Kapitel 8 En anden stalker?
Da Emily trådte ind i sin lejlighed, skyndte hun sig hen til vinduet for at se, om limousinen stadig var der. Ligesom i går aftes var den allerede væk.
I stedet for at føle en lille snert af fortrydelse, følte hun nu kun lettelse.
Hendes værelseskammerat Delsie sad og så fjernsyn og så lidt overrasket ud over Emilys løben rundt i lejligheden.
"Hej, er alt okay?" råbte hun.
"Jeg tror det..." sagde Emily. Hun havde været i overlevelsesmode hele dagen, og dette seneste møde fik hende til at gå i kamp-eller-flugt-tilstand. Hun forsøgte at berolige sin vejrtrækning. Tingene var langt fra okay, men de var i det mindste håndterbare for nu. Hun ønskede heller ikke at gå i for mange detaljer med Delsie, som nogle gange kunne være lidt spydig.
"Du er lidt mystisk der," sagde Delsie legende. "Mødte du nogen ny? Du må være kommet ret sent hjem i går aftes."
Emily kiggede ind i køleskabet for at se, om hun havde noget til en trøstende middag. Ved nærmere eftertanke var hun træt og fandt et færdiglavet frysemåltid i stedet. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle svare på Delsies spørgsmål. Hun satte sig ved køkkenbordet, mens hun ventede på, at hendes mad skulle blive færdig i ovnen.
"Du kunne sige, at jeg mødte nogen, men jeg tror ikke, det kommer til at fungere."
"Du går hurtigt igennem dem," sagde Delsie, "Er mænd noget som par sokker for dig?"
"Ja," sagde Emily enig, "Jeg ser ingen grund til at beholde dem for længe."
Det var nemmere bare at gå med på joken, selvom hun nogle gange undrede sig over, om Delsie grinede af hende og ikke med hende.
Efter at have spist sit færdigpakkede curry-måltid, gik Emily ind på sit værelse. Hun var nødt til at begynde at lede efter et nyt job med det samme, ellers ville hun ikke have råd til at bo her. Lejligheden, som lå få blokke fra stranden i et smukt kvarter, var dyr nok, selv når hun delte huslejen med Delsie.
Emily lavede en hurtig jobsøgning på sin bærbare computer, men noget andet blev ved med at nage hende.
Byron havde været meget hurtig til at forlade stedet, og han så virkelig ud til at være ked af det. Selvfølgelig kunne det have været et trick. Josh var god til at lade som om, han var respektfuld og høflig, når han ville. Det var nok sådan, han havde snydt sig ind på hendes arbejdsplads. Men Byron virkede anderledes.
Impulsivt søgte hun på hans navn igen.
Denne gang læste hun artiklerne i detaljer for at forstå hans personlighed. Der var intet beroligende her. Ligesom i hendes tidligere søgning var der mange historier om Byron som en hensynsløs forretningsmand, der fuldstændig ødelagde alle, der kom i vejen for ham. Efter at være blevet fyret fra sit job, fandt Emily ikke denne egenskab særlig charmerende, da hun tænkte på, hvor mange mennesker der havde mistet deres karrierer på grund af ham.
I det mindste var der intet her om, at han stalkede kvinder. Nu var det hende, der online-stalkede ham, tænkte hun med et lille smil.
Hendes chef havde ret, hun burde virkelig ikke gøre dette. Det var ved at blive latterligt.
Der var nogle få billeder af Byron sammen med Nova Summers, en lokal filmstjerne, men nyere nyheder sagde, at de var gået fra hinanden. Emily skævede til billederne og forsøgte at få en nærmere vurdering af Byrons glamourøse ekskæreste.
Nova Summers var høj, sort-håret og slank. Den eneste lighed, hun delte med Emily, var, at hun også havde mørkt hår, men Emily var gennemsnitlig i højden og mere kurvet end tynd. Det kunne ikke være muligt, at Byron var interesseret i hende efter at have datet denne perfektion af kvindelighed, som også var på vej til at blive den næste store Hollywood-stjerne.
Hun kiggede på sit ansigt i spejlet. Det var ikke et dårligt ansigt, ret charmerende, med et frækt glimt i øjnene. Der var ingen grund til at sammenligne sig selv med en filmstjerne.
Hun kunne altid finde en attraktiv mand, en mere normal en.
At fortælle Byron, at hun ikke ville se ham, var det eneste rimelige at gøre. Han havde tydeligvis mange problemer. Samtidig fandt hun sig selv stirrende på billeder af ham. Hans øjne havde et selvsikkert og til tider truende blik, men i andre billeder kunne man se et hint af ensomhed og tristhed, overskygget af de lange øjenvipper.
Emily undrede sig over, hvad han havde lavet helt alene på broen den nat. Måske havde han nogle forbindelser til den kriminelle underverden, men så slog en anden tanke hende.
Kunne han have tænkt på at springe i havet? Nej, hun var alt for dramatisk. En mand så succesfuld og flot ville ikke ønske at tage sit eget liv. Han kunne altid bare tage til en tropisk ø eller købe en ny sportsvogn eller få en kæledyrsgiraf for at muntre sig op. Eller betale folk for at følge ham rundt og sige pæne ting til ham...
Hendes telefon ringede og rev hende ud af dagdrømmen. Det var hendes bedste veninde Pam.
"Jeg hørte om, hvad der skete i dag," sagde Pam, "Jeg er ked af, at jeg ikke var der! Jeg sagde til Thomas, at han var en idiot for at fyre dig."
"Det behøvede du ikke at gøre," sagde Emily. Hun kunne helt forestille sig Pam gøre det og ikke få nogen problemer, for sådan var hendes personlighed bare.
"Jeg ville også sige op i solidaritet, men jeg har lidt brug for dette job."
"Du skal bestemt ikke sige op!" svarede Emily, "men tak for tanken. Vi kan ikke begge være arbejdsløse."
"Du vil finde nye job i massevis på ingen tid. Jeg er kun bekymret for, at den der Josh-type dukker op igen."
Emily sukkede. "Fortæl mig om det."
"Vi har brug for en plan," sagde Pam. "Lad os mødes til frokost i morgen?"
Emily kunne ikke vente. Det var så beroligende at tale med sin bedste veninde, og hun havde en hel del at fortælle.