Prolog
Ying Yue
- århundrede
"Pres Ying Yue, pres," sagde min bedstemor. Hun og flere familiemedlemmer hjalp mig med fødslen af mit førstefødte barn. Svedperler trillede ned ad mine tindinger, mens min krop rystede af smerte, da endnu en ve bølgede gennem min krop. Jeg trak vejret dybt, samlede al min styrke og pressede. Jeg pressede så hårdt og længe, jeg kunne, men det var ikke nok. Under min graviditet var jeg blevet svag. Mange mente, det var på grund af giften, den Sorte Heks havde stukket mig med, men det var ikke på grund af hende eller hendes gift.
Jeg var forbandet... forbandet af Månegudinden og den Blå Stjernes Jomfru, Aludra.
"Ying Yue, du skal samle al din styrke. Barnet er allerede på vej ud. Pres, Ying Yue, pres!" Min bedstemor tørrede sveden fra min pande. Jeg støttede mig op på albuerne, trak vejret dybt og gav alt, hvad jeg havde. Jeg stønnede, mens jeg pressede, for lyden hjalp mig med at fokusere. Pludselig hørte jeg det umiskendelige skrig fra en nyfødt. Endelig, efter timers veer, var hun nu ude i verden og trak den samme luft som jeg. Min nye babypig-...
"Det er en dreng, Ying Yue. En sund lille dreng," annoncerede min bedstemor lykkeligt, mens hun vuggede min nyfødte søn i sine arme. Jeg gispede. Jeg kiggede rundt på folkene i rummet. Alle smilede, undtagen mig. Det kunne ikke være en dreng! Nej, nej, nej!
"Nej, det kan ikke passe, Wai Po," udbrød jeg i fortvivlelse. Min bedstemor så afvisningen i mit ansigt og kom tættere på for at hviske i mit øre.
"Ying Yue, du bør glæde dig. En førstefødt søn er heldig og vil tilføre din familie værdi." Hun kunne umuligt forstå. En søn kunne ikke være en fortryller som jeg var før, og uden en datter kunne min forbandelse ikke brydes.
I årevis har jeg tjent som et redskab for Månegudinden, dedikeret mit liv til at ødelægge hendes børns svorne fjender, ulvene. Jeg var menneske før, men en skæbnesvanger nat blev jeg bidt af en ulv.
Mens jeg var i skoven for at samle urter til min mor, bemærkede jeg ikke, at solen var gået ned, og jeg bemærkede heller ikke, at skumringen pludselig var blevet til nat. Da jeg var færdig med at samle, hvad jeg havde brug for, tørrede jeg jorden af mine hænder, rejste mig op og så uventet fuldmånen i al dens pragt. Jeg tog min kurv og min stok og skyndte mig hjem. Det var forbudt at være i skoven om natten.
Men jeg kunne ikke længere se de mærker, jeg havde ridset på træerne, som skulle lede mig til min landsby. Jeg besluttede at bruge åen som min guide, for åen ville føre mig til en sti nær min landsby, men jeg kunne ikke finde vej, for skyerne havde skjult månen, og jeg havde intet til at lyse min vej.
Pludselig blev jeg angrebet af et stort dyr. Jeg forsvarede mig og slog gentagne gange det store dyr med min stok, indtil det flygtede og efterlod mig liggende på den kolde, fugtige skovbund, såret og forpustet.
Skyerne flyttede sig og viste månen igen, og dens lys flimrede gennem træerne. Jeg løftede min arm over mit hoved for at tjekke mit sår, undrende over hvorfor det føltes som om det brændte. Jeg så mit blod dryppe fra et sår forårsaget af et bid, tandmærkerne dannede en tydelig fordybning i min hud.
Mit hoved dunkede. Min krop krampede, mens en brændende smerte spredte sig gennem hele min væren. Min hud føltes som om den smeltede under en brølende ild. Oplevelsen var så ubehagelig, at jeg lukkede øjnene og ønskede, at det skulle stoppe.
Så kom noget meget værre. Mine knogler begyndte at brække af sig selv og forvandlede mig til noget andet. Der er ingen ord til at beskrive, hvor ulideligt og kvalmende smertefuldt det var. Mens mine knogler knækkede og bevægede sig, skreg jeg til Månens Gudinde og bad hende om nåde og medfølelse. Jeg ønskede, at den tortur, jeg led, skulle ende. Til gengæld svor jeg, at jeg ville være hendes redskab og hjælpe med at gøre denne verden til et bedre sted at leve i. Mens jeg udtalte mit løfte under månens lys, dukkede en blå stjerne pludselig op på himlen, og mit ønske blev opfyldt.
Smerten stoppede brat, og jeg fandt mig selv stående midt i skoven under månens stråler og det funklende lys fra den blå stjerne, genfødt. Fra at være et svagt og forsagt menneske blev jeg en snedig og magtfuld fortryllerske, velsignet med blå øjne, der lignede farven på Aludras Blå Stjerne. Jeg fik kraften til illusion, forklædning, tankekontrol samt evnen til at få adgang til andres magi som min egen.
Som Fortryllersken samlede jeg alle ulve, af enhver farve og race, for at kæmpe ved min side mod en gammel fjende, der var fast besluttet på at udrydde alle ulve. Det begyndte, da ulvene vendte ryggen til varbjørnene og besluttede at udrydde dem. Mens ulvene var optaget af at jage bjørne, jagtede fjenden dem. Ulvene var langsomme til at opdage det og fandt sig selv svindende i antal.
I årevis havde jeg dedikeret mit liv til at dræbe Blodkongens afkom og hans store hære sammen med en ulv, der var medlem af den kejserlige familie. En af hans soldater forvandlede ham til en ulv, da han var nær døden efter et baghold på ham og hans følge. Derefter blev han kaldet af Månens Gudinde til at bære det Flammende Sværd, et sværd smedet af metaller fra månesten, der var faldet på jorden. Det var et sværd, der blev betroet mig at beskytte.
Desværre, efter successive sejre mod vores fjende, var jeg blevet egoistisk og hovmodig og troede, at jeg var meget bedre end den guløjede ulv fra legenden. Der var ingen beretninger om, at hun nogensinde havde kæmpet mod Blodkongen, som jeg mente var den stærkeste modstander, ulvene nogensinde havde mødt. Efter min mening tog Månens Gudinde fejl; der var ingen grund til at lede efter den guløjede ulv, som hun havde instrueret mig om at gøre i en af mine visioner.
Med tiden blev jeg træt af de endeløse kampe og den konstante planlægning. Jeg havde fundet min mage i et ulveterritorium, som Blodkongen angreb. Efter at have fundet min skæbnebestemte mage følte jeg, at det var tid for mig at slå mig ned og stifte min egen familie. Ingen flere kampe. Da vi allerede havde ødelagt meget af Blodkongens fæstninger, spredt over hele landet, vendte jeg ryggen til Månens Gudinde og Jomfruen, idet jeg troede, at jeg havde gjort nok for at betale for det løfte, jeg havde udtalt for længe siden i den mørke skov.
På grund af min stædighed begyndte jeg at træffe forkerte antagelser og forkerte beslutninger. Jeg havde undervurderet den Sorte Heks og Blodkongen. Vi havde allerede dræbt de fleste af Blodkongens Herrer og ødelagt deres riger, men Blodkongens opholdssted undslap os stadig. For at finde Blodkongens slot fangede og torturerede vi hans yndlingsherre for information.
"Ying Yue, jeg har en dårlig fornemmelse om dette," sagde Huang. Han var min bedste ven. Vi stod side om side i kamp, for han var ulven, der svingede det Flammende Sværd. "Har du kommunikeret med Månegudinden om dette? Har der været et tegn fra Den Blå Stjerne?"
"Hvornår blev du en troende af tegn, Huang?" hånede jeg ham. "Han er Blodkongens yndlingsherre. Hvad end han siger, må være sandt." Jeg havde holdt op med at kommunikere med Månegudinden for et stykke tid siden. Jeg mente, det var spild af tid.
"Men vi har været i den dal før. Jeg så ikke noget slot på nogen af bjergene, og jeg mærkede heller ikke hans afkom," argumenterede Huang.
"Det var flere år siden. Jeg vil selv tjekke fangens tanker for at berolige dine tvivl. Vil du så tro ham?" spurgte jeg. Han smilede til mig og nikkede.
"Selvfølgelig. Jeg vil endda personligt eskortere dig til fangen." Han åbnede døren og bukkede dybt. "Damerne først."
Jeg troede, alt gik glat, indtil vi nåede fangehullerne. Vi blev fuldstændig chokerede over at finde vagterne liggende døde på gulvet, undtagen én. Jeg bøjede mig hurtigt ned på knæ ved siden af ham i håb om, at han ville give mig svar.
"Han var ingen herre, Fortryllerske. Det var den Sorte Heks i forklædning," hæsede han. Pludselig dukkede sorte linjer op over hele hans krop; den Sorte Heks' gift havde spredt sig og dræbte ham næsten øjeblikkeligt.
Flere skrig blev hørt over os. Huang og jeg skyndte os ud af fangehullerne og løb udenfor slottet for at finde Blodkongens afkom dræbende alle i syne. Den Sorte Heks havde ledt dem til vores sted og givet dem adgang til vores fort.
Huang løb tilbage ind i slottet for at hente det Flammende Sværd, mens jeg, ubeskyttet, begyndte at fremmane kugler af ildrøde flammer for at kaste mod fjenden. Lidt vidste jeg, at over mig sad den Sorte Heks, som en sort krage på en gren. Hun styrtdykkede, transformerede sig fra krage til heks og stak min hals med en af sine skarpe metalnegle, hvilket lammede mig midt i det kaos, der fulgte.
Jeg faldt om på jorden og stirrede op på hende og så min refleksion i hendes øjne. Indgraveret i mit ansigt var chok, panik og nød, mens hun stirrede tilbage med et triumferende blik på sit hæslige ansigt.
"Nej, min lille Fortryllerske, jeg vil ikke dræbe dig. Jeg vil have, at du skal leve og lide konsekvenserne af dit nederlag. Toksinet i dit system vil forhindre dig i at bruge din magi, mens Blodkongens afkom hævner sig på ulvene, der har renset deres slags fra dette land," sagde hun. Hun drejede hovedet og kiggede op mod slottet. Et ondsindet smil prydede hendes mørke læber. "Jeg fortjener en belønning, synes du ikke, Fortryllerske? Jeg tror, det, jeg ønsker mig, er i det slot." Hun transformerede sig til en krage og fløj op til en balkon på slottet, mens jeg hjælpeløst så på fra jorden. Jeg kiggede op mod himlen for at bede til månen og den blå stjerne, men ingen måne eller stjerne kunne ses i de mørke himle over mig.
"Ying Yue, kom nu. Jeg skal tage dig i sikkerhed," sagde Benedict Turner, min mage, mens han trak mig op og løftede mig op på ryggen af en ulv. Jeg forsøgte at advare ham om, at Huang var i fare, men jeg kunne ikke bevæge min krop, ikke engang min mund. Jeg lavede mumlende lyde, men jeg kunne ikke høres over alt skriget. "Jack, jeg møder dig ved mødestedet. Jeg skal finde Huang og sværdet." Jeg følte en bølge af lettelse, da han nævnte Huangs navn. Da ulven løb mod skoven med mig på ryggen, bad jeg en tavs bøn om at se min bedste ven og min mage igen.
"Du har forladt mig, mit barn." Månegudindens stemme flød med vinden. "Derfor vil jeg forlade dig. Kun en datter kan sone for dine synder."
Jeg mistede bevidstheden efter at have hørt hendes ord, og da jeg vågnede, var Benedict ved min side, men Huang var død, og det Flammende Sværd var væk. Kun ringen, som Jomfru Aludra havde givet mig, var stadig i min besiddelse, selvom dens hvide lys var forsvundet, sammen med det mine kræfter og blå øjne.
Benedict og jeg parrede os under fuldmånen, dækket af grå skyer, som skjulte månelyset fra at velsigne vores forening. Vi besluttede at bosætte os midlertidigt i min fars gamle landsby hos mine bedsteforældre, indtil min datter blev født. Derefter ville vi rejse til Benedicts område i England, væk fra Blodkongen og hans afkom, så vores datter kunne træne.
Men, jeg fik en søn. Ingen søn kan betale for mine synder. Jeg betragtede ham, mens han sov i sin vugge. Han havde ingen idé om, hvad jeg gik igennem. Benedict, som var venlig og ivrig efter at hjælpe, hjalp landsbyboerne med at bygge et nyt hjem til os. Han overvejede at blive i landsbyen et stykke tid, indtil vores søn var gammel nok til at rejse.
Jeg satte mig bag min fars gamle skrivebord og begyndte at skrive et langt brev. Jeg hældte al min hjerte og sjæl i det, jeg skrev, i håb om, at Benedict og vores søn ville tilgive mig med tiden. Jeg efterlod også instruktioner, når en datter blev født, og skrev de sidste ord, som Jomfru Aludra af Den Blå Stjerne talte, da jeg mistede bevidstheden den nat, Månegudinden forlod mig.
Jeg tog min dagbog frem, som jeg havde skrevet mine inderste tanker i, siden vi ankom til landsbyen, lagde mit brev ovenpå og tog min ring af, placerede den ovenpå begge dele. Jeg gik hen til min søn og kyssede ham på panden. Han rørte lidt på sig, men faldt straks i søvn igen.
"Tilgiv mig, min søn," hviskede jeg. Så citerede jeg et gammelt ordsprog. "Alt forandres, og vi forandres med dem. Farvel."
Jeg tog rebet, som jeg havde gemt i en kommode i vores værelse, lavede en løkke og hængte det op. Jeg placerede mit hoved inde i løkken, trak vejret dybt og sparkede stolen væk fra mine fødder.
Jeg kunne ikke længere leve med at vide, at jeg var forladt.