Kapitel 6 Uventet hændelse
Adeline ignorerede fuldstændig Martinez-familien. Efter at have afleveret sin artikel, hoppede hun på en delebike og begyndte at lede efter en parkeringsplads.
Dagen var sindssyg—masser af mennesker dukkede op på grund af familiens store navn. Indgangen til Caesar Hotel var proppet med luksusbiler. Sikkerhedsvagterne var på vagt og sørgede for ikke at fornærme nogen vigtige personer, så de var travlt optaget af at arrangere parkering til alle de dyre biler.
Midt i alle disse prangende biler stod en blå delebike og skilte sig ud som en øm tommelfinger.
Adeline steg elegant af cyklen og gik hen mod hotellets flotte døre. Ud af det blå trådte en sikkerhedsvagt i vejen for hende. Helt formel sagde han, "Undskyld, hotellet har særlige planer i dag. Ingen gæster tilladt. Kom tilbage en anden gang."
Adelines øjne var rolige men intense, da hun kiggede forbi vagten. Hendes stemme var afslappet men havde en uomtvistelig autoritet. "Jeg er ikke her for en fest; jeg er her for at redde et liv."
Vagten lo som om han lige havde hørt den sjoveste joke nogensinde. "Redde et liv? Du kom på en delebike og tør sige, at du er her for at redde et liv? Er du seriøs?"
Adeline smilede bare, helt cool og rolig, og trak sin telefon frem. Skærmen lyste op og viste en tydelig aftalebesked. "Fortæl dem, at mirakellægen de har inviteret, er her."
"Mirakellægen?" Vagten hånede, klar til at fortsætte med at gøre nar af hende, men så rullede en luksusbil ind. Hans attitude ændrede sig øjeblikkeligt, og han blev utålmodig over for Adeline. "Okay, flyt dig; blokér ikke vejen for de vigtige gæster!"
Da bildøren åbnede, skyndte vagten sig over med et stort, falsk smil, "Velkommen, frøken Cooper, frøken Martinez. Jeg finder straks en parkeringsplads til jer." Folkene i bilen gav ham bare et blik uden at sige et ord, men vagten opførte sig som om han lige var blevet velsignet af kongelige.
På bagsædet af luksusbilen fangede Stellas øjne et glimt af Adeline, der var ved at gå. Nysgerrighed lyste i hendes øjne, men hun spillede hurtigt cool.
"Stella, hvad kigger du på?" Sara, der sad ved siden af hende, fulgte hendes blik.
"Oh, Adeline. Det ser ud som om hun er for flov og er ved at smutte. Henry og Angelas idé om at hjælpe deres kusine fra landet er sød, men bedømt ud fra Adelines handlinger, er hun ikke det værd. Bekymr dig ikke om hende," sagde Sara med et hånligt smil.
I mellemtiden tænkte Adeline, mens hun stod overfor vagtens afvisning, at selvom det er en læges job at redde liv, er det nogle gange bare ikke meningen. Ingen grund til at tvinge det.
Så hun blev ikke hængende og vendte sig for at gå, helt ubekymret.
Hun trak sin telefon frem, fingrene klar til at sende en besked om at aflyse aftalen, da et skrig skar gennem luften. En lille dreng faldt pludselig om på gaden. Folk gik i panik, og der opstod en summen i mængden.
Adeline kiggede over og så en dreng, måske tre eller fire år gammel. Uden at tøve parkerede hun cyklen og gik hen til ham. Hun satte sig på hug og tjekkede drengens hals og arm.
Netop da greb en ældre kvinde fat i James Rodriguez i nærheden. "Du må være en af de berømte læger, der er her til konsultation, ikke? Hjælp venligst denne lille dreng."
James var irriteret. Han havde travlt med at deltage i konsultationen for Livingston-familiens arving, ikke for at tage sig af en tilfældig dreng. Desuden var drengens familie ikke i nærheden, så hvordan kunne han beslutte at behandle ham?
Adeline ignorerede kaosset omkring sig og fokuserede på drengen. Hun sagde køligt og professionelt, "Alle sammen, træd tilbage. Lad luften cirkulere; drengen har brug for ventilation og nedkøling."
James kiggede på den rolige og samlede Adeline og huskede så den rygtespundne mirakellæge, der skulle dukke op i dag. Kunne det være hende?