Kapitel 13
3 år siden
Faiths synsvinkel
*Jeg sad der på gulvet, frosset fast, hænderne rystede, mens jeg stirrede på blodet på jorden. Hun faldt ned ad trappen?...hun...hun faldt... Jeg rejste mig hurtigt og løb ud af huset, satte mig ind i bilen og kørte mod hospitalet. Jeg parkerede hurtigt bilen og så Atlas' bil i nærheden, som var parkeret virkelig dårligt, hvilket indikerede, at han havde haft travlt.
Jeg løb ind på hospitalet, åndede tungt..." M-mel...Melissa...Melissa W-Williams" sagde jeg med en rystende stemme til receptionisten. "Hvad er din relation til patienten?" spurgte hun mig. Jeg kiggede ned, usikker på hvad jeg skulle sige, men så kiggede jeg op på hende igen "søster...hun er min søster" sagde jeg. "Patienten er blevet taget ind til akut..." Jeg skyndte mig hurtigt hen til, hvor hun var, uden at høre hendes næste ord. Tårerne fortsatte med at strømme ned ad mine kinder. Jeg håbede bare, at babyen var okay...jeg håbede virkelig, hun var okay. Jeg løb og løb, indtil jeg så en skikkelse sidde på jorden. Jeg gik langsomt hen imod ham og stod ved siden af ham. "A-atlas" hviskede jeg i sorg, tårerne løb stadig ned ad mit ansigt. Han så ud som et rod, blod på hans skjorte, mens hans hår var i uorden. I det øjeblik følte jeg medlidenhed med ham...jeg følte mig så dårlig. Jeg ville kramme ham...trøste ham...men var bange for hans reaktion og frem for alt, var jeg så chokeret, da alt skete lige foran mig.
Han løftede langsomt hovedet for at se på mig. Jeg gispede, da jeg så hans røde øjne, tydeligt tegn på, at han havde grædt. Hans ansigt forvandlede sig derefter til vrede, da han stirrede på mig, hvilket fik mig til at synke en klump. Han rejste sig langsomt og gav mig det mest skræmmende og vrede blik, jeg nogensinde har set fra ham, mens jeg bare stirrede på ham med tårer. "Atlas...jeg er så-" mit ansigt fløj til siden, min kind brændte fra hans lussing. Jeg stod der frosset i chok, mens min kind dunkede af smerte. "Dette...Dette er din skyld...du prøvede fandeme at dræbe min kone...du prøvede fandeme at dræbe min baby...din fucking kælling" hvæsede han og slog mig igen, hvilket fik mig til at krympe mig, men jeg stod stadig der, for chokeret til at reagere. "Det hele er din skyld...DU ER ÅRSAGEN TIL ALT, DER GÅR GALT...DU ER EN FUCKING FEJL I MIT LIV...DIN FUCKING MORDER...JEG FUCKING HADER DIG, FAITH ABDELLA...JEG FUCKING HADER DIG" råbte han og slog mig igen.
"ATLAS...STOP LIGE NU" en kvindes stemme råbte i baggrunden. Jeg mærkede en hånd på min kind, mens jeg stille krympede mig, stadig for chokeret til at reagere. Jeg var følelsesløs...frosset...såret...død?. Jeg hørte en lussing og kiggede langsomt op og så min far gribe fat i Atlas' krave. "Hvordan vover du at slå min datter?...vi er alle bekymrede for Melissa og dit barn, men hvordan VOER DU AT SLÅ MIN DATTER?" råbte min far til sidst og slog Atlas igen, som nu kiggede ned i jorden.
"Hun var der. Hun var der, da hun faldt...-" hviskede han og stirrede vredt på min far. "Men... SELVFØLGELIG, HUN VAR MISUNDELIG OVER AT SE MIG OG MELISSA LYKKELIGE, OG HUN SKUBBEDE HENDE FOR AT DRÆBE MIT BARN. FØRST FORRÅDER HUN MIG, SÅ PRØVER HUN AT DRÆBE MIN KONE OG MIT BARN... HVORFOR SKULLE JEG IKKE SÅRE HENDE?" råbte han. 'Forråde? ... Jeg forrådte aldrig... han forrådte mig... han og Melissa forrådte mig sammen,' tænkte jeg. Min mor rørte blidt ved min røde kind og græd. "Åh, min skat," hulkede hun og krammede mig, mens jeg stod der stille... stadig mærkede hans håndaftryk på min kind.
Nutid
"Fai... Angel... Faith," nogen rystede mig let og bragte mig tilbage fra min trance. En hånd vinkede foran mig og fik mig til at blinke mine tårer væk. "Fai... er du okay?" spurgte en stemme bekymret. Jeg stirrede på skikkelsen og rejste mig op. Han trådte tilbage og stirrede bekymret på mit ansigt. "Så... dit svar?" spurgte han med store forhåbninger, som jeg ønskede at knuse. "Nej," svarede jeg straks og vendte mig om for at gå. Han stod der frosset i et par sekunder, indtil han greb min håndled, som jeg hurtigt rykkede væk, som om hans berøring brændte mig. Han så på mig med smerte og bad med sine øjne, som jeg returnerede med et tomt blik. "P..please Fai... please," bad han. "Nej... Aldrig... aldrig vil jeg gå ind i det hus... og jeg er heller ikke interesseret i at møde det barn, så forsvind," sagde jeg med en kold tone, men idioten var ikke villig til at give op. Han blokerede min vej igen og tog fat om mine kinder, hvilket fik mig til at stivne. Hans berøring... den plejede at give mig kuldegysninger, men nu... gjorde den ikke, men dybt inde bekymrede jeg mig stadig... hvorfor? ... fordi han engang var mit liv, men det betyder ikke, at jeg vil gå tilbage til ham. Aldrig i livet!
"Fjern dine hænder fra mit ansigt, Mr. Williams... jeg advarer dig," sagde jeg med en truende stemme. Han gav mig et dumt smil og strøg min kind med sin tommelfinger. "Okay... okay så... kan jeg tage ham med til dig? ... please?" sagde han med triste, bedende øjne. Jeg tog en dyb indånding. "Nej... tag ham med til parken ved siden af mit hus," sagde jeg, da jeg ikke ønskede denne mand og det barn i mit hus. Han sukkede lettet og smilede til mig. "Tak... tusind tak, Faith... det vil betyde meget for ham... tak," sagde han hurtigt, smilende som om han havde vundet en pris. Jeg var for træt til at diskutere med ham, så jeg sagde ja til hans dumme anmodning. Det er ikke, fordi jeg skal lege med det barn. Jeg vil bare vise ham mit ansigt og gå.
Da jeg indså, at han stadig rørte ved mine kinder, trak jeg mit ansigt væk og tog et par skridt væk fra ham, hvilket fik ham til at knytte kæberne, men smilet forblev stadig på hans ansigt. Jeg stirrede på hans ansigt, som piger fandt flot. Han så nu lidt ældre ud... men stadig lige så flot som altid... men jeg kendte ham bedre end nogen anden... hvor mørk han er indeni.
"Tag ham med til parken klokken 14, jeg er en travl person... så jeg bliver ikke længe," sagde jeg med en tom tone. "Men... men-" "Vær taknemmelig for, at jeg har accepteret din anmodning, ellers kan jeg annullere den," afbrød jeg ham. "Okay... okay, jeg tager ham med," sagde han med et suk og smilede, mens han forlod rummet.
Jeg rullede med øjnene og kiggede ud på udsigten fra mit store glasvindue. Pludselig mærkede jeg en summen i min baglomme og tog min telefon frem for at tjekke mine nye beskeder. Jeg smilede til brugeren og læste hans besked højt.
"Jeg kommer tilbage, prinsesse."