Kapitel 2 Intet forudindstillet forbrugsgrænsekort
"Er jeg ikke længere begrænset?"
Noah smilede, mens han kiggede på beskeden.
Han kom fra en ekstremt velhavende familie, og selv vidste han ikke, hvor mange penge hans familie havde.
Dog huskede han én ting. For mange år siden, i 2008, brød finanskrisen ud.
Det var som en frygtelig tsunami, der hurtigt spredte sig fra USA til hele verden, inklusive Europa, Asien og Afrika. Ikke et eneste område blev skånet.
Mange af verdens største finansinstitutioner kollapsede eller blev overtaget af regeringen. Utallige fabrikker gik konkurs, cheferne havde ikke råd til at betale løn, og millioner af mennesker blev fyret. Noah var omkring 14 år på det tidspunkt.
Han huskede, at kort efter krisens udbrud fik hans familie besøg.
Udlændinge, mørkhudede mænd fra Afrika, raske ældre mænd med emblemer på skuldrene, og bevæbnede politifolk satte Noahs hjem i karantæne sammen.
Som teenager fik han naturligvis ikke lov til at deltage i de voksnes samtale.
Han huskede, at de tilbragte 3 hele dage i hans families hus. I løbet af disse dage var atmosfæren ekstremt anspændt og højtidelig. Specialpolitiet bevogtede stedet døgnet rundt og sørgede for, at ingen kom ind eller ud.
Først efter 3 dage forlod de respektfuldt med en bunke kontrakter og dokumenter.
Noah fulgte dem ud og kunne ikke lade være med at se op på Elliot Anderson, sin høje far, og spørge: "Far, hvorfor var de her?"
I stedet for at svare direkte strøg Elliot Noahs hoved med sin varme, brede hånd og sagde: "Noah, husk. Med flere penge følger større ansvar.
"Du er Noah Anderson, og du er bestemt til at arve Anderson-familiens formue.
"Glem aldrig, at du aldrig må tjene på nationale katastrofer, fordi du kommer fra Danmark. Og hjælp dine landsmænd og venner, når de har brug for det. Det er den eneste måde, du kan komme videre på."
Noah forstod det ikke helt dengang, men han huskede stadig Elliots ord nøje.
Efter et år begyndte den globale økonomi gradvist at komme sig.
Hvis det ikke havde været for Anderson-familien, ville det ikke være sket så hurtigt.
Noah kom tilbage fra sine minder og overvejede sit næste træk. 'Jeg er ikke længere begrænset og kan få adgang til familiens formue, som jeg vil. Da jeg giftede mig med Lisa, gav jeg hende ikke nogen smykker. Det virker som det rigtige tidspunkt at købe dem nu.'
Med det i tankerne tog han No Preset Spending Limit-kortet op fra sin tegnebog.
Kortet var elegant sort med gyldne kanter, glat over det hele. En række af 99999 indgraveret på det gav en følelse af adel.
Nummeret symboliserede prestige og særstilling.
Noah tænkte, 'Lisa har været gift med mig i så lang tid, og jeg har ikke givet hende nogen ordentlige gaver. Det er på tide at gøre det godt igen.'
Han prajede en taxa og kørte til en nærliggende smykkebutik.
København var Danmarks økonomiske centrum, og selvfølgelig var der smykkebutikker der.
Efter at taxachaufføren havde stoppet udenfor Tiffany & Co., steg Noah ud og gik ind i butikken.
Han vidste ikke meget om smykker, men han vidste én ting. Jo dyrere smykkerne var, jo bedre måtte de være.
Han gik rundt i butikken og kom til sidst til midten, hvor de eksklusive smykker var.
"Jeg tager dette sæt, inklusive øreringene, halskæden, ringen og armbåndet. Og jeg betaler med kort," sagde han.
"Giv mig en pause, vil du? Bare giv mig 500 kroner, og jeg skaffer dig en kvittering." Amelia Priestley, butiksassistenten, kiggede på Noah med foragt.
"Hvad mener du?" Noah var forvirret.
"Drop skuespillet. Smykkesættet koster næsten 500.000 kroner. Ser du ringen med den blå diamant? Den er skåret med topmoderne teknologi fra Teknologibyen, og alene den er 300.000 kroner værd. Siger du, at du har råd til det?" sagde Amelia hånligt.
"Kom nu. Jeg har set utallige fyre som dig. Du betaler et depositum for at få kvitteringen, og så tager du den med til kvinden, du kan lide, for at vinde hendes kærlighed." Derefter kiggede hun ned på sin manicure og skænkede ikke Noah et blik.
"Jeg kender rutinen. Når du tager hende med for at betale resten, spiller jeg med og siger, at vi er udsolgt. Hvad kan hun ellers gøre end at acceptere resultatet? Og du? Du får lov til at sove med hende efter kun at have betalt depositummet. Jeg er generøs nok til ikke at afsløre dig, men du værdsætter det bare ikke. Giv mig en chance. 'Jeg betaler med kort'? Ja, helt sikkert."
Da hun var færdig med at tale, fnyste hun.
Noah var forbløffet et øjeblik og rystede derefter hjælpeløst på hovedet uden at gide diskutere med hende. Han tog det sorte kort frem og lagde det på disken.
"Min tid er begrænset."
"Det her er..."
Amelia kastede et tilfældigt blik på kortet. I det næste sekund frøs hun.
Efter et øjebliks overraskelse indså hun noget og så forbløffet ud.
"Det her er ... kortet uden forudbestemt kreditgrænse.”
"Det er udstedt af Citibank! Hvordan er det muligt?"
Hendes krop rystede af stor spænding. "Det har en kreditgrænse på 100 millioner kroner og ingen renter."
Som butiksekspedient i en luksusbutik havde Amelia set en hel del eksklusive varer.
"Kortindehaveren kan endda få fly til at lande og tog til at stoppe. Kortet repræsenterer en superfornem status."
Hun kiggede på Noah og tænkte nysgerrigt, 'Hvem er han?'
'Hans tøj er enkelt, og jeg tror ikke, de er mere end et par hundrede kroner værd. Jeg må indrømme, at han ser ret godt ud og virker blid, men bortset fra det, ser jeg ikke noget specielt ved ham.
'Hvordan kan en fyr som ham have kortet uden forudbestemt kreditgrænse?'
"Hej?" Noah skyndte på, da han bemærkede, at Amelia virkede frosset.
"Med det samme, hr.!"
Amelia kom til sig selv, greb POS-maskinen og indsatte forsigtigt det sorte kort.
Noah indtastede koden, som var hans fødselsdato.
Med en klar lyd blev kvitteringen genereret.
Transaktionen blev gennemført med succes.
Amelia tænkte, 'Det er virkelig hans kort.’
'Han er bestemt på toppen.’
'Jeg er så heldig at være her sammen med ham!'
"Et øjeblik, hr.," sagde hun fuldstændig begejstret, mens hun forsigtigt tog smykkerne ud og pakkede dem en efter en.
Efter 2 minutter rakte hun smykkeskrinet til Noah respektfuldt.
"Hr., alt er inde i, inklusive ægthedscertifikater og garantidokumenter. Hvis du har brug for noget, så ring til os når som helst."
"Tak." Noah tog skrinet ligegyldigt.
Givet hans rigdom, var 500.000 kroner ingenting. Han var ligeglad.
"Hr., må jeg få dit nummer?" spurgte Amelia ret abrupt, let rød i kinderne.
Noah kiggede på hende. Hun var klædt i en sort forretningsdragt, hendes sorte hår var trukket tilbage. Hun havde en fin figur, og hendes lange og fyldige ben så endnu mere attraktive ud under bukserne.
Da hun fangede hans blik, følte Amelia, at hun blev gennemskuet.
Hun tilføjede hastigt, "Intet personligt, hr. Det er bare for eftersalgsservice. Desuden bliver du automatisk vores VIP-kunde med adgang til rabatter på fremtidige køb med dette køb."
Amelia forklarede oprigtigt. Hun vidste, at store kanoner som ham tog deres privatliv alvorligt.
At spørge om hans nummer var intet andet end uprofessionelt.