Kapitel 7
"Amelias hjerte bankede så hårdt, at hun næsten ikke kunne få ordene ud.
Men Alexander virkede ikke til at bemærke det, eller måske kunne han bare ikke forestille sig, at Amelia løj for ham.
""Det er godt. Du fortalte mig aldrig, hvor du var i går aftes. Jeg troede, du løj om at have booket et hotel. Jeg tog til din skole tidligt i morges, og din værelseskammerat sagde, at du ikke var der.""
Hun forblev tavs, og Alexander fortsatte med at plapre, ""Åh, og sig ikke noget til min familie om, at jeg gik til politistationen, ellers går de i panik! Forstået?""
Amelia ville sige, at hun forstod, men Henry stod lige ved siden af hende.
Faktisk havde hun allerede sladret til nogen i Anderson-familien.
Men Henry virkede ikke til at komme godt ud af det med Andersons, så han ville nok ikke sige noget.
Lige da vendte Henry hovedet, og deres øjne mødtes.
Amelia kiggede hurtigt væk, for bange til at møde hans blik igen.
Hvor mærkeligt, hun havde ikke gjort noget forkert, så hvorfor følte hun sig så skyldig?
""Forstået, bare rolig,"" svarede Amelia afslappet.
""Jeg skal til politistationen i dag for at ordne nogle ting. Når jeg er færdig, tager jeg dig ud at spise!"" Alexander, som sædvanligt, troede, at et måltid ville løse alt.
Efter at Amelia mumlede et svar, sluttede opkaldet.
Mens hun stirrede ud af vinduet, var Amelias tanker alle vegne.
Hun var ved at blive færdig med sin uddannelse, og hendes forældre antydede hele tiden, at hun snart skulle forlove sig med Alexander.
Lige da hun undrede sig over, hvornår Alexander endelig ville fri, smed han bomben om, at han så en anden.
Det havde hun aldrig set komme, da hun altid havde tænkt på ham som sin fremtidige mand.
Henry havde ret; uanset hvad, måtte hun forklare alt til sine forældre.
Hvad var pointen i at blive i dette giftige forhold?
Der var et bank på døren, og lige da hun skulle rejse sig, var Henry allerede der.
Han rakte hende en fin taske. ""Selvom regnen er stoppet, er det stadig ret koldt udenfor. Dit tøj er for tyndt, tag denne på, før du går.""
Det var en helt ny, blød frakke, og bare ved at røre ved den kunne hun mærke, at den var dyr og lige hendes størrelse.
Hendes hjerte sank lidt. ""Tak.""
Så gik det op for hende noget, og hun tilføjede hurtigt, ""Hvor meget kostede den? Jeg betaler dig tilbage. I går aftes var allerede meget besvær for dig.""
Hun skyndte sig at tage sin telefon frem, men Henry lagde blidt sin hånd over hendes, ""Ingen grund til at være så formel med mig. Er det ikke snart din fødselsdag? Jeg har ikke givet dig nogen fødselsdagsgaver gennem årene, så betragt dette som din gave.""
Amelia var forbløffet. Hvordan vidste han hendes fødselsdag?
Skulle hun acceptere denne gave?
Hun havde aldrig accepteret hans gaver før, fordi deres forhold altid havde været lidt akavet.
Selvom de var barndomsvenner, kunne hun ikke benægte, at hun plejede at mobbe ham.
Og da Alexander altid var der på hendes fødselsdage, inviterede hun aldrig Henry, af frygt for hvad der kunne ske, hvis de mødtes.
Hun havde heller ikke planlagt at invitere ham i år, men nu bragte han det op.
Men at invitere ham til hendes fødselsdag var udelukket; Alexander ville blive rasende.
Fortvivlet forsøgte hun at finde et kompromis, ""Hvad nu hvis jeg giver dig noget til din fødselsdag? Hvad ønsker du dig?""
Henry, som forstod, at han ikke kunne deltage i hendes fødselsdagsfest, svarede tørt, ""Bare rolig. Min fødselsdag er allerede overstået, og jeg fejrer den alligevel ikke rigtigt.""
Mens hun gik, genoplevede hun sin samtale med Henry i tankerne.
Så slog det hende—Henrys fødselsdag var om efteråret.
Hun huskede det så tydeligt, fordi den efterår havde Alexander igen plaget Henry, hvilket efterlod ham forslået og forslået.
Scarlett forsvarede naturligvis sin søn og gav ikke engang Henry et blik.
James tilbød kun overfladiske trøstende ord, før han vendte sig væk.
Ingen barn, uanset hvor hårdt, kunne klare den slags ydmygelse. Henry løb hen til sin mor den dag.
""Den idiot, han er tydeligvis ikke ønsket, selv ikke af sin egen far. Tror han virkelig, at hans mor bekymrer sig? Hvis hun gjorde, hvorfor ville hun så sende ham til at bo hos Andersons?"" Alexander havde hånet.
""Den kvinde sparkede ham så snart hun så ham og lod ham ikke engang komme ind ad døren. Jeg hørte, at han stod udenfor hele natten i kulden. Ved daggry sendte hans mor ham tilbage, og han havde høj feber den nat. Det er virkelig ynkeligt."" Alexander havde fortalt denne historie som en joke til alle sine venner.
Alle tænkte nok, at Henrys opførsel var for tåbelig og grinede hjerteligt.
Men kun Amelia stod der uden at sige et ord.
Henry må have været virkelig ked af det dengang, ikke?
Så snart Amelia vendte tilbage til sit kollegieværelse, kom hendes værelseskammerat Lily Brown straks hen. ""Alexander ringede til mig tidligt i morges og spurgte, hvor du var. Hvad sker der? Har I skændtes?""
Amelia hængte forsigtigt den plysjakke i skabet.
Hun tænkte pludselig på Henrys ansigt og hostede for at undgå emnet. ""Nej, jeg gik alene efter at have håndteret situationen i går aftes. Vi var ikke sammen.""
Lilys øjne blev store af overraskelse, mens hun kiggede på de store vandpytter udenfor, ""Hvad mener du! Det regnede så kraftigt i går aftes, og han lod dig gå alene! Den fyr er for meget!""
Amelia forklarede hjælpeløst, ""Vi var aldrig sammen. Du ved, han så mig altid som en ven. Han har aldrig udtrykt andre følelser.""
Hun troede, at hendes forklaring var klar, men Lily så ikke overbevist ud, ""Amelia! Lyv ikke for os! Vi kender alle til jeres forhold. Er vi ikke gode venner? Skjuler du noget for mig?""
Da hun så alle gøre sig klar til at lave en scene, rødmede Amelia nervøst og sagde endelig, ""Nej, han har allerede en kæreste. I går aftes gik jeg på politistationen, fordi han kom i slagsmål med nogen for sin kæreste! Han sov hos sin kæreste, og jeg fandt et hotel selv!""
Så snart hun havde sagt det, blev det livlige kollegieværelse stille.
Ikke kun Lily, men også værelseskammeraterne, der var optaget af andre ting, stoppede overrasket op.
De forsøgte at bearbejde, hvad Amelia lige havde sagt.
Efter et minut af kvælende stilhed talte Lily endelig med besvær, ""Han har en kæreste?""
""Ja.""
""Har du mødt hende?"" pressede Lily.
""Ja."""