Kapitel fem
Det var stille ved bordet, og alle kiggede på far og ventede på, at han skulle sige noget. Efter et øjeblik rømmede han sig.
Så foldede han hænderne og begyndte at tale. "Først og fremmest vil jeg gerne undskylde til jer alle. Jeg er virkelig ked af, at tingene måtte ende på denne måde."
Jeg kiggede på ham, mens han talte, og jeg kunne se, at hans øjne blev røde.
Han tilføjede, "Men mest af alt er jeg meget taknemmelig for, at vi er sammen. At denne familie ikke brød sammen efter alt, hvad der skete."
Han lød kvalt og følelsesladet. Ud af øjenkrogen så jeg en bevægelse. Det var mor.
Hun rakte sin hånd mod hans håndflade, som nu lå på bordet. Så lagde hun sin hånd på hans og klemte den lidt.
Far vendte sig for at se på hende, da hun gjorde dette. Et lille smil dannede sig på hans ansigt, og han nikkede til hende.
Derefter vendte han sin opmærksomhed mod os igen. Hans blik landede på Jaspers ansigt. Så kiggede han på mig. Han rakte også en hånd ud for at rode i Johns hår.
"Jeg ved, at I alle er unge," fortsatte han.
"Men-" sagde han. "Jeg tror også, at I alle har en mening. I er alle stærke børn, og jeg er taknemmelig for at have jer."
Der var et lille smil i kanten af hans læber mod slutningen af hans tale. Han virkede mere rolig nu.
Det var et ret hjertevarmende øjeblik. Mest på grund af fars ord. For hvem satte ikke pris på at blive behandlet som en person, der havde en mening? Og ikke som et barn, der ikke kunne skelne tingene.
Jasper kiggede over på far. Han virkede ikke tårevædet som resten af os. Men det var tydeligt i hans stemme, at han også var rystet.
Han sagde, "Vi bebrejder dig ikke, far. Du er den sejeste person, jeg nogensinde har kendt, og jeg ved, at du gjorde dit bedste."
Hans ord fik straks far til at give ham et million-dollar smil. Mens jeg sad og så på dem, kunne jeg ikke lade være med at føle mig tvunget til også at sige noget.
"Far. Mor-"
Alle vendte sig straks i min retning. Deres blikke var rettet mod mit ansigt, mens de ventede på, at jeg skulle sige noget.
Som sagt var jeg ikke en person, der talte meget. Og jeg krummede tæer ved de ord, jeg var ved at sige.
Men jeg sagde dem alligevel.
"Jeg elsker jer alle."
Det tog et øjeblik for dem at bearbejde mine ord. Men da de gjorde, kunne jeg se det brede smil på min fars ansigt i et kort øjeblik, før jeg blev omfavnet.
"Åh, skat-"
Duften af bacon og brændt æg ramte straks min næse, da mor omfavnede mig. Aromaen var stadig på hende, siden hun havde lavet mad tidligere. Den var ret stærk. Men den fik mig til at føle mig afslappet.
Fordi det duftede som hjem. Og det fyldte lidt af tomrummet i mit hjerte.
Over mit hoved hørte jeg far sige, "Elsker dig også, Chels."
Jeg viklede mig hurtigt ud af mors kram og satte mig op. Mit hjerte bankede, og mens jeg kiggede på dem alle, kunne jeg ikke undgå at føle mig lidt skyldig. Jeg havde ikke fortalt dem alt, der var sket.
Så det gjorde jeg.
"Chris og jeg er gået fra hinanden."
Mit publikum var målløst et øjeblik, og selvom jeg ikke kiggede på dem, kunne jeg mærke, hvor uventet mine ord ramte dem. Bortset fra Jasper, som allerede vidste det, selvfølgelig.
Jeg kiggede straks ned og følte mig lidt pinligt berørt over at dele sådan noget under middagen. Mit blik landede på de shorts, jeg havde på, og det var da, jeg bemærkede, at der var små striber på dem.
Jeg pillede ved mine negle.
"Hvad sket-" Mor var ved at spørge.
Jeg afbrød hende. Jeg tilføjede: "Med Mona."
Et gisp undslap mors læber, da jeg talte. Jeg kunne relatere til, hvordan hun følte. Hun vidste, hvor tæt Mona og jeg var. Vi havde været venner i lang tid, og jeg delte mange ting med hende. Jeg stolede på hende og betroede mig til hende.
Jeg kunne se på den måde, fars blik mørknede og hans læber strammede, at han ikke var tilfreds. Og jeg gættede på, at han fortrød, at han ikke vidste det, før vi forlod København. Han var meget beskyttende over for mig, og siden barndommen var han normalt skeptisk over for drenge omkring mig.
Og jeg vidste, at hvis han havde vidst det i København, ville han være stormet hen til Chris og tæsket ham.
Men det ville ikke have løst noget. I stedet ville jeg være blevet endnu mere flov.
Så jeg måtte tage mig sammen og komme videre.
"Åh, jeg er så ked af det, Chelsea," sagde mor, mens jeg kiggede på hende. Mine øjne blev fugtige, og jeg følte mig varm, da jeg så hendes bekymrede blik.
Og hun rakte ud for at omfavne mig igen. Men denne gang undgik jeg det, da jeg følte mig meget flov.
Jeg pegede straks mod retterne foran os og sagde med en lille stemme, "Vi burde begynde at spise. Maden er ved at blive kold."
Mine ord bragte en erkendelse til resten af dem. Mor, der havde brugt meget energi på at lave middag, opfordrede straks alle til at spise.
Det var meget hjerteligt ved middagen, og jeg kunne mærke, at alle var afslappede. Ingen nævnte, hvad jeg havde sagt, og det var jeg glad for. De forstod alle, at jeg ikke var ivrig efter at tale om det.
Jeg var ikke ligefrem en udadvendt person, og jeg blev let flov. Så de nævnte det ikke mere bagefter.
Efter middagen gik alle i seng efter nogle bønner.
Jeg lå i sengen omkring tredive minutter efter at have børstet tænderne for natten og tænkte på alt, der var sket. Det føltes stadig uvirkeligt. Men jeg var ved at vænne mig til det.
Og jeg havde indset, at jeg var nødt til at komme videre.
Jeg huskede de ord, som far sagde ved middagen. Jeg havde min familie. Og de elskede mig. De forlod mig ikke som alle andre gjorde. De var der, og jeg var nødt til at være der for dem også.
I det mindste var jeg væk fra al den drama i København.
Måske var det ikke en dårlig idé at starte på en frisk alligevel.