.
"Jeg kommer til dit hus i morgen klokken 6."
Serenes øjne blev store, og trætheden blev erstattet af bekymring, "Hvorfor?"
"Jeg afleverer et tilbehør, som min far vil have, du skal prøve."
"Det er latterligt!" fnøs Serene.
"Enig, men siden du fik WebBaze til at komme til festen, vil han give dig et slips som en gave. Jeg forventer, at du accepterer det og-"
"Ja, nej..." der blev stille i et par sekunder, mens Serene forsøgte at vågne helt op, "Undskyld, jeg mente at sige ja. Jeg accepterer det. Intet problem."
Nicolas rømmede sig, "Undskyld for at ringe så sent. Jeg antog, at du ville være vågen. Du virkede som en natteravn."
Serene lagde sig ned igen og stirrede op i loftet, uden at se meget, da det eneste lys i rummet kom fra telefonens skærm, "Det er forståeligt, hr. Anderson. Tak for at give mig besked i god tid."
Assistenten sukkede og ventede på, at Nicolas skulle svare.
Nicolas' vejrtrækning var blød og lav, og Serene hørte det klart fra telefonens højttaler, hvilket mindede ham om den gang, Nicolas' læber rørte hans hals.
"Assistent Ochoa?"
"Ja, hr.?"
"Jeg undskylder for beskederne."
Serenes ansigt blev rødt, mens han irriteret mumlede, "Hr., jeg sagde jo, at du ville fortryde det."
"Det gør jeg ikke. Det er mere måden, jeg fik dig til at føle. Det virker som om, jeg har gjort dig utilpas på den korte tid, jeg har været omkring dig."
"N-nej, hr.! Det er ikke problemet. Jeg forstår, at du forsøgte at lære mig at kende, men jeg var uhøflig med de ting, jeg sagde. Jeg forventer ikke at blive din ven, hr. Men hvis du ikke har noget imod det, så er der ingen problemer med at tage ud og få et par drinks."
"Jeg har allerede Marcel til det."
Serenes skuldre slappede af, "Forstået." Seven rynkede panden, og han vidste ikke hvorfor. Han vidste ikke, hvilket svar han forventede, men det, Nicolas sagde, lød som en fuldstændig afvisning.
"Jeg ved ikke, hvor længe du er villig til at være min assistent, men du er en velkvalificeret person. Du har alle de egenskaber, jeg har ledt efter i en medarbejder. Jeg vil ikke gøre noget for at skræmme dig væk."
"Nej, hr. Det er virkelig ikke noget problem. Jeg er bare ikke nået til det punkt, hvor jeg ser dig som en ven."
"Jeg forstår," gabte Nicolas, "vi ses i morgen så, Ochoa?"
"Ja, hr."
Der blev stille et øjeblik. Hans vejrtrækning var mere tydelig nu, men den blev afbrudt af en hård synkelyd, "Godnat så."
"Godnat, hr."