Kapitel to
Cirka en time senere var jeg endelig færdig med at pakke og trak min kuffert ud af døren. De andre var allerede færdige med at pakke og stod ved den lejede varevogn, som skulle hente os, med deres bagage allerede stuvet ind i varevognen.
Jeg trak min kuffert hen, og Jasper tog den straks fra mig og løftede den op. Derefter placerede han den på stakken af bagage.
Da jeg kiggede op på mine forældre, så jeg dem se på palæet. Deres blikke var slørede, og jeg kunne mere eller mindre se skuffelsen og hjertesorgen i deres blikke.
Jeg kiggede også på palæet. Vi havde boet i huset i mere end tolv år. Jeg huskede ret godt, at jeg kun var seks, da vi flyttede ind i palæet.
Mens jeg nu stirrede på husets mast, der strakte sig ud i gården, kunne jeg ikke lade være med at få tårer i øjnene. Vi var alle knyttet til huset, og det var vores tilflugtssted. Det var uundgåeligt, at vi ville føle os mærkelige.
Min lillebror, John, kiggede stille på os. Hans øjne var vidt åbne, og han stirrede tilbage på huset med sine klare og åbne øjne. Han syntes ikke at forstå, hvad der var galt med os.
"Host-" Far hostede pludselig let, mens han gav mor et sidekram. Så vendte han sig mod varevognen. "Det er tid til at tage af sted. Lad os gå."
Vi forstod alle hans ord og trak vores blikke væk fra bygningen lidt modvilligt. For mig føltes det, som om jeg ville efterlade en del af min sjæl der, i det øjeblik jeg vendte mig om.
Mor og far gik først ind i varevognen, efterfulgt af Jasper og John. Lige da jeg skulle til at gå ind i varevognen, bemærkede jeg pludselig to skikkelser stående i det fjerne.
De var særligt iøjnefaldende, og jeg bemærkede dem straks. Jeg kunne ikke tage fejl af dem, for de var trods alt engang de mennesker, der stod mig nærmest. Alligevel var det dem, der sårede mig mest.
Først blev jeg overrasket over at se dem. Men da jeg kiggede nærmere, så jeg, at de faktisk smilede til mig.
Det var ikke bare et hvilket som helst smil... Det var et hånligt og foragteligt smil. De gjorde nar af mig.
Jeg stivnede, og mit hjerte strammede sig. Det føltes, som om mit hjerte blev grebet og klemt hårdt. Det gjorde ondt.
Så ondt.
Men jeg vidste bedre end at lade dem se mig sådan. Jeg kan ikke lade dem se mig på mine svageste punkter og glæde sig over, hvad de har gjort.
Uden et andet blik på dem trådte jeg ind i varevognen. Døren lukkede, og chaufføren trådte på speederen.
Jeg kiggede tilbage for at se, om de stadig var der. Og som forventet, stod de der og så på mig.
Jeg satte mig op og vendte mig fremad, rettede min holdning. Selv om jeg følte, at jeg var ved at dø af smerte, ville jeg ikke give dem en chance for at tro, at de havde knækket mig.
Selv om de faktisk havde.
Jeg holdt vejret og holdt mit fokus på vejen, mens vi kørte. Jeg kunne mærke Jaspers blik på mig, og jeg havde en fornemmelse af, hvad han tænkte. Men jeg gav ham ingen opmærksomhed. Jeg turde heller ikke se hans vej, af frygt for at han skulle se, hvor faldet jeg var blevet.
Bilen havde for længst passeret vores hus, og jeg kunne ikke længere se de utro par. Da bilen kørte gennem gaderne, passerede vi den restaurant, hvor Chris og jeg plejede at have vores dates, og jeg huskede de tider.
Måden vi plejede at hygge os omkring hinanden. Måden han altid kunne lide at hviske i mine ører i klassen. Måden han altid forsøgte at få mig til at grine, når jeg var vred.
Tårerne samlede sig i mine øjne.
Men i sidste ende...
Han var utro. Han var utro med min bedste veninde.
Jeg kunne ikke holde det længere. Tårerne strømmede ned som en dæmning. Jeg kastede mig i Jaspers arme og begyndte at hulke.
Som et barn.
Det var omkring fem timer senere, da varevognen endelig stoppede foran dørene til vores nye lejlighed. Vi ankom til Seattle.
Alle steg ud af bilen på en ordentlig måde og tog deres bagage fra bagagerummet. Far blev tilbage for at betale chaufføren. Mens resten af os gik ind gennem de hvide porte, der stod mellem hegnet, som omgav lejligheden.
Heldigvis var der et hegn og porte. Hvilket betød ingen nysgerrige naboer, der prøvede at snage.
Selvom det bare var et lille bitte ønske, jeg havde. Jeg har aldrig været den type modige person, der kan stå over for en menneskemængde. Og jeg bliver flov, når nogen er alt for venlige over for mig.
Det gør mig utilpas.
Men altså... jeg havde ikke meget håb.
Min mor var en af de typer, der dyrkede et godt forhold til naboerne og kendte dem alle sammen. Jeg kunne allerede forestille mig masser af naboer, der kom forbi for at sige hej dagligt.
Mor satte nøglen i døren, og døren åbnede med et klik, da hun drejede nøglen. Vi fulgte alle efter hende med vores bagage i hånden. John bar mindst; en sportstaske, som jeg havde købt til ham for at opbevare hans legetøj.
Nå, han var kun fem.
Vi var alle stille. Det var ikke præcis den fredelige stilhed. Det var den slags stilhed, hvor spændingerne ulmede under overfladen.
Og jeg kunne mærke, at det var på grund af den måde, jeg græd i varevognen tidligere. Det var mere tydeligt med mine forældre.
Det kom som en overraskelse for dem, da jeg pludselig brød ud i gråd. Det var første gang, jeg viste så meget reaktion. Jeg havde ikke engang grædt, da jeg hørte nyheden om, at vi gik konkurs. Eller da jeg fik at vide, at vi skulle flytte væk.
Så de kunne ikke forstå, hvorfor jeg pludselig græd.
Men de spurgte mig ikke dengang. De forsøgte bare at trøste mig og få mig til at stoppe med at græde. Men jeg kunne se på deres ansigter, at jeg var i for mange spørgerunder med mine forældre.
Det var uundgåeligt, når man havde den slags forældre, der forstod deres børn godt. Og vidste, hvornår de græd over at forlade deres tidligere hus, og hvornår de græd over at blive forrådt.
Far var hurtigt færdig med at tale med chaufføren, da de skiltes med komfortable smil på begge deres ansigter. De havde sikkert forhandlet om en pris, der gavnede dem begge.
Og min bror og jeg havde lavet adskillige ture ind og ud af lejligheden med taskerne. Da far sluttede sig til, havde vi kun en tur mere at tage, og alt var snart inde i stuen.
Jeg turde ikke blive længe i stuen med de andre, fordi jeg vidste, at de ville spørge mig ud. Så jeg smuttede simpelthen ind i hovedlejligheden under påskud af at kigge rundt.
Lejligheden var virkelig flot. Endnu bedre end jeg havde forestillet mig. Den havde tre soveværelser; et af dem ville blive mit. De to drenge skulle dele et.
Den var ikke præcis stor eller bred. Men strukturen var flot og smuk. Den havde bare brug for lidt rengøring. Det var uundgåeligt efter at have været forladt i to år.
Jeg åbnede døren til et værelse. Det var det sidste i rækken. Og fra det øjeblik, jeg trådte ind, vidste jeg allerede i mit sind, at det skulle være mit. Jeg ville gøre krav på det, før nogen anden kunne.
Det havde en hylde, hvor jeg kunne arrangere mine bøger. Jeg havde mange bøger, fordi jeg nød at læse. Jeg var ikke præcis en nørd eller bogorm. Men jeg elskede at være pakket ind i noget varmt tøj og læse i loungen en efterårsaften.
Det havde også et to-vejs klædeskab. Det var flot, og jeg kunne godt lide tanken om at dele mit tøj op.
Jeg kiggede rundt lidt mere. Og så bemærkede jeg en smuk udsigt bag de lukkede vinduesskodder.
Der var en lang strækning af jord, som jeg antog var baghaven. I midten var der en gynge hængt på hver side. Selvom den var pakket ind i overgroet græs på grund af at være forladt, kunne jeg se, at det var en lang gynge.
Jeg smilede straks og mit hjerte føltes lidt varmere. Det ville ikke være dårligt at læse nogle romantiske bøger på gyngen om aftenen. Det føltes rart og hjertevarmende.
Der var også udsigten til horisonten. Jeg kunne se den herfra. Men jeg vedder på, at det ville være bedre, når man sad på gyngen.
Hold da op - Bedstemor havde virkelig efterladt en masse nydelse i denne hytte.
Jeg skulle have dette værelse. Intet kunne ændre det.
Men lige da, åbnede døren sig med et sving, og Jaspers hoved dukkede op. Han kiggede rundt et øjeblik, før han bredte et stort smil ud.
"Det ser flot ud. Vi tager dette, Johnny," kommenterede han.
Nej. Nej.