Kapitel 5 Bare en million?
"Du steg ud af en Bentley?" Mary kiggede på William med ren forbløffelse.
William var målløs, men George trådte frem for at forklare,
"Det er sådan her. Jeg kendte ikke vejen, så jeg bad William om at guide mig, og jeg gav ham et lift på vejen."
Mary åndede lettet op. Det tænkte hun nok, hvordan kunne William, den fattige fyr, muligvis have råd til at køre en Bentley.
George gik.
Mary kiggede koldt på William og sagde, "Glem ikke, det er min fars fødselsdag i weekenden. Han holder en middag på Alinea Restaurant. Du burde købe en gave."
"Jeg har ikke sagt ja til at komme endnu," svarede William.
Mary blev meget vred. Hun havde endelig overtalt sin far og sagt, at denne gang ville William komme og undskylde, så hendes far ikke skulle være for hård mod ham.
Men denne William, med sådan en attitude?
Glem det, lad ham være.
Hvordan kunne hun have været så blind at være faldet for denne mand?
"Det er mig ligegyldigt!" Marys temperament blussede op, og med et sving i taljen og en flik med hofterne gik hun.
William så efter Marys forsvindende skikkelse. Hun havde faktisk skiftet tøj.
Hun så ud til også at have sprøjtet parfume på og lagt makeup.
William var forvirret og så hende gå ind i en bygning og undrede sig over, hvad der foregik.
Skulle Mary ikke være tilbage på kontoret? Hvorfor var hun her?
Dette sted var Hilton Hotel!
Kunne det være, at Mary så en anden mand bag hans ryg?
Ved denne tanke følte William en bølge af vrede og besluttede at følge efter og se selv!
Mary var på Hilton Hotel for forretninger.
Hun ville ikke komme, men den anden part insisterede på at diskutere aftalen på hotellet, så hun havde intet valg.
Dette var en ordre værd en million!
Hun kunne ikke tillade sig nogen fejl!
I det øjeblik ringede Marys telefon. "Hej, Mr. Lopez, jeg er her, hvor er du?"
"Jeg venter på dig i restauranten på sjette etage." En glat mandlig stemme i telefonen.
"Okay, Mr. Lopez, jeg kommer op med det samme," svarede Mary med et travlt smil.
Efter at have lagt på, sukkede Mary og så tøvende på elevatoren, men besluttede sig til sidst for at gå op.
I det øjeblik, elevatorens døre lukkede, dukkede William op i lobbyen og så på afstand Mary stige på elevatoren.
Han løb hen mod den i store skridt, kun for at blive afbrudt af en kold, hånende stemme.
"Er det ikke min svoger, budet? Leverer du nu til Hilton?"
William vendte hovedet og så et stilfuldt par klynge sig sammen, pigen med armene over kors og et hånende udtryk i ansigtet, lænet op ad en høj og flot fyr.
"Nancy?" William rynkede panden let, uden at glemme at kigge på etagen, elevatoren stoppede på, den sjette etage.
Pigen gik hen, hendes udtryk hånende, mens hun lo. "Sikke et tilfælde at støde på dig her. Det lader til, at din forretning er ret omfattende."
Pigens navn var Nancy Smith, Marys kusine.
Hun var kun førsteårsstuderende på universitetet, men havde allerede udviklet sig til en yndefuld figur med en særlig veludviklet barm, som var meget stor.
"Nancy, hvem er denne fyr?" spurgte den flotte fyr ved siden af Nancy.
Nancy fnøs straks, "Min svoger. Fortalte jeg dig ikke om ham sidste gang? Han fejlede i sin forretning og begyndte så at levere mad. Han lånte endda et par tusinde af mig og har ikke betalt mig tilbage endnu."
Nancy havde altid set ned på sin svoger og tænkte, at han var en taber.
"Han er svogeren, du talte om? Wow, han er sådan en taber," lo fyren, hans øjne fyldt med hån.
William blev lidt vred. Uanset hvad, var han Nancys svoger. Nancy ydmygede ham faktisk foran en fremmed, hvilket var for uhøfligt!
"Jeg betaler dig dine penge tilbage. Jeg har noget at gøre nu, så jeg vil ikke holde dig med selskab." William formåede at smile.
Trods alt, som Marys svoger, måtte han stadig vise en vis tolerance.
"Betale mig tilbage? Jeg forventer ikke, at du kan betale mig tilbage. Med din løn som bud, er det nok til at behandle Sarahs sygdom?" hånede Nancy.
Hendes svoger var bare et spild!
Og den lille usling, hun burde aldrig være født!
Faktisk så Nancy ned på William, så naturligvis så hun også ned på Williams datter.
Ved at høre dette, blev Williams udtryk gradvist koldt.
"Nancy, jeg er trods alt din svoger. Er det ikke lidt respektløst at tale til mig på denne måde?"
"Hvad?" sneerede Nancy. "Jeg har aldrig anerkendt dig som min svoger. Du er bare en, der har klatret op til min kusine og giftet dig ind i Smith-familien."
Så skamløst!
Og at presse hende med sin status, han burde se på, hvad han var!
"Så han er en svigersøn med lav status?" udbrød Nancys kæreste hånligt.
For en mand at ende sådan her, det var virkelig ynkeligt.
Nancy viftede med hånden afvisende og trak sin kæreste væk. "Lad os gå, skat. At stå med denne slags person, jeg føler, at luften er fyldt med lugten af fattigdom."
Williams blik blev iskoldt. Hans næver knyttede sig, mens han så Nancy svinge sine hofter og trække sin kæreste væk.
Han tog en dyb indånding og beroligede sine følelser. Han ville ikke bekymre sig om hendes uhøflige attitude.
Han vendte sig om og løb straks hen til elevatoren.
På sjette etage.
William tog en stor omvej, før han endelig så Marys silhuet gennem glasvæggen i en vestlig restaurant.
Hvad der gjorde ham mest rasende, var, at han straks så Mary sidde overfor en fed, skaldet mand, der liderligt rakte ud for at røre ved Marys hånd.
William var rasende!
Han tog straks sin telefon frem og ringede til Mary.
Inde i restauranten havde Mary flere gange høfligt afvist Mr. Lopez's tilnærmelser, men manden gav ikke op og forsøgte flere gange at røre hendes hånd.
Det var i dette øjeblik, at hendes telefon pludselig ringede, hvilket gav hende et øjebliks pusterum.
"Undskyld, Mr. Lopez, jeg er nødt til at tage denne opkald."
Med det rejste Mary sig og gik udenfor restauranten.
Mr. Lopez skævede sine små øjne og betragtede intenst Marys ryg.
"Hallo, William, hvad er der?" Mary stod udenfor restauranten.
"Jeg er lige overfor dig."
Mary kiggede hurtigt op og så William stirre koldt på hende fra den modsatte side.
Hun rynkede panden let, forvirret over, hvorfor han var her.
"Følger du efter mig?" Mary nærmede sig, hendes ansigt dækket af frost, og sagde koldt.
Hun havde lige stødt på William nedenunder, og nu dukkede han op ved døren.
Hvis det ikke var at følge efter, hvad var det så?
Godt gået, William, nu synker du til så ulækre handlinger som at stalke?
William lo to gange og sagde, "Jeg har ikke tid til at følge efter dig, jeg kom bare forbi."
Samtidig kiggede han på den fede mand inde i restauranten og spurgte, "Hvem er han? Er han vigtigere end Sarah?"
Ikke gået til hospitalet men løbet ud for at møde en fed mand.
Mary, du var virkelig noget.
Mary kunne ikke lide Williams afhørende tone, men hun forklarede alligevel, "Forretningspartner, og vi diskuterer forretning."
"Diskuterer forretning? Jeg ser ham blive lidt for taktil med dig. Er det en forretningsforhandling eller en flirt?" William spurgte.
Marys ansigt mørknede, og hun svarede med afsky, "William, hvad mener du? Tvivler du på mig? Jeg knokler hver dag, er det ikke alt sammen for at tjene penge til Sarahs behandling? Og du leverer mad hver dag. Har du nogen fremtid? Gik du og undskyldte til mine forældre? Du er bare en kujon!"
Med det blev Marys følelser tydeligt oprørte, tårer svævede i hendes øjne, da hun vendte hovedet og snøftede. "Glem det, det er nytteløst at tale med dig, jeg går ikke tilbage i aften."
"Hvad hvis jeg kunne hjælpe dig?" William sagde.
Da han så Mary sådan, gættede William, at forretningsaftalen ikke gik godt, sandsynligvis fordi den anden part truede hende.
Samtidig følte han sig skyldig, idet han indså, at hans attitude faktisk havde været forkert.
"Hvad kan du hjælpe mig med? Kan du bringe mig en ordre på en million?" Mary lo koldt.
Hun havde aldrig forventet, at William kunne hjælpe hende med noget som helst.
"Det er bare en ordre på en million. Det kan jeg." William svarede. Han manglede ikke penge nu. Med bare et ord fra ham kunne han købe Marys firma, for ikke at nævne en million-dollar ordre. Det var en smal sag.
"William, det er nok. Jeg har ikke brug for, at du blander dig i mine anliggender," sagde Mary koldt, og vendte sig derefter og gik ind i restauranten igen.
‘Har ikke brug for min hjælp? Trods alt, du er min kone.’ tænkte han.
William så Marys tilbagetrækkende figur, gav et bittert smil og tog derefter sin telefon frem.