KAPITEL 4
Da jeg så min far stirre tilbage på mig, blev jeg synligt nervøs. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg havde gjort galt denne gang, men jeg vidste, at jeg snart ville finde ud af det.
Far greb mig meget hårdt i skulderen og tvang mig ud i køkkenet, hvor han tvang mig til at sætte mig i en stol, mens han stod ved siden af mig.
"Hvorfor fanden har jeg lige fået et opkald fra din rektor? Han sagde, at du ikke dukkede op til dine eftermiddagstimer." Råbte han. Jeg skulle have vidst, at den røvslikker straks ville sladre til far. Han havde sikkert en aftale med far om at ringe til ham, hver gang jeg gjorde noget, de ikke var enige i.
"Jeg kunne ikke blive der." Sagde jeg blidt.
"Hvorfor fanden ikke? Det er skole. Du har ikke noget valg. Du bliver der og lever med det. Du finder dig i det. Det er ikke et valg." Råbte han direkte ind i mit øre, så trommehinden begyndte at gøre ondt.
"De ydmygede mig igen. Jeg var nødt til at komme væk derfra." Forsøgte jeg at forklare. Men far stod foran mig og kiggede ned på mig.
Han slog mig lige i ansigtet, og stolen væltede bagover med mig på, så han stod over mig og løftede mig op fra gulvet ved mit tøj.
"Virkelig? De ydmygede dig? Nå, væn dig til det. Sådan er livet." Råbte han og slog mig i maven, så jeg kæmpede for at trække vejret.
Jeg forsøgte at bede ham om at stoppe, men der kom ingen ord ud. Jeg havde svært ved at trække vejret, og han holdt mig op, så jeg stod ansigt til ansigt med ham, og han slog mig hen over ansigtet med bagsiden af hånden.
Jeg kunne mærke blodet strømme ud af min næse, men det stoppede ham ikke. Han slog mig et par gange mere i maven, før han trak mig ud af køkkenet og ned ad gangen.
Han åbnede et skab og kastede mig ind i det og lukkede døren bag mig og låste den.
"Du bliver derinde og sulter for min skyld, din ubrugelige spild af plads." Råbte han.
Jeg hørte hans skridt forsvinde væk fra skabet.
Dette skab var så lille, at jeg ikke engang kunne sidde ned i det.
Jeg vidste, at jeg ikke kunne leve sådan her meget længere. Og da far har de aftaler med sine venner, vidste jeg, at jeg ikke ville være i stand til at slippe væk herfra.
Der var kun én måde at undslippe dette helvede på. Jeg ville ønske, der ikke var. Jeg ville ønske, der var en anden måde. Men jeg kan ikke blive ved med at leve sådan her. Jeg er så bange lige nu, men ikke for det, jeg ved, jeg skal gøre. Jeg er bange for at blive her og lade disse mennesker fortsætte med at udnytte mig, som de gør.
Jeg er bange for at gå i skole i morgen og lade Madison og de idioter behandle mig på samme måde. De vil aldrig stoppe.
De ved ikke, hvordan de skal stoppe. De får for meget fornøjelse ud af at såre mig.
Og så er der Jax. Han var der i dag. Han talte til mig. Men han var ligeglad. Han gik bare med sine andre venner. Han forsøgte ikke engang at se, hvor meget problemer jeg var i.
Han så kun, hvad der skete i kantinen. Han kender ikke resten af det. Jeg ville ønske, at det var der, mit helvede sluttede. Men så heldig er jeg ikke.
Jeg vidste, at hvis nogen skulle ende det, så skulle det være mig. Det måtte være mig. Det var den eneste magt eller kontrol, jeg havde over mit eget liv. Og det var at tage mit eget liv.
Jeg tilbragte hele natten i det skab og forsøgte at være så stille som muligt, fordi der kom folk forbi for at se far. De var forretningsforbindelser og havde intet at gøre med den misbrug, han udsatte mig for.
Hvis de vidste, at jeg var låst inde i skabet, ville far slå mig til plukfisk. Og så ville han sige, at jeg skulle tage mig sammen i stedet for at tage mig på hospitalet. Jeg måtte være så stille.
Men jeg hørte ham gå senere den nat, og jeg måtte blive i skabet. Jeg vidste, at han kunne komme tilbage når som helst. Og hvis jeg var ude af skabet, vidste jeg, at han ville gå amok igen. Han låste døren, så jeg måtte kun komme ud, når han tillod det.
Men da jeg var sikker på, at det var næste morgen, og at far ikke ville komme hjem, fordi han var på kontoret, tog jeg en ekstra nøgle, som jeg havde gemt i skabet, og jeg låste mig selv ud af skabet.
Jeg var udmattet og havde ondt efter at have stået hele natten. Men det fjernede ikke det, jeg skulle gøre.
Jeg begyndte at lede i huset. Jeg startede med fars værelse og derefter hans kontor.
Jeg åbnede skuffen til hans skrivebord, og der fandt jeg den sorte kasse, jeg ledte efter.
Jeg åbnede den og tog den metalpistol, der lå indeni.
Jeg tjekkede den for at sikre, at den var ladt, og det var den. Så gik jeg ind i det andet rum med den.
Jeg så, at skolen havde været i gang i et par timer nu, og rektoren ville ringe til far, når han indså, at jeg ikke var der. Jeg skulle skynde mig. Men jeg var ikke hurtig nok.
Jeg blev afbrudt af hurtige bank på husets hoveddør. Øjeblikkeligt troede jeg, det var far. Jeg troede, han var kommet tidligt hjem fra arbejde.
Jeg blev lettet, da jeg så, at hoveddøren var låst, og jeg greb om pistolens kolde metal og placerede min finger over aftrækkeren.
Uanset hvad, vidste jeg nu, at jeg skulle dø. Uanset hvad. Så jeg havde intet mere at miste.
Jeg begyndte at vifte med pistolen rundt og ventede på, at far skulle åbne døren, og måske med en pistol i hånden ville han stoppe i døren og ikke komme tættere på mig.
"Hold dig væk fra mig, far. Dig og alle de røvhuller, du solgte mig til, de røvhuller i skolen, dem der aldrig lader mig være i fred. Dem der faktisk nyder at mobbe mig og gøre mit liv til et helvede, I kan alle sammen gå ad helvede til." Jeg råbte, mens jeg stadig viftede med pistolen rundt. "Jeg hader dig, far, og jeg håber, du rådner i helvede. For nogen som dig fortjener ikke mindre." Jeg fortsatte.
Pludselig lød lyden af et skud, og jeg faldt til jorden, langsomt svindende ind i bevidstløshed, lige da jeg så døren springe op og disse skikkelser dukkede op i et flimmer af skarpt lys foran mine øjne...