Kapitel 1
⚠️ Advarsel om følsomt indhold ⚠️
Aurora
11 år
"Men far, jeg vil ikke tage til Gravin-huset." Min ældre søster, Kara, piver. Jeg nikkede tavst bag hende, men hun havde fået mig til at sværge, at jeg ikke ville sige hvorfor. Jeg er kun elleve, og hun er tolv, men hun havde fortalt mig sin hemmelighed. Mit hjerte gør ondt over det, vi skjuler for vores far. Men hr. Wolfe er fars bedste ven og Karas værste mareridt. Kara sagde, at vi ikke kunne sige noget.
Kara sad foran i en alt for stor hættetrøje, der skjulte den store bule, som kun jeg og vores husholderske, Lena, kendte til. Det skræmmer mig, at Kara ikke vil sige noget til far. Hun bliver så stor. Og ud fra hvad jeg har læst, vil hun snart få babyen. Jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at hjælpe med at føde babyen selv i dette tempo. Jeg ved, hun er bange, fordi han gjorde hende ondt, men far skal vide det. For hendes og babyens skyld. Hun nægter at gå til en rigtig læge, så der er ingen pleje udover husholdersken, der opfordrer hende til at tage specielle vitaminer.
Far er meget væk, så han hører aldrig hendes skrig om natten fra de mareridt, hun har åbnet sig for mig om. Jeg tror aldrig, jeg kunne lade en fyr komme tæt på mig efter alt det, hun har fortalt mig, han gjorde mod hende.
"Skat, vi er næsten der. Der sker ikke noget. Du og Aurora vil lege med drengene, og så tager vi hjem i tide til vores filmaften. Jeg lover det." Far siger grinende og river mig ud af mine tanker.
"Drengene er onde mod mig." Siger jeg fra bagsædet.
"Drengene er ikke onde." Svarer far grinende.
"Jo, de er, far. De gør grin med mig og vil ikke lege med mig. De kan kun lide Kara." Siger jeg og overdriver den mindre irritation, jeg faktisk følte. Jeg er ærlig talt ligeglad med, om de tre Wolfe-drenge aldrig lægger mærke til mig. Det betyder, at jeg kan bruge mere tid på at læse Harry Potter eller Dødens Instrumenter. Ting, der er værdige til min tid. Drenge er ikke værdige. Især ikke hvis de gør ting som hr. Wolfe gjorde mod Kara. Nej. Bare nej. Jeg gyser ved tanken. Ingen vil nogensinde få lov til at gøre mod mig, hvad der blev gjort mod Kara. Jeg er begyndt at bære en lommekniv, jeg fandt på fars kontor, for at sikre, at ingen ville fange mig uforberedt. Jeg ved, det ikke var hendes skyld, at han angreb hende, men det stopper mig ikke fra at ville undgå at blive et offer som hende. Hun bad ikke om, at en mand skulle gøre hende ondt og fortjener ikke at blive bebrejdet, men denne verden er fucked up og bebrejder altid kvinderne i stedet for fyrene.
"Far, tror du, vi kan få is bagefter?" Spurgte Kara fra forsædet.
Vores far smilede og nikkede, mens han kørte bilen op ad bjergvejen til Gravin-huset. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det blev kaldt Gravin, når de mennesker, der boede der, var Wolfe's, men far sagde, at det var lige meget. Og at jeg skulle holde næsen ude af det. Han siger også, at jeg er for klog for mit eget bedste. Jeg tager det dog ikke som en dårlig ting. Jeg er elleve og allerede i samme klasse som min søster. Lærerne vil rykke mig op igen, men far sagde nej. Hvilket er latterligt, fordi jeg keder mig i de klasser, jeg er i nu. Intet fanger min interesse, og mine tanker er altid på de universitetsbøger, jeg har læst derhjemme, som jeg har lånt på biblioteket.
Far trækker op foran det store hus, parkerer bilen og vinkede til de tre drenge, der leger på marken, og siger til os, at vi skal gå ud og lege, mens han går ind. Jeg ignorerer anmodningen og drengene, mens Kara bevæger sig over til dem. Jeg sætter mig på verandaen og trækker min nyeste bog frem og fortaber mig i siderne. Jeg ved, at ingen bemærker mig, når jeg krøller mig sammen i hjørnet af verandaen, det gør de aldrig. At være usynlig er blevet nyttigt, når jeg er så meget mindre end alle andre.
Jeg hørte far skændes indenfor. Noget om at indvie drengene, de er for unge eller noget. At gøre det nu ville skade Gravin. Det giver ingen mening. Jeg lukker min bog og ser en anden mand, jeg ikke genkender, tale med far. Jeg vender mig væk og trækker min bog frem igen. Jeg hører hr. Wolfe komme udenfor, og jeg ser stille fra mit hjørne, uset. Min bog lå åben på mit skød.
"Drengene, kom her." Han siger højt nok til, at de kan høre det. Jeg ser, mens Kara går hen til drengenes gyngestativ. Jeg ved, hvorfor hun ikke vil komme tæt på ham nu. Han ødelagde hende. Min yndlingsperson ændrede sig for syv måneder siden på grund af dette monster. Ingen lægger mærke til mig, der sidder der. Det er som om, jeg er usynlig. Præcis som jeg kan lide det.
De tre går hen til deres far og fokuserer på ham. De er ikke rigtige blodsbrødre, men fra hvad far sagde, adopterede hr. Wolfe dem som babyer. Bortset fra Knight. Knight er hr. Wolfe's biologiske søn. Knight har de klareste blå øjne, jeg nogensinde har set, og som trettenårig var han høj og ranglet med snavset blondt hår, der hang i øjnene. Lucian stod ved siden af ham; han havde disse hasselbrune øjne, der studerede alt omkring ham, pjusket brunt hår, der trængte til en klipning, han var mere solbrændt og muskuløs, han var ikke lav, men heller ikke høj som Knight. Så var der Nash. Han var ærligt talt den sødeste af dem alle for mig. Lysegrønne øjne og rødt hår, der var klippet tæt på hovedet, fordi han hader den naturlige krøl, som han fortalte Kara. Han var lige så høj som Knight, men var venligere. Nogle dage.
"Vi har din opgave." Hørte jeg hr. Wolfe sige, og jeg fokuserede på ham. Jeg hadede ham. Selv før jeg vidste, hvad han gjorde ved Kara, gjorde han mig utilpas, men nu hvor jeg vidste det. Jeg ville dræbe ham. Jeg holdt vejret og tog min telefon frem fra lommen, som far lige havde købt til mig i morges. Jeg trykkede på kameraknappen og satte video til og begyndte diskret at optage.
"Hvad skal vi gøre?" spurgte Knight, med armene over sit tynde bryst.
"Tag hr. Andersons bil til garagen. Klip bremselinjen. Sæt den så tilbage på pladsen."
Lucian talte op, "Jeg kan gøre det uden at flytte den."
Hr. Wolfe smilede, mens Nash spurgte, "Vil du have dem til at blive et stykke tid? Vil ikke have dem til at tage af sted?"
"Selvfølgelig søn, du ved, jeg aldrig ville skade ham eller Kara."
De huskede ikke eller indså, at jeg var der. Jeg ville løbe hen til far og fortælle ham det, men sidste gang Kara og jeg løb ind, havde hr. Wolfe grebet Kara og skadet hende igen.
"Sørg for at klippe bremselinjerne nu. Jeg ringer til hr. Anderson ned. Bring Kara ind snart. Så du, om han havde den anden med sig?"
"Nej sir," svarer Nash, "vi spørger Kara og leder efter hende."
"Gør det." Hr. Anderson går væk, mens Knight vender sig mod sine brødre.
"Jeg kan ikke lide det her." Siger han til dem.
"Han sagde, han vil beholde dem her." Siger Nash, og jeg prøver ikke at fnise, han lyder så naiv selv i mine ører.
Hr. Wolfe prøvede at skade os, og jeg havde bevis.