Kapitel 12
3 år siden
Fortællerens POV
*Faith kunne ikke holde ud at se Atlas sammen med Melissa længere. Hun troede, hun ville få et hjerteanfald på grund af de konstante hjertesorg, hun havde lidt. Hun ville være egoistisk... hun ville have Atlas tilbage, og for det skulle hun vinde ham... hun skulle få hans opmærksomhed på hende, men at se, hvor meget had han havde til hende, og hvordan han fornærmede hende, fik hende til at aflyse sine planer og prøve at komme videre fra ham, hvilket var virkelig svært for hende. Grunden til, at det var så svært for hende, var, at Atlas gjorde det svært. Hvis hun ville date nogen, ville Atlas blande sig og opføre sig som sit gamle besidderiske jeg. Selvom han var gift, opførte han sig som om Faith var hans kone snarere end Melissa, hvilket forvirrede hende. Hun hadede, hvor meget kontrol han havde over hende... hvordan han ville svække hende, men hun havde brug for at forblive stærk. Hun følte sig såret, når hun så ham være så kærlig over for sin kone, men hun ville ikke tillade sig selv at date eller endda gå ud med sine mandlige venner, hun havde fået, mens han var i New York.
Melissa gjorde tingene endnu værre. Hun ville opføre sig så bitchy over for Faith, men så uskyldig og kærlig, når Atlas var der. Faith var forvirret over, hvorfor Melissa opførte sig sådan. Melissa var hendes bedste ven, hendes søster, hendes alt, og at se hende opføre sig sådan gjorde hende vred og såret. Faith havde gjort mange ting for Melissa... fra at forsvare hende... til at kæmpe for hende... til at redde hende fra mobbere... hun havde gjort så mange ting, og dette var, hvad Melissa gav tilbage til hende?... ved at tage hendes kæreste- ekskæreste fra hende?...
"Mor, hvorfor er du så glad i dag?... Jeg mener, hvad er anledningen?" spurgte hun med et smil. "Åh Faith, vi har lige fået nogle gode nyheder," sagde Faiths mor med et bredt smil. Faith fnisede og krammede sin mor "del det venligst," sagde hun med et smil. Hendes mor holdt Faiths hånd "Melissa er gravid," hvinede hendes mor af glæde. "Kate og Dave er så glade... åh gud, jeg kan ikke vente med at se den lille ny," hvinede hendes mor og gik lykkeligt væk for at bage en kage. Faith stod der frossen... chokeret... forrådt... såret.
Gravid?... Melissa var gravid?. Tårerne begyndte at strømme ud af Faiths øjne. Hun følte sig nu fuldstændig knust. Hun kunne mærke sit hjerte klemme af smerte. Hun klemte sin hånd over sit bryst og forsøgte at berolige sig selv, men smerten var for meget. Hun faldt til jorden med hånden over sit hjerte, mens hun brød sammen med nyheden. Hun burde være glad, men det var hun ikke.... hvorfor?... fordi kærligheden i hendes liv skulle have en baby med en anden, der ikke var hende.
På den anden side var Atlas chokeret. Han svor, at han brugte kondomer, da han ikke ville have en baby med Melissa. "Mel... er du sikker på, at du venter en baby?" spurgte han chokeret. Melissa rynkede panden og så på ham med tristhed. "Nej... ikke jeg, men vi venter en baby... er du ikke glad, skat?..." spurgte Melissa med tårer og forsøgte at manipulere ham. Han rystede på hovedet og cuppede hendes kinder "Nej... Nej... Jeg er glad... Jeg er virkelig glad," løj han og rørte ved hendes flade mave. "Denne baby er vores gave, og vi vil elske ham eller hende så meget," hviskede han. "Jeg elsker dig så meget, Atlas," sagde hun og kyssede ham på læberne, hvilket han svarede på efter et par sekunder, men han sagde aldrig de tre ord. Faktisk har han aldrig sagt 'Jeg elsker dig' til Melissa, da han ikke følte kærlighed til hende... han bekymrede sig kun om hende, men nu skulle han begynde at elske hende, da hun bar hans baby, og for det skulle han komme videre fra Faith... han var nødt til det. 'Hvad ville hendes reaktion være?' tænkte han for sig selv.*
Nutid
Atlas stod uden for Faiths kontor. Han ville tale med hende igen... omfavne hende i sine arme og mærke hendes hud... hendes varme... hendes kærlighed. I stedet for at banke på døren, stormede han ind og fandt hende tale i fastnettelefonen. "Ja... ja, ingen problem... bare book det til klokken 13 i morgen," sagde hun med en professionel tone og lagde røret på. Hun ignorerede fuldstændig hans tilstedeværelse og gik tilbage til arbejdet, hvilket fik ham til at føle sig fornærmet og irriteret. Han ville have al hendes opmærksomhed på ham og kun ham, men han fortjente det ikke, og det vidste han godt.
"Faith..." han hostede falsk, "jeg har brug for nogle filer til morgendagens møde," løj han, da han ønskede at starte en samtale. "Hmm... bare spørg Lindy, hun vil give dem til dig," sagde hun i en træt tone, da hun var for fokuseret på sin computerskærm. Atlas skar tænder, da han fejlede og talte igen, "Jeg spørger dig... ikke Lindy," sagde han nu med en alvorlig tone. "Og som jeg sagde... spørg Lindy... jeg er optaget lige nu," sagde hun igen med en træt tone. Atlas følte sig jaloux på computerskærmen, da han ønskede, at hendes øjne kun var på ham. Han ønskede, at han var computeren for en stund, så han kunne stirre ind i hendes smukke chokoladebrune øjne.
Han stod der i et par minutter i stilhed og stirrede på hende med følelser. Følende blikket sukkede Faith og vendte sig om for at stirre vredt på manden, der nu irriterede hende. Hun rejste sig og gik hen til en af hylderne og tog nogle filer ud. Hun gik hen imod ham og smed dem på bordet foran ham og gik tilbage til sin stol og fortsatte sit arbejde.
Atlas sukkede trist og kiggede tilbage på hende. "Faith... kan... kan vi ikke tale sammen?" bad han. Faith fnøs og stirrede vredt på ham. "Seriøst hr. Williams... hvorfor er det, du altid vil tale, når jeg er optaget?" spurgte hun irriteret. "Fordi du undgår mig og nægter at tale med mig efter arbejdstid?" sagde han, men det kom mere ud som et spørgsmål. Faith kneb broen af sin næse sammen og lænede sig tilbage i stolen med lukkede øjne. Hun tog derefter en dyb indånding og åbnede øjnene igen for at se manden, hun hadede og engang elskede, foran sig, men meget tættere. "Tal," mumlede hun. Atlas smilede og stillede sig foran hende, mens hun sad i sin stol. "Om middagen... øhm... Leo ville møde dig, men han kunne ikke, da det var for sent. Han har grædt i flere dage og vil ikke stoppe, før han møder dig. Please Faith... vil du ikke komme over i aften og møde ham... tænk ikke på ham som min eller hendes søn, men for menneskelighedens skyld, please... bare en gang kom og mød ham," bad han ikke kun for sin søn, men også for sig selv. Det var år siden, Faith havde sat sin fod i hans hus. Han ønskede, at hun skulle komme over, så han kunne tilbringe noget tid med hende og sin søn. Han elsker sin søn meget, og han var den bedste gave, han havde fået, såvel som Faith. Faith lukkede øjnene i smerte, da et flashback dukkede op i hendes sind.
3 år siden
*Melissa var nu 5 måneder gravid, hendes mave voksede større og større, og det var da Faith besluttede at holde afstand fra hende. En dag mødtes Melissa og hun ansigt til ansigt, og det var da alt gik galt. "Godmorgen," sagde Melissa med sin falske venlige stemme. Faith gav hende et koldt nik og fortsatte med at gå op ad trappen. Melissa trådte så foran hende og blokerede hende fra at gå op ad trappen. "Hvad laver du, Melissa... flyt dig," sagde Faith med sin kolde stemme. Melissa smirkede og foldede armene, "og hvorfor skulle jeg... luder?" hvæsede hun og fik Faith til at skære tænder.
Faith flyttede sig til siden for at komme videre med sin dag, men Melissa blokerede hende igen. Faith stønnede og stirrede vredt på hende. "Hvad fanden prøver du at gøre?" snerrede Faith irriteret. Melissa trak bare på skuldrene, men så pludselig Atlas komme ud af hendes værelse. Melissa skreg så og lod som om hun snublede, men desværre for hende fik den falske snublen hende til at falde ned ad trappen og skrige. "MELISSA!" råbte Faith i chok og bekymring og løb ned ad trappen og så hende ligge på gulvet med blod over panden, mens hun lå der bevidstløs.
"Shit... shit... Melissa... Mel... Mel... vågn op, VÅGN OP!" panikkede Faith og tog Melissas ansigt i sine hænder, tårer svulmede op i hendes øjne. Hun følte sig selv blive skubbet væk, da hun så Atlas løfte Melissa op. "For fanden..." mumlede han bekymret. Melissas øjne begyndte langsomt at bevæge sig, "Luk ikke øjnene skat... gør det ikke... intet vil ske med dig skat... intet... bare... bare luk ikke øjnene," sagde han med en rystende stemme, mens han skyndte sig ud af huset og efterlod en chokeret Faith bag sig.*