Kapitel 8
Faiths synsvinkel
"Fru, Mr. Campbell er virkelig interesseret i vores nye projekt og planlægger at tage os med. Vil du have, at jeg booker en aftale med ham?" spurgte min PA, mens jeg underskrev nogle filer. "Ja, og sørg for, at det er efter kl. 14, da jeg er virkelig travl før det," sagde jeg med en rolig tone. "Selvfølgelig, fru. Er der ellers noget, du vil have, at jeg skal gøre?" spurgte hun blidt. Jeg lukkede min fil og kiggede på hende, "Nej... du kan gå for i dag... Tak, Lily," sagde jeg uden nogen udtryk. Hun nikkede og forlod rummet.
Jeg fortsatte med at læse nogle vigtige filer, indtil jeg hørte en banken på døren. "Kom ind," hævede jeg stemmen. Jeg hørte døren åbne og fodtrin, der gik hen imod mig. Jeg kiggede op og sukkede, da jeg så figuren foran mig. 'Hvorfor fanden skal han altid dukke op og ødelægge mit humør?'
Jeg ignorerede hans tilstedeværelse og gik tilbage til mine filer. Jeg hørte stolen foran mig skrabe, da figuren satte sig ned. Jeg kunne mærke hans blik brænde ind i mit ansigt, hvilket gjorde mig frustreret og irriteret. Jeg skar tænder og stirrede på idioten foran mig. "Hvad fanden er dit problem?... Har du ikke andet at lave end at plage mig?" spurgte jeg med en irriteret stemme. Han smilede bare til mig og lænede sig tættere på bordet. "Endelig bemærkede du mig," hviskede han og fik mig til at rulle med øjnene.
"Hvad laver du her?" spurgte jeg ham med en kold tone. "Jeg savner dig," sagde han uden tøven. Jeg gav ham et tomt blik, og vi stirrede på hinanden i et par sekunder, før jeg brød det. "Jeg er travl, så stop venligst med at forstyrre mig, Mr. Williams." "Atlas," sagde han. "Kald mig Atlas... Jeg hader det, når du bliver formel med mig. Det er år siden, jeg har hørt mit navn komme ud af din mund. Jeg hader det, når du kalder mig Mr. Williams," sagde han med smerte. Jeg fnøs, "Nå... det er dit efternavn... hvad vil du ellers have, at jeg skal kalde dig?... hvad med Mr. Idiot, eller Mr. Nar... eller Mr. Utro? hva'?" hvæsede jeg og fik ham til at se væk i beklagelse og skyld. "P... please Fai jeg-", "det er frøken Abdella for dig," sagde jeg. "Fait-", "jeg sagde, det er frøken Abdella for dig, Mr. Williams... Jeg har ingen relation til dig overhovedet, og da vi arbejder, råder jeg dig til at kalde mig frøken Abdella," beordrede jeg koldt. "Fai-Miss Abdella... please gør ikke dette mod mig... mod os," hviskede han med tristhed.
Jeg lo uden humor og hævede et øjenbryn, "os?... please kom ud af din drømmeverden og se virkeligheden i øjnene... der er intet os, Mr. Williams," sagde jeg roligt. "Nej... der er et 'os'... der har altid været, og jeg vil bevise det for dig." Jeg stirrede på ham i et par sekunder... stilheden omkring os gjorde mig endnu mere irriteret. Jeg rejste mig og gik hen mod døren. "Hvor skal du hen?" spurgte han mig med en ukendt tone. "Væk fra dig," spyttede jeg og fortsatte med at gå, indtil jeg mærkede en hånd gribe fat i mig og trække mig mod en hård brystkasse, som i øvrigt føltes som en stenhård mur. "Hvad fanden... slip mig," snerrede jeg i vrede. Atlas viklede sin arm omkring min talje og trak mig tættere på ham, hvilket fik mig til at sprælle. Jeg skubbede ham så hårdt, jeg kunne, men han gav ikke slip. "Du overskrider dine grænser nu, Mr. Williams, få dine beskidte hænder væk fra min krop lige nu!" sagde jeg truende. "Beskidte hænder?... Fai, det er de samme hænder, der rørte dig og-" han stoppede, da han indså, hvad han sagde. Han slap mig langsomt, hvilket fik mig til at skubbe ham væk og få ham til at vakle lidt. Han kiggede på mig med skyld. "Fai, jeg... jeg er så ked af det, jeg mente ikke-" Jeg fnøs og afbrød ham. "Mener du de samme hænder, du brugte til at kærtegne hende, røre hende og de samme hænder, du løftede mod mig... er det de hænder, du taler om?" hånede jeg.
"F-fai," sagde han med en rystende stemme, fyldt med fortrydelse. "Jeg... jeg er så ked af det".... "Din undskyldning gør ingen forskel," hvæsede jeg med en tåre, der trillede ned ad min kind. "Stop med at irritere mig... stop med at komme efter mig, for jeg vil ikke tilgive dig... jeg vil ikke." Jeg snøftede og kiggede væk.
Jeg mærkede, at han rykkede tættere på mig. Han løftede hånden, hvilket fik mig til at trække mig sammen. Han så overrasket ud, røde øjne med lette tårer. "Fai," hviskede han og kiggede på mig med fuldstændig sorg. "Jeg vil aldrig såre dig, min elskede, og... jeg vil ikke forlade dig, Fai... du er min, Fai... du har altid været det... jeg vil ikke give op på dig... på os... Aldrig," sagde han med selvtillid... hans ansigt nu uden nogen udtryk. "Jeg er ikke din, Mr. Williams... og det vil jeg aldrig blive. Du tilhører allerede en anden, og hun tilhører dig... jeg er allerede ude af billedet, som hun engang fortalte mig. Så kom videre og lad mig komme videre... måske kan jeg en dag finde nogen, der virkelig kan elske mig og stole på mig for en gangs skyld," sagde jeg stille, en tåre trillede ned ad min kind, bevidst talende om nogen, der elsker mig, hvilket aldrig vil ske, da kærlighed ikke længere eksisterer i min verden.
Pludselig blev jeg trukket ind i hans arme. Han viklede sine arme stramt omkring min krop og fangede mig. "Ingen kan elske dig som jeg gør... du vil ikke blive nogen andens... FORSTÅET?... INGENS, KUN MIN. Ingen kan stjæle dig væk fra mig... jeg vil vinde dig tilbage, min badass engel. Jeg vil gøre alt, men jeg vil ikke lade dig komme videre så let. Jeg ved, jeg har såret dig... jeg ved, jeg ikke fortjener dig, men Fai-" Han tog fat om mine kinder med en tåre, der faldt fra hans øje, mens jeg kiggede på ham med vantro. "Jeg elsker dig så meget... så fucking meget... du forstår det ikke... du forstår ikke, hvor skør jeg bliver, når du nævner en anden mand i dit liv eller endda ser dig med en mand... det fucking dræber mig, det-"
"Det fucking dræber dig?" spurgte jeg ham med chok og vantro... "Det dræber dig at se mig med en anden mand?... det dræber dig at høre en mands navn i mit liv, hva'?... så hvad tror du, jeg følte, da jeg SÅ DIG MED HENDE!.... HVORDAN TROR DU, JEG FØLTE, DA DU KYSSEREDE HENDE HVER GANG DU KOM FORAN MIG?.... HVORDAN TROR DU, JEG FØLTE, DA JEG HØRTE DINE FUCKING STØN FRA DET ANDRE VÆRELSE, MENS DU ELSKEDE MED HENDE?.... hvordan tror du, det fik mig til at føle at finde ud af, at du var gift med hende i stedet for mig?.... tror du, jeg følte mig normal?... tror du, det var let for mig?... Det fucking dræbte mig... det brød mig... det knuste mit hjerte at se en anden kvinde i dine arme... så lad være med at fucking lade som om, det dræber dig, for jeg er ikke en bedrager som dig... jeg forblev trofast de sidste 5 år... i det mindste så du mig ikke med en anden fyr, der opførte sig som en fucking luder, som du kaldte mig... nu skrid ud af mit ansigt," snerrede jeg til sidst med tårer, der nu trillede ned ad mine kinder.
Jeg vendte mig væk fra ham og tørrede rasende mine kinder. Jeg mærkede igen arme vikle sig omkring min talje bagfra og fugt på min hals. Han græd, men jeg var ligeglad... jeg gav ikke en skid længere. "Jeg er så ked af det, Fai... jeg er så fucking ked af det... jeg var en fucking idiot... jeg ved det... og jeg er så ked af alt, hvad jeg gjorde... men lad mig hele dig, min elskede... vær sød... lad mig komme ind... vær sød, bare en chance... bare en chance, min engel... vær sød... vær sød," bad han.
Jeg tørrede mine nyfaldne tårer og skubbede ham væk fra min krop. "Vis dig aldrig for mig igen," sagde jeg koldt og forlod rummet, efterladende ham bag mig.
"Jeg vil ikke falde for dig igen, Mr. Williams... jeg vil ikke gentage min fejl igen," hviskede jeg til mig selv med beslutsomhed og selvtillid, kontrollerende de tårer, der var ved at falde.