Read with BonusRead with Bonus

KAPITEL 147

ZION

Min knytnæve rammer sandsækken igen og igen, indtil mine knoer sprækker op og blodet smører det slidte læder. Jeg burde stoppe. Jeg burde binde mine hænder ind og rense såret, før det bliver værre—men jeg er ligeglad.

Ikke når det eneste, jeg bekymrer mig om, ikke er her.

Ikke når tanken...