Kapitel syv
Og sådan fandt jeg mig selv stående på naboens veranda cirka ti minutter senere. Og hvis der var noget værd at nævne, så var det, at jeg også holdt en lille madkasse fuld af smiley-kager i mine arme.
Jeg sukkede tøvende, mens jeg kiggede på den blå madkasse i min arm. Jeg vidste altid, at mor var den muntre og positive type. Og som jeg sagde tidligere, kunne hun godt lide at opretholde et godt forhold til naboerne.
Og det var derfor, hun sendte min bror og mig over til naboernes hus for at aflevere en velkomstgave, fordi de var flyttet ind i nabolaget.
Nabolaget var ret fredeligt og roligt. Og som forventet i et lille miljø som dette, hvor alle kendte hinanden, var der uundgåeligt lidt sladder her og der.
I det øjeblik jeg trådte ud tidligere, havde jeg fanget et par tanter, der diskuterede ved huset overfor vores. En af dem havde set os ankomme, og hun gav de andre hele historien. Jeg havde meget skarpe ører, så jeg formåede at lytte til deres samtale, mens jeg gik forbi dem.
Lige da, lyden af bevægelser inde fra huset fik mig til at fare sammen, og jeg vendte min opmærksomhed tilbage til stedet, hvor jeg var. Jeg havde ringet på klokken tidligere, og det så ud til, at nogen var ved at besvare den.
Ganske rigtigt, der var en række klik bag døren, sandsynligvis fra at dreje nøglen. Og døren blev trukket op.
En ung dreng på min alder stod på den anden side af døren med hænderne om dørhåndtaget for at holde den åben. Han virkede ikke meget ældre end mig. Men han var højere. Han havde mørkeblondt krøllet hår og et ret smukt ansigt til at parre med det, det var fair at sige, at han var en ret attraktiv teenager.
Da hans blik landede på mig, virkede han forbløffet et øjeblik. Hans læber var delvist åbne, fordi han så ud til at være ved at tale tidligere, før han blev afbrudt. Hans blik vandrede over mit ansigt et øjeblik, før han endelig genvandt sin sans.
Til min overraskelse stak han dog hovedet tilbage i huset og udbrød højt, "FOR POKKER Kayla, der er en fe ved vores dør!"
Først var jeg forbløffet. Men et øjeblik senere, indså jeg, hvad der foregik.
Og jeg fnyste sarkastisk til gengæld. "Meget morsomt."
Ikke for at prale, men jeg havde altid vidst, at jeg var meget smuk. Jeg kunne se det, når jeg stod foran spejlet og kiggede på mig selv. Jeg havde også hørt flere komplimenter fra folk, end jeg kunne tælle.
Jeg var ikke typen, der skilte sig ud i mængden. Eller typen, der ville tiltrække opmærksomheden fra alle til en fest. Men jeg var smuk.
Drengen vendte sin opmærksomhed tilbage til mig. Så rakte han en hånd ud for at klø sig akavet i hovedet. Han virkede flov, da han vidste, at han havde sagt det højt nok til, at jeg kunne høre det.
Men det var kun et øjeblik.
Han rettede sig op og sendte mig et drenget smil. "Hej."
"Hej," sagde jeg og gengældte smilet.
Jeg løftede hånden og rakte boksen frem mod ham. Hans blik flyttede sig fra mit ansigt til boksen i min hånd, og han så forvirret ud.
Bemærkende det sagde jeg straks, "Jeg blev bedt om at aflevere denne velkomstgave. Jeg er naboens datter. Vi er lige flyttet ind."
Derefter vendte jeg mig mod vores lejlighed og pegede på den. Drengen kiggede også over, og da han forstod, hvad jeg mente, formede hans læber et 'åh'.
Så rakte han ud for at tage madkassen fra mig. Han var ved at sige noget, da der var en bevægelse bag ham, og en skikkelse dukkede op.
Det var en pige denne gang. Hun var omtrent samme højde som ham. De havde lignende ansigtstræk og samme beskidte blond hårfarve. Selv deres øjenfarve var ens, og hun var som den kvindelige version af ham.
Det var tydeligt, at de var tvillinger.
Da hun nåede os, stod hun bag ham og kiggede over hans skulder på mig. Hendes blik var lidt gennemborende, og hun tyggede tyggegummi med en antydning af frækhed. Sammen med hendes smalle blik virkede hun ikke specielt nem at omgås.
Da hendes blik landede på mig, var der et øjebliks overraskelse på hendes smukke ansigt, før det hurtigt forsvandt. Så kiggede hun mig op og ned. Det var især respektløst at stirre på en person så længe, men det så ikke ud til, at hun vidste det. Selv hvis hun gjorde, virkede det ikke som om, hun bekymrede sig.
Jeg lod mig ikke forstyrre af hende, da jeg ikke var der for at få venner. Livet er ikke altid en dans på roser, og ikke alle er ment til at kunne lide dig.
Hun klikkede med tungen og mumlede på en måde, der ikke var ment for mig at høre. "Ikke dårligt."
Men jeg hørte hende. Jeg viste ingen reaktion overhovedet. Jeg vendte min opmærksomhed tilbage til hendes bror og gav ham et lille, høfligt smil.
"Så, jeg må hellere gå nu."
Og så vendte jeg ryggen til dem. Jeg gik forsigtigt ned ad trapperne og begyndte at gå tilbage til vores hus.
Mens jeg gik, kunne jeg mærke deres brændende blikke på min ryg. De hviskede og snakkede også indbyrdes.
Da jeg nåede portene til vores hus, stødte jeg på Jasper. Han var lige kommet tilbage fra naboens hus.
Jeg bemærkede også, at han havde et lille smil på læben. Da han nåede mig, lagde han straks armen om min skulder.
"Hej, lille søster. Går det godt derovre?"
Jeg kiggede straks op, da jeg hørte det. Så smilede jeg. "Ret godt."
"Okay," svarede Jasper, mens han åbnede døren for mig. "Det er godt at høre."
Jeg sagde ikke noget bagefter, da jeg gik ind i huset.