Kapitel 7
Terra Mysterium - Aiden
Et bank på døren fik ham til at knurre og smække hånden ned på skrivebordet.
"HVA?!," brølede han.
Døren åbnede sig, og hans bedste ven trådte ind. Han kastede sig ned på sofaen i kontoret, krydsede benene ved anklerne. Han foldede armene bag hovedet og så på, mens hans ven rodede igennem det, der lignede en million papirer spredt ud over skrivebordet.
"Nå, Aid, hvordan går det?"
Han knurrede og kastede endnu en stak papirer i skraldespanden. "Jeg forstår ikke, hvordan vi er i diamantbranchen og alligevel er broke. Far var en elendig revisor."
Gregory gav ham et medfølende blik. "Er det virkelig så slemt?"
"Nej, men næsten. De årlige omkostninger ved at drive vores flok og vores forretning er tæt på 9,5 milliarder om året. Vi trækker knap 9,7 milliarder ind. Det giver ikke meget spillerum til børn eller naturkatastrofer. Lad os slet ikke tale om den nye årlige omkostning, som menneskelandsbyen har bedt om. Det spiser størstedelen af de resterende 200 millioner." Han tog det næste papir og skimmede det, før han bandede. "Og ingen af disse optegnelser er aktuelle. De er alle mindst fem år gamle. Så jeg har virkelig ingen anelse om, om vi overhovedet har penge nok til at overleve året ud."
"Du ved, min mor er revisor."
Aiden kiggede op på ham. "Er hun god?"
Et smil spillede om hans læber, mens han trak på skuldrene. "De overlever."
Aiden skubbede sin stol tilbage. "Af nysgerrighed, hvad er der i deres bankkonto?"
"6,8 millioner."
"Og hvor meget er fra flokkens kasser?"
"Ingenting. Jeg ved ikke, om du ved det, men min far tager ikke penge fra kongefamilien for sin tjeneste. Han gør det af pligt."
"Det vidste jeg ikke. Jeg spekulerer på, hvor mange andre der er på den måde."
"Det ved jeg ikke."
Aiden trommede med fingrene på skrivebordet. "Hvad med dig? Vil du tage penge fra kronen?"
"Måske i de uger, hvor du irriterer mig," drillede han.
"Røvhul."
Et bank på døren fik dem til at falde til ro. "Kom ind!"
Flokkens avlsprogramleder, en ældre mand med gråt hår, blå øjne og de tykkeste briller, man nogensinde ville se, trådte forsigtigt ind. Han bøjede sig dybt for Aiden, før han halvvejs bøjede sig for en irriteret Gregory.
"Deres Højhed, Kong Aiden. Deres Gammaskab, Gregory. Jeg håber, jeg finder jer begge vel på denne herlige dag."
Aiden kneb øjnene sammen. "Jeg har det godt. Manglede du noget?" spurgte han kortfattet.
"Jeg har listen over piger til avl."
Aiden bandede for sig selv. Hvordan kunne han have glemt, at det var i år? Alle havde talt om det i flere måneder allerede. Han kiggede ned på de ubrugelige papirer, der lå spredt foran ham. Det var derfor, han ikke huskede det. Dette absolutte rod, hans far havde efterladt ham. Han kiggede tilbage på den spinkle mand.
"Nå, har du bragt listen?"
Han rakte en forseglet kuvert til Aiden. "Ja, Deres Højhed."
Aiden skar en brevåbner under kanten og trak en bunke papirer ud med billeder fastgjort med papirclips. Han trak det første op. 'Kalani Soma, 17. Fødselsdato 21. august 2005. Menneske.' Han kiggede på billedet. En ung, smuk rødhåret pige med hasselbrune øjne lå på jorden, iført blå jeansshorts og en olivengrøn haltertop, omgivet af hvide blomster, stirrende op mod himlen. Hendes arm var bag hendes nakke, og hun var helt afslappet.
"Hej, Greg, kom her." Han kiggede på den gamle mand. "Jackson, ser alle pigerne sådan ud?"
"Mate," kom en knurren lidt bag ham.
Aidens hoved snappede op for at se på ham. "Undskyld mig?"
Gregory rørte ved pigens foto. "Mate! Min mate!"
Jackson stirrede på ham. "Du ved, du ikke kan vælge hende?"
Gregory stirrede vredt på ham. "Og hvorfor fanden kan jeg ikke det?"
"Vi må ikke have menneskelige mates. Ifølge vores lov, fastsat af afdøde Kong Alastair-"
Aiden løftede hånden. "Stilhed."
Han trak det første billede ud af papirclipsen, og hans mund faldt åben. Gregorys hånd kom ned på toppen af billedet med et vredt dunk.
"Hvad fanden er det? Hvorfor er hun klædt i næsten ingenting?"
"Gamma Gregory, det er så vores flok fuldt ud forstår, hvad de får i en avler."
"Så hver pige har et billede i undertøj?"
"Ja, sir."
"Er disse piger overhovedet lovlige? Denne her er kun 17."
"Hun er den yngste. Alle de andre piger er mindst 18."
Aiden fjernede det andet billede på alle papirer uden at kigge på nogen af dem, før han hurtigt skimmede resten af oplysningerne. Da han var færdig, rynkede han panden mod Jackson.
"Der er kun tolv piger her. Jeg troede, vi skulle have en ekstra."
"Jeg fjernede hende fra listen og har allerede noteret mig at fortælle Madame Anastasia, at vi ønsker at afvise hende som avler."
Aiden lænede sig tilbage i sin kontorstol. "Hvorfor blev hun fjernet præcist?"
"Hun er defekt, Deres højhed."
"Hvad betyder det?"
"Hun har et handicap."
"Og hvad er hendes handicap?"
"Hun er blind, sir."
Aiden stirrede på ham. "Blind?"
"Ja, sir."
"Hvorfor gør det hende defekt nok til at blive afvist?"
"Vi accepterer kun de reneste kvinder til avl-"
"Du ved, at min mor var døv? Jeg var døv de første tre år af mit liv, indtil Mikhail vågnede. Er jeg defekt?"
"N-nej, sir."
"Så fortæl mig igen, hvorfor hun blev sat i afvisningsbunken?"
"Jeg... øhm... jeg formoder, at hun bør flyttes tilbage til acceptbunken."
"Tror du?," snappede Aiden. Han bladrede igennem billederne igen. "Hvor er hendes information?"
"I mit kontor, Deres højhed."
"Gå hent det. Jeg vil se denne pige, du har anset for uværdig." Jackson rørte sig ikke. "LIGE NU!," råbte han, hans frustration tydelig.
Jackson løb ud af rummet, og Aiden vendte straks sin stol for at se på Gregory.
"Vil du have hende?"
"Selvfølgelig vil jeg have hende! Hun er min mage," snærrede han.
"Se, vi er nødt til at spille efter deres regler. I det mindste for en stund. Lad mig se, hvad jeg kan gøre, så du kan være sammen med hende. Jeg har brug for, at du stoler på mig, ikke som din konge, men som din ven."
Hans øjne blev sorte, da Dayan, hans anden halvdel, dukkede op bag hans øjne. "Gør dette rigtigt, please, Aid. Jeg har brug for hende. Dayan bliver skør ved tanken om ikke at have hende."
"Slap bare af. Jeg finder ud af noget, det lover jeg. Vil du have dette lingeribillede?"
"Nej! Der er ingen måde, hun har givet samtykke til det billede. Hun ser trist ud."
Aiden nikkede.
"Okay."
Han gik hen til ilden, der brændte i pejsen, og smed alle lingeribillederne i. Gregory kørte sine fingre irriteret gennem sine stramme krøller.
"Tak."
Han satte sig tilbage i sofaen, hans krop udsendte morderiske vibes. Jackson kom tilbage med en konvolut i hånden. Han bøjede sig dybt, da han rakte Aiden konvolutten. Aiden åbnede den og dumpede det enkelte papir med to billeder ud. Han vendte billedet om, og hans hjerte sprang et slag over, da han så ned på rødhårede med hvide øjne. Hendes jordbærrøde læber fik ham til at længes efter at kysse hende, og huden på hendes hals fik ham til at ville bruge timer på at slikke og suge på hende der, bare for at se, hvordan hun ville reagere. Han ville berolige bidet på hendes læbe fra hendes tænder. Hvad læste hun, der fik hende til at gøre det? Han rømmede sig, før han lagde 11 af filerne tilbage i den oprindelige konvolut. Han lagde den fladt over de andre to.
"Du kan få disse tilbage. Vis dem ikke til nogen andre. Jeg vil have alle lovene og reglerne på mit skrivebord for denne absurde aktivitet inden dagens slutning."
"Ja, Deres højhed."
Aiden løftede konvolutten op og skubbede andre papirer over de andre to filer. Jackson tog den og skyndte sig ud af kontoret, og lukkede døren bag sig. Aiden afdækkede den sidste fil igen for at studere billedet igen. Mikhail bevægede sig i hans sind og så gennem hans øjne.
'Mate,' spandt han. 'Lad os hente hende.'
'Vi er nødt til at vente, indtil hun kommer her. Så lover jeg dig, at vi vil have hende.'
'Vi må hellere, for jeg vil flytte Himmel og Helvede for hende. Hun er vores,' knurrede han.
"Hvem er det, Aid?," spurgte Gregory.
Han dækkede billedet og rakte ham Kalanis fil.
"Hun er min mage," sagde han åndeløst. "Jeg har brug for, at du vælger hende ved ceremonien, men please, lad være med at sove med hende. Jeg lover at ordne dette for os."
Gregory sukkede. "Gør dette rigtigt, Aiden. Jeg vil have min mage."
Aiden blottede sine tænder mod ham. "Tror du ikke, jeg også vil have min?"
"Jeg er sikker på, at du vil, men du er konge. Det er jeg ikke. Ingen ville stille spørgsmål ved, at du tog en kvinde fra en anden. Jeg, derimod, er ikke så heldig."
Han stormede ud af kontoret. Aiden kiggede tilbage på sin mates fil. Han løftede det øverste billede. Hans åndedræt blev slået ud af hans lunger, og hans pik blev straks hård. Udtrykket af nydelse på hendes ansigt gjorde ham vred. Han skulle være den eneste, der satte det udtryk på hendes ansigt. Hendes krøllede røde hår faldt over hendes bryst, og alt han ville, var at sætte hende på hans skød og lade hende ride ham, mens han så hendes fyldige bryster hoppe i hans ansigt.