Kapitel 6: Alle er dumme
"Clara," sagde han, mens han lænede sig ind, så hun kunne høre ham over musikken, "vil du med et sted hen, hvor der er lidt mere stille? Der er noget, jeg gerne vil vise dig."
Clara tøvede og kiggede tilbage på sine venner. Jessica var dybt optaget af en samtale med en gruppe drenge, Emma diskuterede ivrigt noget med en medstuderende, og Sophie dansede stadig, fuldstændig opslugt af musikken. De virkede alle ubekymrede og helt opslugt af deres egen sjov.
At se dem så glade og afslappede gav Clara modet til at træde ud af sin komfortzone. Hun nikkede og lod Marcus føre hende væk fra den travle mængde. Mens de gik, rakte han hende en ny drink. Hun tog imod den og mærkede alkoholen begynde at skabe en behagelig, sløret fornemmelse.
Marcus guidede hende gennem palæet, og lyden af festen forsvandt i baggrunden. De passerede gennem elegant dekorerede gange og overdådige værelser, indtil de nåede en stor trædør. Marcus skubbede den op og afslørede et smukt indrettet bibliotek, hvis vægge var beklædt med høje reoler fyldt med bøger. Rummet var svagt oplyst, en blød glød udsendte fra nogle velplacerede lamper og skabte en hyggelig, intim atmosfære.
"Wow," hviskede Clara, mens hun så sig omkring i ærefrygt. "Det er fantastisk."
Marcus smilede, tydeligt tilfreds med hendes reaktion. "Jeg tænkte, du måske ville kunne lide det. Det er et af mine yndlingssteder i huset. Her kan vi tale uden al støjen."
Clara tog en slurk mere af sin drink og mærkede varmen fra alkoholen brede sig i kroppen. Hendes sind føltes behageligt sløret, tankernes kanter udviskedes på en måde, der både var beroligende og desorienterende.
Marcus førte hende til en blød sofa nær en pejs, hvor de satte sig. Han vendte sig mod hende, og hans udtryk blødte op. "Jeg ville gerne lære dig bedre at kende, Clara. Jeg har lagt mærke til dig i timerne, og jeg har altid været nysgerrig på dig."
Clara mærkede et sug i brystet ved hans ord. "Virkelig? Jeg havde aldrig troet, at en som dig overhovedet ville lægge mærke til mig."
"En som mig?" Marcus grinede og rystede på hovedet. "Du er utrolig, Clara. Du er intelligent, venlig og smuk. Jeg kunne ikke lade være med at blive tiltrukket af dig."
Hendes kinder blussede ved hans komplimenter, og hun tog endnu en slurk af sin drink, mens hendes hæmninger forsvandt. "Tak, Marcus. Det er virkelig sødt af dig at sige."
Han rakte ud og tog forsigtigt hendes hånd, og hans berøring sendte en sitren gennem hendes krop. "Jeg mener det. Jeg har ønsket at tale med dig i lang tid."
Marcus lænede sig ind, hans blik fastlåst på hendes læber. Claras hjerte hamrede i brystet, hendes nerver og alkoholen skabte en hvirvelvind af følelser. Lige da hans ansigt nærmede sig hendes, drejede hun instinktivt hovedet og undgik hans forsøg på at kysse hende.
"Åh, øhm, undskyld," stammede hun, mens hun følte en bølge af forlegenhed og forvirring. "Jeg... jeg er ikke sikker."
Marcus trak sig lidt tilbage, hans ansigtsudtryk en blanding af overraskelse og forståelse. "Det er okay, Clara. Jeg forstår." Han gav hende et beroligende smil, selvom der var et glimt af noget utydeligt i hans øjne. "Hvad med en drink mere?"
Clara tøvede, men nikkede så. "Ja, tak."
Marcus rejste sig og gik hen til et sidebord, hvor et udvalg af drikkevarer var stillet op. Han hældte en frisk cocktail op og bragte den tilbage til hende, glasset glimtede i det bløde lys. "Her, værsgo," sagde han og rakte den til hende med et smil. "Denne her er lidt sødere. Jeg tror, du vil kunne lide den."
Clara tog imod drinken, hendes hænder rystede en smule. Hun tog en tår, cocktailens sødme skjulte alkoholens styrke. Den var lækker, og hun mærkede varmen sprede sig gennem sig igen, hvilket dulmede hendes tidligere ængstelse.
"Tak," sagde hun stille og kiggede op på Marcus. "Jeg er bare lidt nervøs, tror jeg. Det hele er så nyt for mig."
Marcus nikkede, hans smil vendte tilbage. "Jeg forstår, Clara. Ingen pres, okay? Lad os bare nyde aftenen og hinandens selskab."
De fortsatte med at tale, og Clara begyndte langsomt at slappe af igen, alkoholen og Marcus' afslappede væremåde hjalp med at berolige hendes nerver.
Som samtalen fortsatte, lænede Marcus sig tættere på, hans blik varmt og oprigtigt. "Clara, du ved, du er virkelig smuk," sagde han blidt.
Clara mærkede sine kinder blive dybt lyserøde. "Tak," mumlede hun og kiggede ned på sin drink. "Men det synes jeg ikke. Ingen lægger mærke til mig i skolen. Jeg føler mig usynlig det meste af tiden."
Marcus rystede på hovedet med en rynke i panden. "Så er alle i skolen dumme. De ser tydeligvis ikke, hvad jeg ser."
Claras hjerte sprang et slag over ved hans ord. Der var noget så ægte ved den måde, han sagde det på, en overbevisning der fik hende til at føle sig speciel, set på en måde hun ikke havde oplevet før. Hun kiggede op på ham, hendes øjne mødte hans.
Før hun kunne sige noget mere, lænede Marcus sig ind igen, hans intention klar. Denne gang trak Clara sig ikke væk. Hun følte en bølge af varme og forventning, da hans læber rørte hendes, først blidt, så mere insisterende.
Hun lukkede øjnene og lod sig selv forsvinde i øjeblikket. Kysset var alt, hvad hun havde forestillet sig det kunne være—blødt, ømt og fyldt med en sød intensitet, der fik hendes hjerte til at banke hurtigere. Clara mærkede sig selv smelte ind i kysset, rummet omkring dem forsvandt, indtil der kun var Marcus, hans berøring og den svimlende fornemmelse af at blive kysset for første gang.