1. Ned i kaninhullet
Tyra
"Hvad fanden er det?" spurgte min far og pegede på min pande.
Elzeria, Efterårshofets mest prestigefyldte designer og feen, der har skabt nogle af de smukkeste og mest finurlige tøj kendt af feer over hele verden længe før mine oldeforældre blev født, og som for nylig havde sagt ja til at være min personlige stylist, hævede et øjenbryn mod min far. "Ved du ikke, hvad en bums er, Franz?"
Far pustede ud. "Jo, Elzeria, det er en bums på min datters smukke pande. En smuk pande, som, må jeg minde dig om, er dit job at holde pletfri. Jeg var ikke klar over, at en med dit prestigefyldte ry kunne slække på arbejdet?"
Elzeria - som havde strøget de dobbelte grene, der stak ud fra hendes hoved og krøllede sig over hver af hendes skuldre som fletninger - frøs, da et af de grønne blade faldt ned på hendes skrivebord, mens hendes torneagtige øjenvipper sænkede sig over de pludselig blinkende blå øjne. "Kalder du mig inkompetent?"
Der var fare, der lurede under det spørgsmål, noget min far ville have advaret mig om at være forsigtig med, hvis det var rettet mod mig. Noget han ikke behøvede at bekymre sig om, da han ikke havde en dråbe menneskeblod i sine årer. "Har du et andet ord for det?" spurgte han vredt.
Meget langsomt rejste Elzeria sig fra sin stol. Hun var seks fod høj, praktisk talt ikke andet end knogler med, hvor tynd hun var, og for et normalt menneske så hun helt harmløs ud. Kunne blive betegnet som en lidt mærkelig, men smuk kvinde med sine bizarre øjenvipper og fletninger, lille ansigt og smarte kjole med tilfældige huller i, der gav forførende glimt af hendes blege hvide hud under det røde stof. Men hvis det menneske blev ved med at kigge, ville de bemærke de spidse kanter af hendes ører, der markerede hende som en fe. Og med feer var de harmløse udseende nogle gange de mest skadelige.
Som for at bevise min pointe, blottede Elzeria sine hugtænder, og skarpe pigge på længde med min arm skød ud fra hullerne i hendes kjole, en af dem gennemborede hendes bord som var det ost.
Med hævede øjenbryn åbnede jeg munden for at tale, næsten glemte vores regel, hvis far ikke havde stoppet mig med en hævet hånd.
Jeg lukkede munden, huskede fars ord. Med feer var det bedst at holde munden lukket - især når de var vrede. En lukket mund kan ikke indgå i noget, og den kan heller ikke provokere feen nok til, at de beslutter sig for at lukke den for dig. (Seriøst, nogle kunne finde på at sy den sammen.)
"Hvorfor er du blevet så ophidset, når det er dig, der har fejlet i dit job?" spurgte far.
Bladene på Elzerias grene blev flammende røde. "Hvordan tør du komme her og fornærme mig og mine evner, når du er årsagen til alt dette i første omgang?" spurgte hun.
Far rynkede panden. "Gav jeg hende den bums?"
Jeg ville have grinet, hvis han ikke havde set så forfærdet ud.
"Din datter er en halv menneske, der kan spise fe-frugt uden at dø, men selv hun er ikke undtaget fra visse bivirkninger. Jeg har gjort mit bedste for at holde hende sammen, men du fortsætter med at presse hende igen og igen-"
"Festivalen i aften er sidste gang," afbrød far kort. "Efter dette skal hun aldrig spise et stykke frugt igen."
Min mund træk sig ved det. Ufrivilligt knyttede jeg næverne i mit skød.
Ingen af dem bemærkede det. Elzerias øjne snævrede sig sammen, hendes pigge trak sig langsomt tilbage. "Tror du virkelig på det?"
"Efterårshofets Herre selv har inviteret hende til sit palads," sagde far og rejste sig. "Hans søn har udtrykt en romantisk interesse for Tyra. Han vil ikke undgå at falde for hendes charme under aftenens fest, og inden daggry vil han være klar til at sælge sin sjæl for at have hende for sig selv. Hun vil endelig få det allerbedste af alt - præcis som hun fortjener."
Elzeria vippede hovedet. "Og hvis han er mere interesseret i at se hende danse, indtil hun ikke længere kan trække vejret som de andre menneskefanger, de bringer?"
Far knækkede sine knoer. "Så dræber jeg ham selv og tager Tyra med hjem."
Elzeria brød ud i en latter. "Jeg kan se, at det at være far til pigen, der kan danse i ugevis uden at stoppe, har gjort dig mere stædig. Fint. Kom, datter af Franz, jeg vil vise Tyra nogle lotions, hun kan anvende for at slippe af med den bums."
"Jeg går i stedet," sagde far og klappede mig på skulderen. "Tyra bør tage en hurtig lur, mens vi er væk. Få noget hvile."
Jeg nikkede og så de to gå ud, fars kortere, kraftigere skikkelse, der fulgte Elzerias højere, tyndere skikkelse ud af kontoret.
Jeg ventede, til døren knirkende lukkede, før jeg sprang op fra min stol. Elzerias kontor lignede resten af hendes atelier, bygget ind i hulrummet af en gigantisk træstamme med tykke rødder, der strakte sig fra jordbunden til det træloft som naturens egne søjler. Rødderne var dækket af blomster, som konstant bevægede sig rundt; nogle dansede til violinen, der spillede af sig selv i hjørnet, mens en rose midt i rummet boksede med en viol, hvor knyttede blade fløj rundt og sprøjtede jord over det hele. Med det antal kampe, jeg havde været vidne til indtil videre, gav det meget mere mening, hvorfor det eneste møbel Elzeria havde herinde var et enkelt bord og tre stole. Og selvfølgelig det store spejl, jeg nu bevægede mig hen imod.
Jeg stirrede ind i det klare glas og søgte min pande efter den forbryder, der havde fået min far til at slæbe mig hele vejen herhen i morges uden nogen forklaring. Det var første gang, jeg så det, men der var det: en stor pusfyldt bule, der trodsigt stirrede tilbage på mig fra overfladen af min ellers glatte mørke hud.
Jeg spekulerede på, om Efterårshoffets prins ville blive frastødt af synet. Måske ikke, skønhed var trods alt en meget subjektiv ting i Faerie. Ikke at jeg bekymrede mig om, hvad de tænkte, så længe jeg kunne få en bid mere - kunne blive ved med at danse, mener jeg. Det hele handlede om dansen, tænkte jeg og rettede mig op. Intet mere, intet mindre. Jeg kiggede til siden -
Lige i tide til at se det store hul i jorden, der ikke havde været der tidligere, og den gamle heks, der kravlede ud af det, tænderne klaprede som et udmagret skelet, der steg op af sin grav.
"Spinkle barn med kolossale drømme, hvordan har du det?" spurgte heksen og bøjede sig med sine unormalt lange arme hængende foran sig. Hendes firkantede ansigt var dækket af et gardin af slapt gråt hår, men desværre skjulte det ikke de rådne tænder eller hendes glimtende sorte øjne, der ingen hvide havde.
Jeg krummede tæer. "Jeg havde det ret godt, før du dukkede op," svarede jeg.
Hun klukkede. "Uforskammede barn. Ved du, hvor mange udødelige og dødelige, der ønsker chancen for at blive velsignet med min tilstedeværelse?"
Jeg pressede læberne sammen. "Undskyld, jeg er ikke en af dem."
"Har du ingen frygt?"
Det var en almindelig antagelse blandt feerne, at jeg skulle ryste i mine sko, hver gang jeg blev konfronteret med en af dem. Deres grund? Fordi jeg bare var et stakkels 'skrøbeligt' menneske (glem at det kun var halvt, de havde nok ikke lært at lave beregninger i skolen). Og jo mere bange de forventede, at jeg skulle være, jo mere følte jeg for at provokere dem. Deraf fars minimale taleregel.
Men han var ikke lige her nu, var han?
Jeg viftede med hånden og skubbede hende væk. "Tag dine varer et andet sted hen, Bedste. Jeg køber ikke de kager, der gemmer tarmslugende orme, som du prøver at sælge."
Hun fnisede og drejede nakken, som om hun skulle løsne en krampe. "Det, jeg har til dig, kan ikke gemme nogen orme, da jeg ikke har haft en finger med i spillet, og det er heller ikke noget, jeg sælger. Det er gratis."
Gratis?
"Det var noget nyt," sagde jeg og trak en stol hen for at sidde tættere på hende. "Fint, jeg lytter. Men gør det hurtigt, inden min far kommer tilbage og jager dig ned i dit kaninhul."
Hun strakte sig ud på gulvet, den ene hånd holdt op ad hendes ansigt, den anden placeret på hendes benede hofte. Som om det var mig, der morede hende og ikke omvendt. "De længselsfulde håb om nattens magi vil være forgæves."
"Er du en spåkone? Jeg tror ikke på spådomme," sagde jeg.
Hun klikkede med tungen ad mig. "Ikke spådomme, skæbne. Jeg kommer med indsigter om den skæbne, der har valgt dig, så lyt godt efter, Barn." Hun ventede ikke for at se, om jeg ville adlyde, mens hun legede med de klude, der fungerede som hendes kjole, og fortsatte, "Udholdenhed vil blive testet, presset og brudt. Frugten vil endelig begynde sit dødelige arbejde, men helten vil redde jomfruen fra selvdestruktion. Skæbnen vil forene den faldne Halvling med den arrede ulv og bringe tragedie over flokken."
Jeg fnøs. "En kærlighedshistorie? Så fortæl mig, hvad er navnet på fyren, der skal redde mig?"
Den gamle heks begyndte at kravle baglæns ind i sit hul. "Helten, der redder dig, er anderledes end den ulv, du er bestemt til, selvom hun vil komme iført en ulvemaske."
Hun var allerede halvvejs inde, og selvom jeg havde været nonchalant hele tiden, var der pludselig noget, der prikkede på min hud, en sjette sans, der fortalte mig at presse videre. At tage den skøre kvinde alvorligt og spørge. Jeg lænede mig frem i stolen. "Hvad er hans navn?"
Toppen af hendes hoved var alt, hvad der var synligt, og hendes hul lukkede hurtigt om hende, men hendes stemme lød, hæs men klar. "Jeg troede, du ikke troede på spådomme, Barn?"
Og hun var væk, grinende vanvittigt, mens hullet lukkede sig, og efterlod jorden uberørt undtagen for en lille bunke jord. En bule på jorden.
Lidt ligesom bumsen på min pande.