Kapitel 4
"TIFFANY, KALANI, SASHA! MORGENMAD! KOM SÅ ELLER MIST DET!," skreg deres mors skingre stemme gennem huset.
Sasha vendte sig om, mens Kalani rørte på sig. Hun havde en mission, hun skulle fuldføre, og den var allerede begyndt. Hun krøllede sig sammen på siden, mens Kalani sprang op. Kalani begyndte at ryste hendes skuldre, og hun brummede og viftede hende væk.
"Gå og gør dig klar, jeg venter."
Kalani løb hen til badeværelset, og Sasha rakte ind i sin lomme efter kontaktlinseetuiet. Hun skyndte sig hen til det lille spejl for at sætte dem i, før hun hoppede tilbage i sengen. Hun hørte Kalani komme tilbage ind i værelset og vendte sig om for at se på hende. Hun stivnede ved siden af sengen og stirrede på hende.
"Hvad fanden-"
Sasha sukkede. "Jeg er 'blind'," sagde hun og lavede gåseøjne med fingrene.
Hun satte sig på kanten af sengen. "Hvad?"
Sasha trak hende ned ved siden af sig og begravede sit ansigt i hendes hals. Hun kørte sine fingre gennem hendes hår.
"Mor kom til mig i nat og gav mig en opgave. Jeg skal dræbe kongen, og for at gøre mig mindre mistænkelig, sagde hun, at jeg skulle fremstå blind for at gøre mig selv mindre til en trussel."
Kalani krammede hende. "Åh, Aja. Jeg er så ked af det. Mor er sådan en-"
Døren blev flået op. "Sådan en hvad, din lille kælling?," sang Tiffany fra døråbningen.
Sasha kravlede over sin yngre søster for at stille sig mellem hende og Tiffany.
"Lad hende være, Tiffany."
Tiffany studerede hendes ansigt, før hun brød ud i latter. "Åh, det her er godt. Er du blind nu?"
Sasha tvang tårer frem i øjnene og sænkede hovedet i underkastelse. "Jeg- jeg ved ikke, hvad der skete," stammede hun.
Tiffany bøjede sig forover med hænderne på knæene, hele hendes krop vibrerede af glæde. "Åh, det her er for godt."
Deres mor dukkede op bag Tiffany og bankede hende på skulderen.
"Hvad foregår der, piger?"
Tiffanys latter blev straks afbrudt, og hun sænkede hovedet. "Mor, Sasha er blind."
Hun gik rundt om Tiffany for at nærme sig Sasha. Hun drejede hendes ansigt rundt, før hun afviste de andre to.
"Ud og Tiffany," hun kiggede på hende, "læg ikke en hånd på din søster."
Tiffanys mund faldt åben, og overraskelse flammede op i Kalani's ansigt.
"JEG SAGDE UD!," råbte hun.
De flygtede fra værelset og lukkede døren bag sig. Hendes mor begyndte at justere den venstre kontaktlinse i hendes øje.
"Du skal sørge for, at dine iris er helt dækket, ellers vil de vide, at du ikke er blind."
"Ja, frue."
Hun vippede Sashas hage op. "Jeg er din mor, du ved, og jeg elsker dig meget højt."
Sasha tog et skridt tilbage og fjernede sig helt fra sin mors berøring.
"Med al respekt, frue, jeg ville sætte pris på, hvis du ikke forsøgte at ændre dynamikken i vores forhold nu. Det er for sent for os at reparere det."
"Kom nu, Sasha, vær nu ikke sådan."
"Jeg ved ikke, hvad rådmand Slonsky fortalte dig i går aftes, efter jeg gik, men du går ikke fra at slå mig for at vælge Tiffany som en hyldest til at ville være en rigtig mor for mig i dag uden stærk overtalelse." Hun holdt en pause og kiggede på sin mors ansigt. "Hvis du er bekymret for, om jeg vil fuldføre missionen, så lad være. Jeg vil fortsætte med at bringe ære til vores familie, selvom vores familienavn ikke fortjener det. Jeg kender mit job, og jeg vil gøre det."
"Sasha, jeg elsker dig. Jeg ved, jeg ikke har været den bedste mor for dig og Kalani-"
Sasha fnøs og knyttede sine næver ved hendes side. "Du var aldrig en mor for Kalani. Jeg var hendes mor. Jeg elskede hende, og jeg beskyttede hende. Jeg børstede hendes hår, og jeg rensede hendes skrammede knæ. Jeg holdt hende, når hun havde mareridt, og jeg er grunden til, at hun stadig er i live. Hvad har du gjort for hende?"
"Jeg sørgede for jer begge."
Hun tog et skridt mod sin mor. "Så hvorfor skulle jeg jage de fleste nætter for at fodre os? Hvorfor skulle jeg lave vores seng af træ, jeg huggede ned, og metalbolte og skruer, jeg tog af ting, jeg fandt i skraldet? Hvorfor skulle jeg rode i affaldet efter tøj, før jeg lærte at lave dem? Og, vær venlig, fortæl mig, hvorfor i alverden fik Tiffany lov til at behandle os, som hun har? Så, vær venlig, stop med at lyve for mig. Spar på det, for jeg vil ikke høre det."
Hendes mors ryg rettede sig. "Vil du vide sandheden?"
"Jeg vil absolut ikke høre løgne."
Hendes mor trådte tættere på hende og greb hende hårdt om halsen. "Jeg hader dig og din søster. I to ligner jeres far så meget, at det ikke engang er sjovt. Jeg ville ønske, jeg havde kunnet dræbe jer ved fødslen, men jeres far vidste, at det var min hensigt, og han fratog mig mine kræfter efter at have lagt en beskyttelsesbesværgelse på jer. Det er derfor, jeg har opmuntret Tiffany til at myrde jer, fordi jeres far fik min mage dræbt, fordi han syntes, jeg var smuk, og I to fortjener ikke en bedre skæbne end det, han gjorde mod min afdøde mand. Jeg ønskede aldrig nogen af jer. Jeres far holdt mig som gidsel i årevis, indtil jeg kunne give ham en søn. I fortjener at ligge seks fod under jorden sammen med den anden lille luder," snerrede hun.
Sashas øjne lynede mod hende, skjult af kontaktlinserne.
"Hvorfor beholde os så?"
"Fordi jeres far sender nogen hver uge for at sikre, at I to stadig er i live. Hvis I ikke var blevet set levende, ville hans penge være stoppet, og han ville have dræbt mig og Tiffany. Vores liv og vores plan betyder mere for mig end jeres død."
Hun stirrede vredt på sin mor. "Du er en elendig mor."
Hun grinede, mens hendes hånd strammede yderligere om Sashas hals. "Og du, min kære, er en absolut elendig datter." Hun kastede Sasha, og hun ramte væggen, før hun gled ned på gulvet. "Du har 15 minutter til at være i køkkenet, før du bliver sulten for dagen."
Hun forlod rummet, og Sasha sprang på benene for at løbe til døren.
"KALANI! KOM OG HJÆLP MIG, PLEASE," skreg hun i panik.
På mindre end 30 sekunder spurtede Kalani ned ad gangen mod hende. Sasha greb hende i sine arme og blev slået bagud af det kraftfulde spring, Kalani havde brugt.
"Åh min gudinde, er du okay?"
"Shhh, Lani. Jeg skal gøre mig klar, men jeg ville ikke efterlade dig alene med de slanger uden mig til at beskytte dig. Bliv herinde, mens jeg gør mig klar."
Sasha tog hurtigt et brusebad, før hun tog solkjolen på, der lå på badeværelsesvasken, og lod den flagre omkring sin krop. Hun greb Kalanis hånd, da hun gik forbi, og trak hende tilbage til køkkenet. Hun skubbede hende ned på en stol, før hun satte sig selv. Hendes mor smækkede en kasse med hvedeflager og en liter mælk på bordet foran dem. Tiffany smilte hånligt til dem over sin tre-køds omelet og håndlavede hash browns. Sasha løftede kornene op til næsen, snusede dybt, før hun tjekkede mælken. Hun var ved at brække sig over lugten af oleander i mælken. Hvis den ene var forgiftet, var den anden sandsynligvis også. Hun satte kassen tilbage og smilede til sin mor.
"Tak for morgenmaden, Madame, men vi er ikke sultne og takker høfligt nej til dit tilbud."
Hendes mor snævrede øjnene sammen mod hende. "Fint, som du vil."
Sasha sendte Kalani et undskyldende blik, da deres mor snuppede deres mad fra bordet. Hun lænede sig tilbage med et suk, mens de blev tvunget til at se Tiffany nyde sin hjemmelavede måltid. Da hun var færdig, klappede deres mor i hænderne.
"Perfekt timing. Det er tid til at gå til skolen for yderligere instruktioner for dagen."
Sasha rejste sig og rakte til højre, velvidende at Kalani var på hendes venstre side.
"Lani, kan du hjælpe mig?"
"Selvfølgelig."
Kalani tog hendes hånd for at lede hende til skolen, mens Tiffany fnisede bag dem. Ti minutter senere satte Kalani hende i en stol, før hun satte sig ved siden af hende. Sherri, Melissa og Raven satte sig omkring dem, næsten som et skjold mod de andre pigers blikke. Kalani kiggede på Sasha, som nikkede, før hun lænede sig mod Raven og hviskede i hendes øre. Hendes øjne blev kortvarigt store, før hun vendte sig mod Sherri for at gentage, hvad Kalani havde sagt til hende. Sherri fortalte Melissa, som sukkede og lænede sig tilbage.
"Nå, i det mindste dør vi sammen," mumlede hun.
Sasha rynkede panden, velvidende at hvis hun havde noget at sige om det, ville de ikke dø. Ikke nu, ikke i morgen og ikke nogensinde. Hun krydsede armene over brystet og lod et lille knurr slippe ud, mens hun scannede mængden omkring dem.
"Kalani?"
"Ja, Sasha?"
"Er der folk, der stirrer på mig?"
"Ja."
"Jeg er godt klar over, at jeg nu er blind. Jeg vågnede sådan her i morges. Gudinden må være meget vred på mig, fordi jeg valgte forkert til ofringerne. Så hvis vi bare kunne komme videre og lytte til vores ordrer, ville det være bedst for os alle," sagde hun og hævede stemmen.
Tap, tap, tap. Alle, undtagen Sasha, vendte sig mod fronten, hvor forstanderen stod ved podiet og ventede.