KAPITEL 2
Da jeg ankom til skolen den morgen, fandt jeg mit skab og begyndte at tage de bøger ud, som jeg skulle bruge til de første par timer, da nogen pludselig stødte mig i ryggen, og jeg stødte hovedet mod skabet.
"Åh, undskyld Skylar. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på," sagde Madison hånligt bag mig. Det var helt sikkert ikke et uheld. Ligesom hver anden dag heller ikke var et uheld.
Men jeg gad ikke engang at kigge tilbage på hende, og jeg greb mine bøger og lukkede skabet. Jeg forsøgte at gå væk, da Grace stillede sig foran mig.
"Se Maddy. Jeg tror, du får hende til at græde," sagde Grace. Så gik Madison hen ved siden af Grace og kiggede ned på mit ansigt, som jeg holdt rettet mod jorden. Så greb hun mig hårdt om kinderne og tvang mig til at se op på hende.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at holde tårerne tilbage. Jeg ville ikke have, at de skulle se mig græde. Jeg kunne ikke lade dem vide, at de havde fået overtaget. Selvom de allerede vidste, at de havde.
Hvorfor kunne de ikke bare lade mig være i fred? Jeg kæmpede virkelig hårdt for ikke at vise nogen svaghed, da Grace pludselig puffede til Madison for at få hendes opmærksomhed.
Madison slap mine kinder og kiggede på noget bag mig, så af nysgerrighed vendte jeg mig også om for at se.
Det var da, jeg så de tre mærkelige, flotte fyre gå ned ad gangen mellem os. Og i midten af de tre fyre var den, jeg havde ventet på at se. Den, jeg plejede at kende. Det var Jax.
Jeg ville virkelig gerne råbe til ham, men jeg mærkede blå mærket på siden af mit ansigt dunke, og jeg kiggede på mit forpjuskede udseende efter ikke at have sovet i nat, og jeg besluttede mig imod det.
Jeg vendte mig væk, da de gik forbi os, og jeg vidste bare, at jeg ikke kunne lade ham se mig sådan her. Han vidste, at jeg havde det svært i folkeskolen, jeg kunne kun forestille mig, hvad han ville tænke nu. Og om han overhovedet ville bekymre sig.
Så snart de var gået forbi os, og jeg var sikker på, at han ikke havde set mig, forsøgte jeg at gå forbi Madison og Grace, da Madison satte sin fod ud uden, at jeg så det, og jeg snublede over den og faldt til gulvet.
Ikke kun Madison og Grace grinede, men også mange andre børn i gangen, der så det ske.
Jeg samlede stille alle mine bøger op og rejste mig langsomt, da jeg stadig havde meget ondt fra i går aftes, og gik til min første time.
Jeg satte mig i hjørnet bagerst, som jeg altid gjorde, og jeg vidste, at der stadig var et stykke tid, før timen startede, så jeg hvilede mit hoved på bordet et øjeblik, da jeg hørte lidt uro komme ind i rummet.
Jeg kiggede op, og nogle få elever begyndte at gå ind, men det gjorde Jax og de to andre fyre også.
De så ud til at være ret tætte, og jeg sad der stille og indså, at han ikke havde lagt mærke til mig. Eller hvis han havde, genkendte han mig ikke.
Jeg så på, mens de snakkede med nogle af de andre elever, mest piger, der hang ved deres hvert ord.
Jeg så dynamikken mellem de tre af dem, og en af dem virkede meget kold og anerkendte ikke rigtig nogen, der talte til ham. Han så ud til at kede sig, mens han sad ved sit bord og stirrede ud af vinduet. Og den anden fyr, han så mig stirre på ham. Heldigvis dækkede mit lange hår blå mærket på mit ansigt, og han smilte til mig og legede med en flaskehætte fra sin drik i min retning.
Jeg reagerede ikke. Jeg kiggede bare væk og lod som om, jeg ikke så det. Især før de andre piger, de var sammen med, troede, at jeg havde lokket ham til at gøre det. Det ville ikke have været godt. De ville ikke have haft nogen problemer med at mobbe eller håne mig foran dem.
Jeg havde ønsket at tale med Jax, men han så så anderledes ud nu. Jeg var ikke sikker på, om det var en god idé. Men snart havde jeg ikke noget valg, da timen startede, og de alle satte sig ved bordene bag mig.
"Hvad er dit navn?" spurgte en af dem.
"Lad hende være, Lucas. Kan du ikke se, at hun tydeligvis ikke hører til her?" sagde Jax og pillede ved bunden af mit lange hår. "Se på tøjet. Jeg troede, det her skulle være en rig skole. Jeg gætter på, at de lukker hvem som helst ind her." tilføjede Jax.
Jeg kiggede ned på mit tøj og så de slidte og gamle, grimme klæder, jeg havde på. De passede ikke ordentligt, og uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få nogle pletter ud. Men i det mindste lignede de ikke blod længere. De lignede bare gamle pletter.
"Det mindste, hun kunne gøre, var at tage noget på, der ikke var beskidt," sagde Lucas.
I frokostpausen gik jeg til biblioteket, fordi jeg ikke havde penge til at købe noget at spise. Så jeg sad der og lavede lektier i stedet for at spise. Men så snart frokosten var ovre, gik jeg tilbage til mit skab for at hente mine bøger til resten af dagen.
Jeg kiggede ned ad gangen, og Madison kom gående med Grace, hendes andre venner og de tre nye fyre, som hun åbenbart havde klamret sig til.
"Hvorfor gider du overhovedet komme i skole?" spurgte Madison. Men jeg kiggede bare væk og fortsatte med at rode i mit skab. Da jeg rakte efter noget på den øverste hylde, indså jeg ikke, at bunden af min trøje var løftet op.
Jeg hørte en af fyrene gispe, og jeg kiggede for at se, at det var Jax. Da jeg kiggede ned, indså jeg, at han kiggede på arret på min mave, og jeg skyndte mig at sænke armen og dække min mave.
"Det er okay, Jax. Jeg er sikker på, at uanset hvor hun fik det ar, så fortjente hun det," sagde Madison. Men jeg stod der og stirrede på ham et øjeblik, og han fjernede ikke øjnene fra mig.
Jeg smækkede hurtigt skabsdøren i uden at tage nogen af mine bøger og løb ned ad gangen, væk fra alle, og jeg blev ved med at løbe, indtil jeg nåede skolens sidedør og løb udenfor.
Jeg løb over fodboldbanen og bag tribunerne, dybt ind, så ingen kunne se, hvor jeg gemte mig.
Kun få øjeblikke senere så jeg Jax løbe ud på banen med sine to venner efter sig, og han kiggede febrilsk rundt overalt.
"Hvad fanden foregår der?" sagde den stille.
"Jeg skal finde hende," sagde Jax.
"Hvorfor? Du var ligeglad med hende i morges, da du mobbede hende i klassen," sagde han.
"Jeg ved det. Fordi jeg ikke vidste, hvem hun var i morges," sagde Jax.
"Hvem er hun?" spurgte Lucas.
"Skylar. Jeg kendte hende i folkeskolen. Vi var venner. Bedste venner. Jeg genkendte hende ikke," sagde Jax.
"Nå, jeg tror ikke, I er venner længere," sagde den stille.
Jeg kiggede til siden, og Madison og hendes venner stod og så på de tre fyre, der ledte efter mig, men de kunne ikke finde mig.
De gav til sidst op og gik tilbage ind, så jeg åndede lettet op.
Jeg blev under tribunerne et stykke tid, indtil jeg var sikker på, at kysten var klar, før jeg endelig kom ud igen. Men så snart jeg gjorde det, skubbede nogen mig op mod en murstensvæg til skolebygningen.
Jeg stirrede lige ind i Madisons vrede øjne, og Grace stod lige bag hende. Resten måtte være gået tilbage til klassen. Ikke at de behøvede flere for at mobbe mig.
"Jeg ved ikke, hvad du tror, du laver med de fyre, men du holder dig hellere langt væk fra dem," truede Madison mig.
"Jeg er ikke interesseret i dem," sagde jeg, knap nok over en hvisken.
"Vrøvl. Jeg så den ene løbe efter dig. Jeg tvivler på, at de ville være så interesserede, hvis de vidste, hvor patetisk en lille luder du virkelig er. Er det ikke sådan, du får penge her omkring? Ved at sælge dig selv for at få dem?" hånede Madison mig.
"Please Madison. Lad mig bare gå?" bad jeg. Men jeg så et underholdt udtryk i hendes ansigt, da jeg bad hende om det.
Hun løftede sin perfekt manikurerede hånd og slog mig hen over ansigtet, så min kind sved, og jeg kunne allerede mærke, at den begyndte at hæve.
"Hold dig bare langt væk fra dem," advarede hun, mens hun vendte sig om og gik væk med Grace lige bag sig.