Kapitel 1 Svigerfaren bagatelliserer mig, uvidende om det faktum, at jeg faktisk er en milliardær
Ved spisebordet sad Noah Anderson i det yderste hjørne og spiste i stilhed. Alle de andre grinede og snakkede, som om han var usynlig.
Årsagen var enkel. Noah var Wilson-familiens indflytter-svigersøn.
Desuden havde han ingen penge. Så selvfølgelig så alle ned på ham.
I dag fejrede Daniel Wilson, Noahs svigerfar, sin fødselsdag. Alle Wilson-familiemedlemmerne var kommet for at fejre, og mange af dem ventede på, at Noah ville gøre sig selv til grin.
"Skat, tag noget bøf. Det er meget nærende." Lisa Wilson, Noahs kone, lagde noget bøf på hans tallerken. Da Sarah Wilson, Lisas storesøster, så det, hånede hun, "Lisa, jeg lavede bøffen til far, ikke til en fattig taber."
Lisa stivnede lidt ved Sarahs ord og så lidt flov ud.
"Sarah har ret. Han fortjener slet ikke at nyde bøf." Daniel så på Noah med foragt.
"Noah, du har boet hos os i over et år nu. Men se hvad du har gjort? Du har ikke gjort Lisa gravid, og du har ikke engang købt hende en diamantring. Alt du gør er at spilde tid, du arbejdsløse dovenkrop."
"Lisa begik en frygtelig fejl ved at gifte sig med dig. Ved du hvad? Skil dig fra hende. Hun er stadig ung og smuk. Jeg er sikker på, at masser af fyre ville dø for at gifte sig med hende."
Noah knyttede næverne og trak ansigtet i lange folder, mens han forblev tavs.
Faktisk var mange enige med Daniel. De betragtede alle Noah som en uduelig person.
Daniel fortsatte, "Kan du ikke lære noget af Larry? Han har lige brugt titusindvis af kroner på at købe Sarah et sæt smykker fra Cartier! Han forkæler hende som ingen andre!"
"Kun en fyr så rig som ham fortjener at gifte sig med min lille pige!"
Larry Crichton var Sarahs mand. Da de først blev gift, var han overhovedet ikke rig. Han var endda afhængig af Lisa nogle gange for at klare sig.
Dengang tog Lisa nogle penge fra sin løn hver måned for at støtte Sarah. Daniel gav også Sarah en tredjedel af sin pension hver måned. Ellers kunne Larry og Sarah slet ikke få enderne til at mødes.
Sidste år ændrede tingene sig dog. Larry sikrede sig et offentligt projekt og tjente hundredtusindvis af kroner, og blev øjeblikkeligt rig. Han købte en BMW 5-serie og flyttede ind i en villa med Sarah.
Til Lisas skuffelse så det ud til, at parret havde glemt hendes hjælp.
Og hver gang familien samledes, hånede de Noah og Lisa.
"Daniel, vi er familie. Det er nok lidt overdrevet," smilede Larry.
"Noah er måske fattig, men han virker som en ambitiøs fyr. Jeg er sikker på, at hans fremtid er lovende. Slap af. Han vil nok gøre det godt og få Lisa nogle smykker før eller siden!"
Så vendte han sig mod Noah. "Noah, ved du hvad? Jeg leder efter en sikkerhedsvagt på min byggeplads.
"Du har jo ikke noget job alligevel. Så hvorfor ikke arbejde for mig? Jeg betaler dig 2000 kroner om måneden. Hvad siger du til det? Arbejd hårdt, og da jeg er din chef, bliver du måske sikkerhedschef en dag. Hvem ved?"
Da de hørte det, lo alle og så på Noah med hån og foragt.
Rasende bed Noah tænderne sammen. Hans øjne blev endda lidt røde.
Lisas ansigtsudtryk blev straks koldt, og hun var ved at eksplodere over Larrys fornærmelse.
Hun tænkte, 'Sikke en utaknemmelig skiderik! Uden min hjælp ville han slet ikke være, hvor han er nu.'
Hun åbnede munden for at modsige Larry, men Noah stoppede hende og signalerede hende til at forblive tavs. Han vidste, at det bare ville gøre tingene værre.
"Daniel, det er din fødselsdag i dag. Jeg har en gave til dig." Larry tog en elegant rektangulær æske frem og åbnede den, og indeni var der en vandpibe.
Den var lavet af smaragd, gennemsigtig i farven, og indgraveret i bunden, hvilket så meget luksuriøst ud.
"Den er lavet af smaragd, ikke?"
"Det er ren smaragd, og den er så udsøgt. Jeg vedder på, at den har kostet dig en formue."
"Larry, du er virkelig min perfekte søn."
De ældre, der sad ved bordet, udbrød, og deres øjne lyste op.
Larry nikkede selvtilfreds. "Ja."
"Den er lavet af smaragd fra Veloria. Jeg bad en ven om at hente den specielt fra Veloria. Den kostede mig titusindvis af kroner."
"Daniel, jeg ved, du kan lide at ryge en gang imellem, så jeg tænkte, at det ville være den perfekte gave. Jeg håber, du kan lide den. Og selvfølgelig har jeg også købt tobakken. Det er Cohiba. Jeg har hørt, at den er mild og ikke skader halsen. Jeg kan med sikkerhed sige, at det er det bedste på markedet."
"Tak, Larry." Daniel tog vandpiben op og pillede ved den, smilende og tilfreds.
Så kiggede han på Noah og snøftede, "Noah, hørte du det? Du er også min søn. Hvordan kan det være, at du er sådan en taber? Du kan slet ikke måle dig med Larry."
"Det er min fødselsdag. Sig mig ikke, at du kom her tomhændet."
Alle vendte sig mod Noah, klar til at se ham blive ydmyget.
Noah kunne ikke lide Daniel, men han var ikke en uhøflig mand. Daniel var trods alt hans svigerfar, så uanset hvad, skulle han give Daniel en gave i dag.
"Daniel, jeg har også noget til dig."
Han tog en æske frem fra sin lomme og var ved at åbne den.
"Tak, men nej tak. Jeg vil ikke have din gave," sagde Daniel og kiggede foragteligt på æsken i Noahs hænder.
Det var en sort trææske, lidt revnet. Ved første øjekast vidste han, at den var billig. Han tænkte, 'Mange af mine slægtninge er her i dag. Hvis de ved, hvor billig Noahs gave er, vil jeg blive totalt ydmyget.'
'Ingen chance for, at jeg vil acceptere hans gave.'
Han hånede, "Tag den tilbage. Jeg forventer ikke noget godt fra dig.
"Bliv bare færdig med din mad og gå. Hvis du havde givet mig en smaragd som Larry, ville jeg måske tage den. Hvis det er noget andet, så behold det selv. Jeg vil ikke ydmyges."
Da de hørte det, lo næsten alle tilstedeværende.
Lisa var rasende, mens Sarah og Larry så selvtilfredse og glade ud over Daniels ord.
Noah sukkede stille og tænkte, 'Sådan må det være. Jeg gætter på, at han aldrig vil vide, at der i æsken er en juvel. Og Larrys gave er simpelt skrald sammenlignet med den.'
Han lagde trææsken tilbage i sin lomme i stilhed og rystede let på hovedet.
Efter festen gik Noah og Lisa ud sammen.
"Noah, jeg skal på kontoret. Tag pengene og køb noget til dig selv." Lisa rakte ham et bankkort. "Lad dem ikke gå dig på, okay?"
Noah var totalt ydmyget af de mennesker til festen, og Lisa var bekymret for, at det var for meget for ham. Så hun tænkte, at måske ville det muntre ham op at købe noget til sig selv.
"Vær ikke bekymret. Jeg har det fint." Noah tog kortet og smilede.
Lige efter han så Lisa stige ind i en taxa, summede hans telefon. Han tog den op og så en besked: [Hr. Andersen, din familie har ophævet restriktionerne mod dig, og din status som arving er blevet genoprettet. Fra nu af har du adgang til alle familieaktiver, og dit kort uden forudbestemt forbrugsgrænse er blevet frigjort.]