KAPITEL 2
ZION
Hævn. Det opsluger mig fuldstændigt. Det er den drivkraft, der styrer mit liv. Mit had til Winter er blevet en besættelse, en altopslugende ild, der har brændt i mig i årevis. I dag har det nået et nyt højdepunkt.
At se hende igen, efter alle disse år med at undgå hende, er som en berusende rus. Jeg troede ikke på min stedfar, da han sagde, at hun ville komme her. En del af mig håbede, det var en løgn, men en mørkere del af mig ønskede, det var sandt. Tanken om at have hende tæt på, endelig inden for rækkevidde, er næsten for spændende at bære.
I årevis undgik jeg hende, undgik enhver kontakt og holdt mig på afstand. Men nu er hun her, i mit hjem, og alle undertrykte følelser bryder frem til overfladen.
Mine fingre knytter sig til næver ved tanken om at være tæt på hende. At se hende kigge rundt med den forvirrede rynke i panden—hun er betagende, mere end jeg huskede. Mine hænder længes efter at røre ved hende, at mærke hende, at føle hendes hud mod min. Jeg vil indånde hendes duft og lade den overvælde mig. Men jeg kan ikke lade mig påvirke af hendes skønhed.
Jeg minder mig selv om, at hendes tiltrækning blot er en facade, en maske, der skjuler den grimme sandhed nedenunder. Winter er ikke andet end en løgner, en bedrager blandt den overfladiske skare. Jeg har ikke råd til at miste fokus.
Mens jeg ser Winter nærme sig, strammer en kold, ubehagelig følelse sig i mit bryst. Hun bevæger sig med den yndefulde, ubesværede charme, et smil, der spiller på hendes læber og virker næsten trist. Hendes øjne møder mine, og hun siger,
"Jeg er ked af det, Zion. Det er så længe siden, jeg har set dig, og jeg krammede dig uden at tænke. Jeg har savnet dig."
I et øjeblik forsvinder alt omkring os. Hendes stemme, selvom den er blødgjort af år og afstand, skærer igennem tågen af min vrede. Jeg kan se indsatsen bag hendes smil, håbet om en form for varme eller anerkendelse.
Men jeg giver hende ikke tilfredsstillelsen. Jeg stirrer på hende, mit ansigt udtryksløst, mens jeg løfter min øl til læberne. Den bitre smag gør intet for at dulme den vrede, der ulmer indeni mig. Winters tilstedeværelse er en påmindelse om den fortid, jeg har forsøgt at begrave, og jeg er ikke klar til at håndtere noget af det, især ikke med hende.
Jeg tager en slurk mere, undgår hendes blik og lader stilheden strække sig mellem os. Hendes smil vakler en smule, og jeg kan se smerten i hendes øjne, mens hun venter på et svar, der aldrig kommer. Vægten af vores fælles historie hænger tungt i luften, men jeg har ikke tænkt mig at lade det bryde min hårde facade.
"Er du sur på mig af en eller anden grund?" spørger Winter, hendes stemme farvet af en blanding af bekymring og usikkerhed.
"Nej," snerrer jeg, selvom min tone afslører den ulmende vrede, jeg føler. Det er tydeligt som dagen, at jeg ikke er begejstret for at se hende, men jeg nægter at give hende tilfredsstillelsen af at vide, hvor dybt mit nag stikker.
"Er du sikker?" presser hun, mens hun tucker en løs hårtot bag øret og forsøger at bevare sin ro.
Jeg brummer som svar, ude af stand til at samle energien til en rigtig samtale. Hun er ikke det værd.
"Jeg kom lige for en time siden og har ikke haft en chance for at pakke ud endnu. Ikke at jeg har meget at pakke ud—jeg er ikke ligefrem en fashionista, så jeg kan godt lide at holde det simpelt," griner hun nervøst, hendes smil vaklende, mens hun ser på mig.
"Jeg må nok hellere komme i gang med det."
Winter tvinger et smil frem, forsøger at bygge bro over kløften mellem os med et blik af forsigtig håb. Hendes øjne flimrer med en akavet blanding af tristhed og ubehag, men jeg forbliver ligeglad.
Winters blik falder, og hun piller ved kanten af sin tallerken, tydeligt utilpas med den kolde modtagelse. Stilheden strækker sig, tung og håndgribelig. Hun prøver at møde mine øjne igen, søger efter et tegn på anerkendelse eller varme, men finder kun en mur af ligegyldighed.
"Ja, jeg, øhm, gætter på, at vi ses..."
Hun kaster et blik på mig, men jeg giver ingen respons.
Med et opgivende suk tager hun sin tallerken, bestikkets klirren ringer højere, end det burde. Hendes skuldre synker en smule, mens hun vender sig om og går væk, hendes skridt tøvende og langsomme. Vægten af vores uudtalte spænding hænger tungt mellem os, og jeg kan mærke hendes ubehag i luften.
Clark træder op ved siden af mig, observerer hendes forsvindende skikkelse, men jeg forbliver fokuseret på min øl, vreden ulmende under overfladen, mens jeg ser Winter forsvinde i mængden.
"Er det hende?" spørger han, nikker mod Winter med et nysgerrigt blik.
"Ja, det er hende," siger jeg, stadig med vreden kogende under overfladen.
"Hun er smuk, på en Snehvide-agtig måde," kommenterer Clark. Han tager ikke fejl—bortset fra det gyldne hår har hun den samme blege hud og røde læber, der passer til Snehvide-beskrivelsen. Og jeg formoder, det gør mig til jægeren. Men i modsætning til eventyret vil min historie med hende ikke have en lykkelig slutning. Denne jæger er her for at jage hende ned, og hun er meget min bytte.