6
Hun hørte Damon bande højt lige før en knæklyd lød bag dem.
"Hvad fanden?!" Damon bandede og trådte foran Kara, mens han så sig omkring i junglen og ledte efter truslen. "Har du set nogen andre komme her, Kara?"
"Jeg sagde jo, at du skulle vente på mig, gjorde jeg ikke?" Kara vendte sig om, da James' stemme rungede gennem den tomme jungle bag hende.
Hun fandt ham stående med armene over kors, kæben stramt sammenbidt, mens hans blik naglede Kara til stedet i chok, mens hendes hjerte hamrede hårdt af frygt. Hans vrede var lige så tydelig som en lys, solrig dag.
"Hvad laver du her?!" Damon udbrød og stirrede chokeret på James.
"Det rager ikke dig en skid!" James kastede ikke et blik i Damons retning. Hans øjne stirrede vredt på Kara. "Forsvind herfra." James skældte Damon ud.
"Hvorfor skulle jeg?" Damon spurgte arrogant. "Du kan forsvinde. Ingen har inviteret dig alligevel."
"Faktisk," James' blik svingede hen mod mig, "det gjorde hun!"
"Jeg og Kara kommer her-" Damon begyndte at sige, men Kara afbrød ham midtvejs.
"Damon, vær sød ikke at slås." mumlede hun. Hendes hoved føltes som om det var ved at eksplodere af irritation og frygt. Hun kunne ikke tro, at James havde besluttet at følge efter hende her. Hun vidste, at det ikke var hendes skyld, og hun havde gjort sit bedste for at vente på ham så længe hun kunne, og han var den, der havde besluttet ikke at opfylde det som en selvoptaget person, men stadig var det blik i hans øjne ikke noget, hun kunne lide for sig selv.
Damon vendte sig mod hende og sagde blidt, "Kara, vær sød ikke at støtte ham lige nu."
"Jeg støtter ham ikke!" insisterede Kara og rykkede tættere på ham og lagde sin hånd på hans knyttede næver. "Jeg vil bare ikke have, at I begge slås i dag."
Hun havde knap nok fået ordene ud af munden, da James greb hendes håndled i et fast greb og begyndte at trække hende mod kirken.
"Sig til ham, at han skal forsvinde." James skældte.
Kara vendte sig om og så Damon allerede gå mod førersædet for at sætte sig ind i bilen.
"Jeg ser dig derhjemme!" råbte hun.
"For helvede!" hørte Kara James bande, mens han trak hende fremad, skubbede sin hånd om hendes talje og skyndte sig ind i kirken.
De havde knap nok krydset tærsklen til hoveddøren i den gamle, støvede kirke, da han skubbede hende fremad og naglede hende mod den gamle, støvede væg. Hans hånd greb stadig hendes håndled meget stramt, og en skarp smerte skød gennem hele hendes arm.
"Har du glemt, hvad jeg sagde til dig i morges, Kara?" James hvæsede gennem sammenbidte tænder af vrede. "Jeg sagde, at jeg ville tage dig herhen! Hvorfor ventede du ikke på mig?!"
Med hvert ord, der kom ud af hans mund, steg hans vrede, og hans greb om hendes håndled blev strammere til et uudholdeligt niveau.
"James, du er-" hviskede Kara, men James afbrød hende midt i sætningen.
"Jeg sagde, at jeg ville komme og hente dig her. Hvorfor lytter du aldrig til mig?! Hvis du ville komme her med Damon, hvorfor gider du så overhovedet med mig, hva'?"
"James, mit håndled!" skreg Kara i smerte. Hans greb var blevet så stramt, at hun var sikker på, at hendes knogler ville brække.
Kara stoppede med at kæmpe, men hun løftede ikke blikket for at se på James. Hendes ligegyldighed irriterede ham altid, fordi hun for det meste var opsat på at være så tæt på ham som muligt, selv når han skubbede hende væk.
"Flyt dig!" mumlede Kara.
Det gjorde han ikke. Han blokerede døren, og hun vidste, at der ikke var nogen chance for, at han ville lade hende gå, før de havde talt sammen.
"Fortæl mig, hvorfor du kom her." gentog James.
Kara tøvede et øjeblik, men besluttede sig så for at svare ham for at komme ud af rummet så hurtigt som muligt, "Jeg ved, hvorfor du skubbede mig ned ad muren." mumlede hun, "Jeg så slangen ved siden af os."
James' øjne blev store af chok. Han havde ikke indset, at hun havde set den. Han ville ikke skræmme hende, og derfor havde han skubbet hende ned ad muren, da hun ikke sprang. Slangen var hurtigt på vej mod dem. Han havde forsøgt at fortælle det til sine forældre også, men de havde bare anklaget ham og råbt ad ham i stedet for at lytte til hans forklaring.
"Jeg kom her for at fortælle dig, at jeg ikke var vred på dig. Men du..." Karas anklagende blik skød mod James, "du skubbede mig så hårdt. Mit ben gør ondt."
James så på hende med et skyldbetynget blik i øjnene. Han var undskyldende for sin opførsel. Hans vrede trak altid den værste opførsel ud af ham, men han havde aldrig skadet nogen. Og Kara var den sidste person, han ønskede at skade. Men denne gang havde hans vrede bragt det værste frem i ham, da han så Kara stå uden for hans værelse.
"Undskyld." mumlede James, mens han tog et skridt frem mod hende.
"Undskyld for hvad?" mumlede Kara, men hun så ikke på hans ansigt og ignorerede ham fuldstændig.
Hun kunne se hans fødder foran sine øjne, da han kom til at stå kun en fod væk fra hende.
Hun mærkede hans hånd løfte sig. Hans hånd kom op for forsigtigt at gribe fat om hendes hage og løfte den op for at stirre ind i hans øjne, mens han svarede,
"Undskyld for at skubbe dig ned ad muren og undskyld for at skubbe dig ned, da du var uden for rummet også."
James' øjne udstrålede oprigtighed og mildhed. Dette ene blik, denne ene stirren, som James altid gav Kara, var nok til at gøre hende blød over for ham.
Men så bøjede han hovedet og kyssede blidt hendes kind, og det var i det øjeblik, at hendes hjerte begyndte at slå lidt hurtigere i hans nærvær for første gang.