Kapitel seks
Forfatterens POV
Natten var mørk og blæsende. Flere skyer i forskellige former flød over himlen fra tid til anden. Når de svømmede væk i det fjerne og nogle gange smeltede sammen, dannede de en lang hvid stribe, der dækkede månens lys, som skinnede gennem natten. Månen var skjult i et par sekunder, og alt var mørkt, indtil skyerne skiltes og drev væk.
I en stor og bred gård var der tomt. Korridoren, der førte til den, var også øde, da der ikke var nogen i syne. Der var to mægtige stenstatuer ved indgangen til gården. De havde billedet af ulve, der hylede mod himlen. Det var ganske kunstnerisk og fantasifuldt.
Midt i gården var et langt og stort bord strakt ud med sine fire ben fast plantet på jorden. Det var lavet af hvidt og skinnende træ, så det glitrede i det øjeblik, månens lys skinnede på det.
En lige så lang kiste var også placeret på det. Ligesom bordet var den også udsmykket. Hvis ikke endnu mere. Den var lavet af glas, og man kunne se, hvad der var indeni.
Der var en krop i kisten. Figuren var høj, og når man lå med ansigtet opad i kisten, kunne man se, at det var en meget høj person. Det var heller ikke svært at se, at det var en mand. Han var klædt i en hvid kåbe. Den var lang og omsluttede hans krop som en frakke. Kåben var udsmykket, og der var små krystalperler på den øverste del.
Vinden blæste igen, og denne gang rystede træerne i nærheden også med den. Jorden skælvede let, og det var, som om hver gang vinden hylede, var jorden ved at kollapse. Et sted i det fjerne kunne man høre lyden af hunde, der gøede.
Det var midt om natten, og det var tydeligt, at natten var en uhyggelig og mørk en.
Pludselig lyste stenstatuerne ved døren op. Deres øjne lyste og flammede. Deres øjne glødede, og det var, som om der var flammer i dem.
Der var dog ingen antydning af liv i stenøjnene. I stedet virkede de mystiske og overnaturlige.
Pludselig stoppede alt. Træerne stoppede med at ryste. Jorden skælvede ikke længere, og vinden hylede heller ikke, som om den var vred. Alt vendte tilbage til det normale. Og ingen havde været der for at være vidne til det hele.
Bortset fra, selvfølgelig, de flammende røde øjne på statuen. De var stadig sådan.
Chelseas POV
Jeg vågnede til de høje stemmer, der kom uden for mit værelse. De var høje og støjende. De syntes at tilhøre mine brødre. Men heldigvis var der ingen grund til panik.
Jeg satte mig op i sengen og strakte mine muskler. De blev normalt utrolig stive, når jeg vågnede om morgenen, så det var blevet en vane at strække mig godt. Solen var allerede højt på himlen, og dens stråler strømmede ned og kastede sig ind i mit værelse gennem de gennemsigtige ruder i mit vindue.
Efter et par øjeblikke, hvor jeg sad i sengen for at genvinde mine sanser og vågne helt op, kravlede jeg ud af sengen og stak mine fødder i mine par træsko. De var violette, da det var min yndlingsfarve.
Jeg gik søvnigt ind på badeværelset. Jeg var ikke helt vågen, og det tog altid omkring fem minutter, før jeg kunne blive mig selv igen. Men i de fem minutter virkede jeg altid som en tabt sag. Efter jeg havde tømt mine tidlige morgenbowler i toiletstolens privatliv, følte jeg mig meget bedre og lettere.
Det var derfor, jeg hadede at spise sent om natten. Det gjorde mig normalt svag og tung om morgenen.
Jeg gik hen til standen, hvor tandbørsterne var hængt op, og trak en af dem. De to tilbage var til nødsituationer og gæster. Jeg åbnede forseglingen, pumpede noget tandpasta på den og satte den på medium vaskemodus. Det var en elektrisk tandbørste.
Snart var jeg færdig med at bade og forberede mig til dagen. Jeg vendte tilbage til mit værelse og tog et par kurvede chinos shorts på og en sort tanktop til at matche. Jeg troede ikke, jeg skulle nogen steder.
Men lige da jeg åbnede døren, dukkede mor op i gangen. Hun strålede straks, da hun så mig.
"Du er vågen. Jeg var lige ved at komme for at vække dig," sagde hun, og jeg nikkede straks tilbage.
"Godmorgen, mor."
"Godmorgen, skat." Hun var nu nået til døren til mit værelse. Så gik vi sammen ned ad trappen.
I det øjeblik vi nåede foden af trappen, kiggede hun over på mig med et smil og sagde: "Jeg har en hurtig ærinde til dig."
Så vendte hun sig mod køkkenet og efterlod mig stående der i en forvirret tilstand og undrende over, hvilket ærinde hun havde tænkt sig at sende mig i. I en by, vi lige var flyttet til i går.